2021 sluttede med et slags ultimatum fra de russiske myndigheder til USA og NATO. 2022 åbner med møder på topniveau først med USA 10. januar og med NATO 12. januar.
Jeg har levet med et mere nært forhold til Rusland end de fleste herhjemme siden 1991. Kort tid efter at jeg ankom til Rusland for at studere faldt Sovjetunionen, og frem mod opløsningen var der tanks i gaderne i Sankt Petersborg, og der blev skudt med skarpt artilleri mod Det hvide Hus i Moskva. Unionen faldt, og Rusland gik ind i et årti styret af Boris Jeltsin.
Fukuyama skrev det toneangivende essay ”The end of History”, hvor de vestlige liberale demokratier troner som en slags slutmål i den historiske udvikling. Der hersker en vanvittig optimisme og tro på mennesker, markeder, frihed og det godes sejr. Vesten var fuld af selvtillid, og Rusland så på Vesten som fremtiden og ville gerne lære og vejledes ind i den nye epoke. En epoke, som de så som drevet af demokrati, liberale ideologier, kapitalisme og en tilnærmelse til Vesten.
Her ved starten af 2022 er synet på Vesten i Rusland og Vestens syn på Rusland totalt forandret. Hvad er der sket? Ja det er meget vanskeligt at forstå.
De to hovedfortællinger ser således ud fra mit synspunkt:
Vestens syn på Rusland: Vesten mener, at Rusland er blevet kuppet af en autoritær leder, som har personlige ambitioner om at genskabe Sovjetunionens indflydelse og magt. En leder som ikke respekterer folkeretten, og som opfører sig truende og intimiderende i forhold til sine naboer. En leder, der som dengang Hitler annekterede Sudeterland, annekterer Krim. Vesten mener, at Rusland er en lille økonomi og en svag magt med et stærkt forsvar, men som først og fremmest fremstår stærkere og vigtigere end det er, fordi det er en atommagt. Som dengang det sovjetiske imperium blev styret fra Moskva. Vesten mener, at det russiske folk er undertrykt af Putin, og at de er hjernevasket, når de støtter ham så ubetinget. Vesten håber, at der blot er tale om tid før oppositionen vinder frem og frigør det russiske folk fra det undertrykkende regime.
Ruslands syn på Vesten: Rusland mener, at Vesten ikke er til at stole på. De brød løfterne om ikke at ekspandere NATO efter murens fald. Vesten brød folkeretten i Kosovo, Irak og Libyen, som nu alle er fejlslagne stater. Alle disse konflikter var illegitime krige med vanvittigt store tab af menneskeliv og enorme tab for de samfund, det gik ud over. Mener Rusland. Når Vesten påberåber sig at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder gør de det med dobbeltstandard (en standard for os og en standard for dem). Det er egentligt en PR-krig for at legitimere ens egen undertrykkende adfærd. Vesten tror, de er moralsk overlegne. Det minder Rusland om holdninger, de tidligere har følt fra vestlige aggressorer som Sverige (Gustav 3.), Frankrig (Napoleon) og Tyskland (Hitler). Alle har forsøgt at invadere Rusland. De har været vestlige aggressorer, som har forsøgt at angribe det, de tror er barbariske horder i Rusland. Næste gang kan det være NATO. Rusland tror, at Vesten snart falder fra hinanden som hegemoni, fordi deres finanssystem bryder sammen, deres kultur bryder sammen og deres moral bryder sammen. Rusland anser dette sammenbrud af det amerikanske system som farligt og forbereder sig på en forsvarskrig før det er for sent.
Der findes selvsagt en masse nuancer og mellemregninger for disse narrativer, men det er i hovedtræk, dette, jeg mener, er de to dominerede fortællinger i konflikten mellem de to sider.
Problemet er blot, at de to fortællinger nu er så dybt forankret i befolkningerne og i de politiske kamre på begge sider, at det for mig at se er en situation, der er helt fastlåst. Og det er meget farligt.
Ruslands BNP
Jeg tror ikke, at Rusland er svagt, hverken økonomisk, politisk, kulturelt eller militært.
I Vesten hævdes det, at Ruslands BNP er lille – ikke større end Italien eller staten Texas. Men BNP måles i dollar. Rublen er devalueret i forhold til dollaren mange gange. Rusland har gjort, hvad det kan mange gange for at frigøre sig fra dollaren siden sanktionerne blev indført. Og også før det. De har arbejdet på at være selvforsynende, og har nu produktion af det meste inden for egne grænser. De har også adgang til alle naturressourcer samt et uddannelsessystem, der fungerer. Militært har de fornyet og oprustet de seneste 15-20 år. De har teknologi og militær, strategiske kompetence.
Det er mit indtryk, at russerne er mere opdateret på, hvad der sker i verden end omvendt. Den største brug af Google Translate er vestlige medier på engelsk/tysk/fransk/spansk, som oversættes til russisk, har jeg læst. Jeg tror derfor ikke, at de er mere hjernevasket end den vestlige befolkning i forhold til at være udsat for propaganda. Mine venner derovre er stort set fra det, man i Rusland kalder intelligentsiaen. Og også blandt disse – som i Vesten betragtes som kritiske over for Putin – er der mange, der støtter ham.
Jeg tror ikke, at udvidelsen af NATO er forbundet med en slags aggressiv konspiration mod Rusland. Jeg tror, at landene i Øst-Europa virkelig havde behov for at distancere sig fra Moskva efter sovjetepoken, og deres motivation for at søge medlemskab i Nato var deres egen tryghed og sikkerhed. Det er for enkelt at forklare NATOs motivation, at det blot skulle handle om at sikre verdensfreden. Det mener jeg ikke har været det drivende motiv. Motivet har været økonomisk og hegemonisk.
Farlig konflikt
Men uanset hvad jeg måtte tro, mene og føle, så er denne konflikt endt et farligt sted.
Den eneste vej videre er at forsøge at forstå hinanden bedre og være opmærksomme på de dæmoner, der findes på begge sider. Vesten har vitterligt produceret Hitler og Napoleon. Og Rusland har skabt Katarine den Store og Stalin.
Men begge sider har også skabt det ypperste og mest sublime udtryk for menneskelig ånd, man kan tænke sig: Beethoven, Mozart, Schiller, Goethe, Hugo, Shostakovich, Tjajkovskij, og Dostojevskij. Når vi møder deres værker er forståelsen mellem kulturerne direkte og total. Det er på disse niveauer, det hele må løftes i tiden, der kommer. Ellers bliver der krig.