TV er gud - og tv-personligheden er dens ypperstepræst.
Det er svært at tænke anderledes, når man kigger på det go'e gamle fjernsyn, som det ikke hedder mere. Unge mennesker griner ad udtrykket fjernsyn. Endnu værre er farvefjernsyn. Det er et levn fra dengang mælken blev leveret af mælkemanden. Et udtryk, som yngre mennesker heller ikke ved, hvad er.
For at blive præst eller ypperstepræst kræves der én ting: Du skal kunne kigge i et kamera og tale direkte til det. Du skal såmænd ikke være klog og/eller humoristisk, selv om det hjælper. Du skal bare tale.
Du kender det fra alle reality-programmerne: Hele tiden er der klip, hvor deltagerne taler direkte til kameraet og fortæller, hvad der sker i den scene, du netop har set.
Selv om disse optagelser er lavet senere, så er der en vigtig præmis for deltagerne: Du skal tale i nutid.
Ikke datid.
Bemærk: Børn leger altid i datid:
- Så gik Barbie med Ken hjem, og de luftede my little pony.
Selv om datid egentlig ofte er mest naturlig, så går den ikke på tv. Her tæller kun nutidsformen.
Du oplever det i alle de datingprogrammer, som tv flyder over med i øjeblikket. Hold nu op hvor de såkaldte eksperter har travlt med at sætte smukke unge mennesker sammen.
Smukke?
Ja - vi gider sgu ikke se grimme mennesker date, vel? Vi vil se sixpack og babser i overstørrelse. Samt lækkert hår.
Man har stadig chancen for at komme i fjernsynet, hvis man ikke følger de almindelige skønhedsidealer. Lige nu har DR taget hul på endnu en sæson af "Fede forhold", hvor tykke par skal tabe sig sammen.
Her kan de tykke par så noget helt andet. De kan tale om sex samt mangel på samme. Som når en kvindelig deltager sig om sit køn:
- Jeg har fået tag over tissehuset.
Og hendes mand supplerer om sine egne genitalier:
- Den er jo ikke længere som svensk stål.
Så har de to bevist, at de kan tale til kameraet. Og dermed til dig ude foran fjernsynet (der var den igen). Og vi vågner lige lidt ekstra op der i den tågede døs foran flimmerkassen.
Men det, at der findes ypperstepræster, gør også, at kanalerne bruger de samme værter til stort set alt. Tag blot sådan en som Tina Müller på DR. Først var hun sportsvært. Nu er hun vært på stort set alt.
Rygter fortæller, at hun er gravid, så pludselig vil hun være ude af billedet, og så står der en ny ypperstepræst.
For at blive ypperstepræst skal man kunne tomgangstale. Træde vande som det hedder i journalistjargon, når man bare skal få tiden til at gå. Og det kan hun. Og det kan mange med hende. Peter Ingemann på nabokanalen mestrer det til fuldkommenhed, når han kører omkring på en Puch Maxi og taler om ingenting.
Og så er der programmet, der mere end nogle andre handler om ingenting: Aftenshowet.
Jeg ser det ikke, for det taler ned til folk, der er kloge nok til at have bestået folkeskolens afslutningseksamen. Men jeg undgår det aldrig, for der henvises dertil i enhver Tv-Avis.
I det program sidder en flok mennesker og tomgangs-taler om alverdens emner. Det er forfærdeligt. Den ene dag er Bubber ekspert på corona-virus. Dagen efter er Anne Linnet ekspert i sommertrafikken gennem Europa, og senere er Ulf Pilgaard ekspert i krigen i Ukraine. Det er tænkte eksempler, dette her. Men det er tæt på sandheden.
I hvert fald er det ikke ekspertise, der driver fjernsyn nu om dage. Det er evnen til at kigge på et tv-kamera og snakke. Uden at blinke.
Den, som blinker, er bange for døden.