Der er valg om få måneder. Valgplakaterne er ved at blive trykt, og om kort tid går valgkampen i gang for rigtigt alvor.
Et kommunalvalg er ofte sjovere end valgene til Folketinget, fordi der er så mange intriger og interesser i spil, at alt kan ske. Tillige er der ved kommunalvalgene ofte mange penge i spil. En viceborgmesterpost kan nemt kaste en kvart borgmester-gage af sig, så der bliver virkelig holdt Hjallerup Marked, når konstitueringen efter valget skal finde sted.
Derfor er kommunalvalgene ofte så sjove/spændende/udfordrende og overraskende. Der er mange venskaber, der er blevet afsluttet i forbindelse med kommunalvalgene. Og der indgås mange grimme alliancer.
Set udefra er det fed underholdning. Fordi det viser, hvor usle vi mennesker er. Uanset hvem vi stemmer på.
Men valg er altså også holdninger. Det er markeringer. Det er intentioner. Det er snak, debat, forhandling. Det er alting.
I den kommende valgkamp, er der desværre et ord, jeg frygter, at vi ikke kommer til at høre ret meget:
K-ordet.
Kultur.
Det farlige ord
Det er rent politisk et af de farligste ord.
Kultur er godt. Det er så fint at tale om. Det er så smukt ved skåltalerne. Det er vigtigt, når der åbnes udstillinger, når der er premiere, når der er koncert. Vi elsker at sole os i kulturen, og der er ikke mange politikere, der siger nej til at stå ved åbningen af en omgang kultur og holde den fine tale.
Men i valgkampen?
Da er det nærmest ikke-eksisterende. Det blev stort set ikke brugt ved kampagnen op til Folketingsvalget i 2019.
0-sums-spillet
Det er som om politikerne ikke tør tale derom.
Vibeke Gamst skrev i sin kloge kulturpolitiske klumme for halvanden uge siden, at kulturpolitik er et 0-sums-spil. Det betyder, at der er de penge, der er. Der kommer aldrig flere penge til kulturen.
Og der er ikke mange politikere, der tør stille sig op på ølkassen for at proklamere, at der skal flere penge til kulturen. Så er det mere sikkert at spille halvdøv. At lade som om problemerne ikke eksisterer.
Men der er problemer. Der er åbenlyse uretfærdigheder i fordelingen af penge til kulturen. Vi taler bare helst ikke derom.
Det er lidt lige som i den netop overståede konflikt med sygeplejersker. Under overenskomstforhandlingerne sagde arbejdsgiverne, at de gerne ville give sygesøstrene flere penge.
Men det ville kræve tilbageholdenhed blandt lærer, gymnasielærer, politifolk med mere. Og disse grupper mente i hvert fald ikke, at de skulle betale for at reparere på ældgamle uretfærdigheder.
Det kan man jo godt forstå.
Sådan er det også med kulturpengene. Der kommer aldrig til at ske noget som helst, så længe alting er et 0-sums-spil.
Der skal ganske enkelt flere penge i spil.
Mit livs laveste trækprocent
Personligt ved jeg, at min trækprocent aldrig har været lavere end nu. Min trækprocent er blevet mindre og mindre gennem de seneste 25 år. Skatteprovenuet er blevet mindre, og det er populær snak i vide kredse at tale om, at skatteprocenten skal yderligere ned.
Skattestigninger kommer bare aldrig på spil. Derfor vil det have lange udsigter at give lønstigninger til pædagoger, sygeplejersker, sosu’er med flere, med mindre lærerne vil betale.
Og det er lige så svært at få udlignet de mange urimeligheder inden for de kulturelle institutioner. Den slags kræver nemlig nye penge. Og ingen er interesseret i at finde dem. For alting er et 0-sums-spil.
For år tilbage fik Aalborg Symfoniorkester (ASO) penge til at ansætte yderligere to musikere. Men præmissen var, at Copenhagen Phil måtte afskedige to.
Det er 0-sums-politik,når det er mest brutalt.
Og jeg kunne dengang som som kulturredaktør på Nordjyske Medier se, at jeg blev ført bag lyset af spindoktorerne fra Kulturministeriet, da de ringede til mig for at fortælle mig den glade nyhed. De fortalte nemlig aldrig om 0-sums-spillet. At andre betalte regningen.
Omprioriteringsbidrag
Og det skal også lige pointeres, at det skete som en del af den daværende regerings omprioriteringsbidrag, der krævede nedskæring på to procent hvert år på alt og alting - også og især kulturen. Så de to nye musikere til ASO blev udmøntet ved, at man slap for at fyre to.
Og det skal da lige pointeres, at da Socialdemokraterne fik magten for 27 måneder siden, så så de fremdeles omprioriteringsbidraget som et fint instrument til at beskære kulturen yderligere. Så om du er rød og blå politiker: Interessen for kulturen er minimal. I hvert fald hos flertallet af de politikere, vi vælger.
Hvor ville jeg dog ønske, at der var politikere, der i løbet af de kommende måneder ville turde tage hul på den snak. Som turde anfægte, at kulturen ikke blot er skåltaler og sur hvidvin, men også den kit, der binder os sammen. Og en kit, der i den grad trænger til at blive piftet op med en god beton. Om det så skal koste lidt håndører.
Giv mig skattestigning
Jeg skal ikke vælges, men jeg tør godt skrive, at jeg med glæde betaler et par procent mere i skat. De penge kunne så gå til kultur, til kvindefag, til at sørge for anstændig behandling af handicappede og 1000 ting mere, der trænger til et serviceeftersyn.
Så kom an – politikere. Vis at I tør tale kultur i løbet af de kommende måneder. Vis også at I tør anvise flere penge til kulturen.
Ja – og alt det andet naturligvis. Men nu er dette jo et kultursite. Så lige her elsker vi kultur og kan ikke få nok af det. Derfor ønsker vi også, at en masse politikere gider omfavne kulturen med kærlighed. Men også med de penge, der hører til.