En sommer uden festival og skvulp i fadølsglasset

Så fik festival-Danmark den mavepuster, som alle havde forudset – men alligevel håbet på at undgå.

Det seneste kludetæppe af en genåbningsaftale, som folketingets partier (minus populisterne i overhalingsbanens højre grøftekant, Nye Borgerlige) fik nørklet sammen, gør det umuligt at kalde sammen til musik under grønne bøgekroner, i kantede idrætshaller eller på sammenhængende fodboldbaner.

Så der bliver ingen skvulp i plasticglassene med fadøl, ingen headbanging til dunkende basrytmer i sene nattetimer, ingen skrål og løftede hænder op mod bandet i scenens skrå spotlights, ingen hånd-i-hånd-tur til morgenbageren, ingen møder mellem trætte, nøgne kroppe i et to-mands-telt med stille regn som trommer elskovssøvnen varsomt ind i ekkoet af nattens løssluppenhed.

Roskilde Festival, Den lille Fede i Nibe – ja, de fleste tog konsekvensen og beslutningen i et splitsekund, da udmeldingen fra Christiansborg kom: Udendørs arrangementer for et stående publikum og festivaler kan have op til 2000 deltagere i perioden mellem 21. maj og 1. august.

Efter 1. august er der lagt op til maksimalt 5000 deltagere. Og naturligvis skal man kunne vise Corona-pas sammen med adgangs-armbåndet. Rimeligt nok.

Som i så mange andre tilfælde før dette kan man naturligvis spørge sig selv om visdommen i reglerne. For man kunne jo have sagt det meget enklere:

Sorry, venner derude i festival-landet.

Det bliver heller ikke i år. For ingen festivalarrangør med respekt for sig selv og det gigantiske økonomiske ansvar, man er sat til at forvalte, tør naturligvis binde an med at slå så meget som en pløk i jorden eller leje en toiletvogn på de betingelser. For slet ikke at tale om at hyre et band.

Så for alle os, for hvem det først er rigtig sommer, når man har stået skulder ved skulder i en svedig hal eller siddet i en hvid plasticstol med et glas køligt rosévin og lyttet til et nyt talent i et klasselokale på en nedlagt skole, er festen aflyst for i år.

Det gør ondt i lokalsamfundet

Det lever vi nok med. Trods alt. Men anderledes ser det ud for alle dem, der på anden vis nyder godt af de muskelsvulmende præstationer, der ligger bag mange af festivalerne.

Tænk bare på, hvad det lokale foreningsliv i Nibe og omegn går glip af, fordi Den Lille Fede igen er sendt på ufrivillig afmagring. En festival er ikke bare en lukket mikro økonomi. Den er makro i lokalsamfundene.

Jeg har ondt af de lokale ildsjæle og letter på den imaginære hat for veteranen Peter Møller Madsen – denne entusiastiske døgnbrænder, der har været med siden den første festival i Nibe på en ladvogn på den lille dyrskueplads til den livsbekræftende hyldest til musikken, festen, livsglæden og den sejlende morgenbrandert, som fjordbyens signaturbegivenhed har udviklet sig til.

Nåh, men der er da også lys i mørket (eller for enden af den tunnel, som forsvinder i debatten om Egholm-linjen). Spillesteder, teatre og biografer kan genåbne og sige velkommen til op mod 2000 gæster, hvis man kan placere dem i sektioner, hvor der må sidde op til 500. Dog skal der vises Corona-pas ved indgangen.

Historieløst – og smagløst

Må jeg i øvrigt benytte anledningen til en bemærkning om det forkætrede pas:

Jeg har set kommentarer på de sociale medier, hvor det betegnes som nutidens jødestjerne.

Udover, at sammenligningen er udtryk for total historieløshed og endnu større smagløshed, så var jødestjernen møntet på et folk, en race, en religion, som skulle udryddes – mens nutidens Corona-pas blot er en praktisk, men besværlig foranstaltning til nogenlunde sikring af alles sundhed.

Jeg har intet imod at vise det pas, hvis det kan skaffe mig adgang til alle de kulturelle oplevelser, som den forbandede pandemi har afskåret mig fra i alt for lang tid. Og vi bliver jo i forvejen overvåget og afkrævet legitimation og koder og passwords i alle mulige sammenhænge, så et fra eller til….

Men altså: Festivalfolket er igen i knæ, mens store dele af det ellers så skrækkeligt politisk forsømte kulturliv igen kan linde på dørene og smøre tælleapparaterne. Men lur mig, om ikke vi kommer langt ind i 2022, før vi når tilbage til det, vi efterhånden kun har en smertelig erindring om: Den frie og ubegrænsede adgang til det, der (også) gør livet værd at leve.

Og så satte jeg punktum i bevidstheden om, at fruen og jeg har sikret os armbånd til perlerækken af musikalske oplevelser på Tønder Festival i sidste halvdel af august – altså når over 5000 må mødes.

Men som sædvanlig skulle emsige journalister ødelægge det hele, selv forventningens glæde. DR sendte live fra et alvorstungt møde i festivalens bestyrelse, og mens medlemmerne med bøjet hoved stirrede tomt ned i voksdugen, så frigav en bleg, men fattet festivalleder Maria Theessink det nedslående budskab: Det bliver for bøvlet og risikabelt, så der bliver heller ikke folk-festival i Tønder i år.

Så dér røg den oplevelse. Og den nødvendige tur efter nye, flydende forsyninger hos Otto Duborg lige syd for grænsen. Kulturen har altså svære vilkår!