Den anden dag fik vi brev fra Gudenåskolen.
En lærer sendte fotos af deres 9. klasse - de sad på gulvet i skolens gymnastiksal med hver deres computer på skødet, og så den digitale "Dig og Mig ved Daggry". Eleverne var helt opslugte; på nogle billeder var der ansigter fyldt af gru, på andre var de fyldt af glæde og rørelse.
Eleverne havde også skrevet ”postkort” til os, som en del af arbejdet med forestillingen:
Sigrid: ”Sjovt at se det online, det virkede som om de snakkede til en helt personligt".
Simon: "Jeg synes, det var en sindsoprivende teaterforestilling, da man følte, man selv var til stede, og jeg kunne se den samme fortælling som i romanen".
Julia: "Det var en spændende og sjov måde at lave teater på".
Sophia: "Det var fedt, de kunne leve sig så meget ind i rollerne, når de havde scener sammen, men ikke var i samme rum".
Eleverne så forestillingen på hver deres skærm - men de oplevede også noget fælles, og havde stof til fælles samtale.
Digital teaterfestival
I torsdags gik vi i luften med nyheden om, at Teater Nordkraft er partnerteater på Danmarks første ”indfødte” digitale scenekunstfestival, og forleden så jeg den første prøve på Tue Berings digitale forestilling ”Avatar Me”, som vi er coproducenter på; den får premiere på festivalen:
En ung skuespiller videostreamer sig selv fra sit hjem i Århus med kun en enkelt person som publikum. Hun lukker et menneske helt ind i sit hjem, ind i sit liv.
Hun hvisker fortrolige ting til ”sin” publikummer, spørger og får svar. De cykler en tur, ”sammen”. Hun lover at springe i vandet – men kun hvis publikummeren tømmer et glas vand ned over sig.
De to sidder hundredevis af kilometer væk fra hinanden, adskilt – men alligevel opstår der noget ud af en oplevelse. Noget fælles.
Jeg har aldrig mødt Sigrid, Simon, Julia og Sophia. Jeg har aldrig fysisk været hjemme hos den unge skuespiller i Århus. Og alligevel føler jeg at jeg kender dem en lillebitte smule. At en lillebitte flig af dem nu bor i et lillebitte hjørne af mig.
Jeg savner publikum.
At sidde med publikum i en fyldt sal er en magisk ting for mig, og det ligner ingenting andet. Vi knokler for at give dem det allerypperste scenekunst vi formår, og øjeblikket, hvor vores teaterforestillinger møder deres publikum, er lige nyt hver gang.
At VÆRE der, at opleve det sammen, i et her og nu som aldrig kommer tilbage – INTET kan nogensinde erstatte rigtigt teater!
Men fysisk samvær er ikke den ENESTE måde, vi kan føle fællesskaber og kommunikere følelser og tanker på.
Digiteater er en ny kunstform
Det sidste år er det virkelig gået op for mig, at den digitale kontakt ikke kun er en svag afglans af den ”rigtige”; en dårlig kopi.
Det er en anden form for kontakt, en ny kunstgenre, en helt anden slags kommunikation.
Den digitale kontakt kommer aldrig til at erstatte fysisk samvær – men den er en udvidelse af alle de måder, vi kan kommunikere på.
Og faktisk er det jo slet ikke nyt. Mennesker har altid kommunikeret igennem skrift og billeder til hinanden, forklaret det uforklarlige med tegn og figurer, adskilt fra tid og rum. Det er det, kunsten kan.
Alt det som bor indeni os, skal mødes med alt det, som bor indeni de andre – og det møde kan ske på tusindvis af måder.
Skærme er bare en af dem.
Vi er fysiske væsner, men i 2021 er vi også digitale væsener! Vi er vant til at opleve digitale fotos, musik, film og menneskelig kontakt gennem skærme – skærmene er ikke interessante i sig selv.
Men når et fantastisk teatermenneske som Tue slår sig løs i et nyt medie, så har jeg lyst til at kigge med! Jeg synes, det er utroligt spændende at være med på rejsen, og se hvad han får ud af det.
Lige nu er der en bølge af kunstnere på tværs af kunstarterne, som for alvor er gået i gang med at boltre sig kunstnerisk på nye måder - dem skal vi lære noget af, og dem skal vi dyrke.
Lige nu arbejder vi alle sammen intuitivt i denne nye genre – for ingen af os ved noget. Og det er enormt forfriskende kunstnerisk benspænd, at man ikke kan gribe ned i teatertasken med gammelkendte virkemidler. Det gør noget godt for os som kunstnere, tror jeg.
At man må parkere sin præstationsangst og bare kaste os ud i det. Da vi lavede ”Dig og Mig ved Daggry” digitalt var der heller ikke tid til at tænke. Jeg tror, jeg havde et par dage til at forberede, så skulle vi i gang, og så havde vi en uge til at gøre det færdigt. Vi opfandt formen undervejs.
Digital scenekunst skal ikke ligne Netflix. Det skal heller ikke være tv-drama fra gamle dage. Det er sit helt eget – prøvende og vibrerende, af og til fejlbarligt her i starten - men hver forestilling er et tigerspring for genren.
Teater med ny nærhed
Og det sjove er, at når det virker, så opstår der er en helt ny nærhed – man kan som publikum komme til at føle sig virkelig tæt på skuespillerne. Ikke fordi det er nærbilleder, men fordi der kan opstå en anden form for kontakt.
Jeg er også ret nysgerrig på de mange måder, man måske kan bruge det digitale på i relationen til publikum… Kan de digitale former mon åbne døren lidt på klem til den kunstneriske proces?
Der er nogle gange noget lidt ærgerligt, at publikum kun har adgang til den færdige forestilling, at vi ikke kan lave ”directors cut”, fraklip, eller vise skitserne af det levende arbejde. Måske kan det digitale noget her?
Digitale teaterforestillinger startede som en nødløsning under corona – det var en måde at skabe ET ELLER ANDET på, som vi kunne nå vores publikummer med, og det kommer aldrig til at erstatte rigtigt teater. Men jeg tror, at vi kan få en fest ved at lade kreative mennesker eksperimentere og lege med de nye former.
Teater er så stærk en kunstform! Det er en af de allerældste former for kunstnerisk kommunikation mellem mennesker, og den kommer til at overleve alle os, som er i live i dag.
Vi kan sagtens eksperimentere med de digitale genrer - uden at risikere, at folk så pludselig ikke gider i teatret.
Det gider de. Men kun hvis vi laver noget godt!