Skip to main content
Kulturklumme

Skal man være nedluknings-kreativ?

Klokken rammer 10, det er mandag, solen er stået op, og mange er for længst “mødt” på arbejde. Hver dag er det en lille kamp at stå op, for hvad står jeg egentlig op til?

Jeg er sanger, korleder, glad og kreativ på alle ugens dage - normalt. Men det er der desværre ikke meget plads eller overskud til at være lige nu hverken hos mig selv eller flere af mine kolleger omkring mig.

For hvem er jeg, når jeg ikke er på arbejde?

Jeg er korleder, sanger og helt generelt kreativ musiker hver eneste dag i mit liv. Jeg plejer ikke at holde fri, min hjerne kører altid på musikkanalen. Det er et frirum for mig, at jeg kan være travlt optaget fra tidlig morgen til sen aften fem dage om ugen og slappe af de sidste to, men alle dage bliver jeg inspireret og laver de ting, jeg kan lide, og som giver mig energi.

Derfor har jeg også stået i en form for identitetskrise i denne pandemi, for hvem er jeg, når jeg ikke er på arbejde? Det er altså vanskeligt at føle sig særlig korleder- og musiker-agtig, når man ikke må mødes med sine korsangere.

Jo, bevares, så kan man jo bare synge online, men man er jo ikke "rigtigt" sammen. Dog har jeg fundet ud af, at det med at snakke sammen online betyder meget for både mig, mine venner og familie og faktisk også korsangerne indimellem. Så måske er det lige nu ikke musikken, der skal være fokus, men derimod det sociale samvær og fællesskabet, som vi kigger lidt langt efter lige nu.

Hvordan får du gode idéer?
Jeg plejer at få gode idéer ved at gå i teatret eller til koncerter, opleve mennesker i byens gader, sidde på en café alene eller i selskab med en god veninde. Det er svært at gå på kompromis med sin kreativitet, for hver dag prøver jeg at være kreativ, og jeg går så ofte skuffet i seng.

Men!

Behøver jeg nødvendigvis at være kreativ på det her tidspunkt i mit liv i den her verden? Er der nogen, der forventer, at jeg står med et færdigt produkt, når vi står på den anden side?

Ingen andre end mig selv. Så måske skal jeg bare slappe af, gøre det, som jeg kan overskue og lade mig få de inspirations-indsprøjtninger, som kan findes online f.eks. hos Aalborg Teater, Det Kongelige Teater (både ballet, teater og musik), online korkurser ved Kor72 og heldigvis mange flere.


Lad os puste lidt til det sociale fællesskab, og så må de store musikalske drømme vente lidt.

Lørdagsklummen

Lørdagsklummen skrives på skift af Liv Lund, Nicolaj Holm, Bent Stenbakken, Hans Henriksen, Jørgen Pyndt, Max Melgaard, Johannes Andersen og Minna Johanneson.

Arkiv