Der findes uendeligt meget kunst i verden, og der er noget, vi kan lide og noget, vi ikke kan lide. Jeg burde slet ikke bruge “vi” her, for kunst er subjektivt og relaterer sig til dig og din mening. Men hvordan skal vi vide, hvad vi kan lide, hvis vi knytter os til en bestemt kunstner eller en bestemt kunstform og ikke smager på det, der bliver serveret for os? Vi har mange muligheder for at udsætte os selv for kunst, vi ikke kender til - uden fare.
Jeg har arbejdet i et nichefelt som musiker i mange år. Korkoncerter står ikke øverst på listen, når folk skal opleve kultur, og det er også helt okay. Vokalmusik er ikke for alle men at sige, at man ikke kan lide kormusik, er det samme som at sige, at man ikke kan lide buffet. Du kan bare tage netop det op på tallerken, du har lyst til, men smag da endelig på alt det, du synes, ser spændende ud.
Det er svært at arbejde med kunst, fordi det jo er subjektivt, hvad folk mener om det, og det er uanset, om det er teater, musik, billedkunst, skulpturer, digtning og så meget mere. Hvad der imidlertid er fælles for dem alle er, at der er én (eller flere), som har brugt energi og tid på det, der bliver serveret for dig, og for at blive i mad-billedet er mange blevet så vant til at spise, det de altid spiser og er trygge ved i stedet for at prøve nye ting. Men hvis man ikke tør prøve noget nyt, må man heller ikke sige, at man ikke kan lide det.
Jeg er begyndt at stå for fællessang på Kunsten nogle torsdage inden sommerferien, og jeg elsker fællessang, og jeg har stået for det en milliard gange - eller tæt på. Det spændende ved Kunstens fællessang er, at der rent faktisk er et tema for musikken, for jeg kan bruge udstillingerne, der er aktuelle på museet. Jeg tager samtidig udgangspunkt i højskolesangbogen, for der er en masse dejlig musik deri, og der er så mange sange, som aldrig bliver sunget.
Jeg havde fællessang for tre uger siden, hvor jeg valgte nogle sange, som heller ikke jeg kendte, da kunstnerens oprindelse var dansk/grønlandsk, så jeg havde taget noget med fra både Danmark og Grønland. Jeg kan godt se nu, at jeg måske var lidt optimistisk med hensyn til at tage meget nyt med, men jeg synes, det er så drønvigtigt, at vi får lært det, vi kalder “Den danske sangskat” at kende. Det var ikke alle, der var glade for, at der var nye sange denne aften, og da jeg gik hjem, blev jeg ked af det, for jeg troede, at jeg havde gjort noget galt, men dagen efter blev jeg faktisk en lille smule vred. Selvfølgelig skal vi lære ny musik at kende. Vi kan altså ikke synge “Livstræet” og “Du kom med alt, der var dig”, hver eneste gang, vi skal synge fællessang. Det er bestemt gode sange - ikke noget der, men der er 601 sange i højskolesangbogen, så hvorfor synger vi de samme 10?
Der findes mange tusinde teaterstykker - hvorfor ser vi så kun dem, vi kender?
Der findes millioner af kunstnere - hvorfor klynger vi os så til en?
Det, vi kender, er trygt, men det, vi ikke kender til, åbner måske vores hjerter og vores fantasi! Udsæt dig selv for kunst, du ikke kender. Du kan købe sæsonkort til teatrene, du kan sætte Youtube på autoplay, du kan købe årskort til museer, du kan så meget. Lad os give kunsten en chance, før vi vælger noget fra.