Jeg har det sidste stykke tid følt mig mere som en rockstjerne end nogensinde før, og det skyldes sandsynligvis, at jeg har sunget over 25 koncerter på fire uger og gennemført fem koncerter med kor rundt omkring i Aalborg Kommune.
Selve kor-koncerterne er ikke noget nyt - det har jeg efterhånden vænnet mig til, når jeg er korleder for mange kor, som selvfølgelig også gerne vil synge koncerter og udbrede og dele deres glæde ved sang og fællesskab.
Men de 25 koncerter, hvor jeg selv har stået i front, har primært været koncerter rundt omkring på plejehjem, bosteder, aktivitetscentre m.fl. for at sprede sang og musik ud til dem, som ikke nødvendigvis kan benytte kulturtilbuddene til daglig.
For det første er det en kæmpe fornøjelse at tage ud og spille med gode venner.
Der sker noget helt særligt med musikken, fordi man stoler på hinanden, og jeg ved, at hvis jeg starter med at synge forkert på A eller B-stykket i sangen, så går der ikke mere end et millisekund, før vi følges ad igen.
Det er en tillidsøvelse, hvor man kaster sig i armene på hinanden og bliver grebet gang på gang. På den måde kan man slappe af og gøre sit eget bidrag bedre.
Derudover er det jo et privilegium at komme ud på et plejehjem, og så sidder der 20 mennesker med opmærksomme og nysgerrige ører og øjne, som glæder sig til at få gamle minder om Otto Brandenburg eller Kai Normann Andersens musik genopfrisket, mens andre nyder at få et frisk pust af ny musik, som bliver suppleret med historier, som kun gør den endnu smukkere.
Publikum er meget taknemmeligt, og det betyder noget for os, der optræder. Det er utroligt livsbekræftende at mærke stemningen i sådan et rum. En stemning, som man skaber i fællesskab - musikere og publikum imellem - men også, at man kan give publikum en fantastisk uge, fordi man bruger 60 minutter på at synge og spille lidt musik for dem.
Den musikglæde, vi deler med andre, får vi 100 gange igen i de kommentarer, smil og tårer, som vi får tilbage. Selv mennesker uden sprog viser, hvordan de holder af det, og det betyder, at selvom det føles hårdt, er det uden tvivl det hele værd + meget til.
Jeg lærer i al fald, at jeg ikke skal være så kritisk over for mig selv, for den eneste, der ønsker det perfekte output og stiller nærmest uopnåelige krav, er mig selv, og vi kan alle gøre en kæmpe forskel bare med vores engagement.