Da jeg var ung bibliotekarstuderende i Aalborg, gik en medstudine, lad os kalde hende Jane fra Bornholm - og der kom hun fra - i gang med at undersøge begrebet kultur i det, der dengang hed en hovedopgave.
Den sidste store skriftlige opgave, inden hun var færdiguddannet, som folkebibliotekar. Vi skulle ifølge biblioteksloven ud at virke for udbredelse af kundskab og oplysning gennem faglig, skønlitterær og anden almendannende litteratur.
Hun spurgte høj som lav, spidserne og luerne, og bl.a. også nu afdøde Ludvig, jord-og betonarbejder – eller som han selv kaldte det – jord og sæson. Det var dengang man kunne gå på dagpenge en hel vinter, når byggeriet lå stille, uden at blive jaget ud i meningsløse kompentencekurser. At binde jern var en ting, Ludvig mestrede som få.
- Hvad forbinder du med ordet kultur, lød spørgsmålet.
- Kultur, sagde Ludvig. - Kul tur! Det er en mand, der kører ud med kul. En kul tur.
Sådan er det med kultur – begrebet er bredt og dækker alskens slags menneskelig aktivitet. Det, der rører og bevæger os, binder os sammen og får os til både at forstå os selv og ikke mindst medmennesket bedre.
Og så er kultur ikke bare kunst, men også tradition og vaner, hverdagslivets ritualer, som følger os fra fødslens første vræl til dødens afsluttende punktum - hele den måde vi lever og ånder på. Spiser med kniv og gaffel, eller med pinde, ligger på bedetæppet eller knæler foran alteret - hele det rige spekter, der former menneskehedens liv. For sådan gør vi bare og har altid gjort.
Religion og tro, vaner og uvaner. Alt det der er med til at forme vores hverdag og liv, uden at vi til daglig tænker særlig meget over det.
Finkultur og folkekultur. Det forfinede kræver kendskab og dannelse og er ofte ligefrem forbundet med borgerlig opdragelse og klassetilhørsforhold. Mozart og museumsbesøg, strygekvartet og sherry.
Og overfor den - bold og bajere, skrålen med på John Mogensen og Justin Bieber, Bill & Ben cowboybøger og for meget Netflix.
Fordommene kan nemt vælte frem, når du begynder at tænke på, hvem der hører, ser og oplever kultur - og hvad for en slags kunst holder de nu mest af?
Men i virkeligheden hæver kunsten sig over vore fordomme – den er i princippet for alle, der er nysgerrige på at blive klogere på livet, dets mangfoldighed og ikke mindst – sig selv.
En af venstrefløjens nu næsten glemte markante kvindestemmer fra 68-oprøret, Bente Hansen, en overgang gift med sangskriveren Benny Holst, skrev i 1975 en klog bog ”Forfattere i/mod kapitalismen”, hvor hun kiggede på både fin-og folkekulturen.
Og forsvarede det synspunkt, at den ene ikke var bedre end den anden. De passede bare på hver deres måde til netop de mennesker, som nu engang fandt deres kultur, bestemt af opvækst, opdragelse og klassetilhørsforhold.
Dem henne på den lokale over en omgang kolde med tilhørende tænkeboks-rafling. Med jukeboksen kørende i baggrunden, og Fats Domino syngende ” I found my freedom on Blueberry Hill”.
Mens andre fordybede sig i Chopin og Debussy i koncertsalen med et glas kølig Chablis i pausen. ”Og tabte orkesteret ikke intensitet i andensatsen?”
Begge dele er kultur, begge kulturoplevelse er ligeværdige. Men noget er jo bedre end andet. Der er vel forskel på Beethovens niende og Bamses ”helt deroppe på Vimmersvej, der bor en dejlig steg”
Jovist. Men der skal være plads til det hele. Der skal være plads til at udforske og lade ens nysgerrighed vise vej ind i kulturens vidunderlige verden. Men hvad er så kvalitet? Er alt lige godt?
Bestemt nej.
Kvalitet er, når du oplever, at noget er bedre, har mere dybde, går tættere på dig selv, rammer, underholder, oplyser, overrasker, pirrer, forundrer og betager på en måde, du ikke tidligere har oplevet.
Når du har læst dig mæt i al for meget Bill & Ben og forædt dig i Netflix-serier båret at algoritmer, der kender dine egne behov bedre, end du selv gør, og derfor kan fremstille kulturindustrielle produkter, som rammer dig lige i hjertekulen.
Når du overmæt, udmattet og kvalm – lige som når du har spist for meget af din favorit is – må give op og råbe stop og finde noget andet.
Noget er kvalitet – og alt er ikke lige godt. Der er forskel på cowboyromanen og Tranströmers haikudigte. Det er her smagsdommerne - de i den tidligere statsminister Foghs storhedstid så forhadte - kommer ind.
Det var jo for galt, at nogen kunne finde på at sige, at noget var godt og andet skidt. Og ovenikøbet kunne begrunde det med argumenter. Hvor irriterende.
Man kunne også vende den på hovedet og betragte det som en gavmild gestus.
For tænk det lige igennem. Hvordan kulturindustrien tordner derudad – med film, tv-serier, musik og ja sågar litteratur, og foreslår, hvad du nu skal høre, se, læse og nyde ud fra, hvad du allerede har konsumeret af kultur.
Hvad gør det så ved kunsten – det kulturelle produkt? Det forfladiges og reducerer dig – den enkelte – til ren forbruger. Det handler ikke om, at du skal få en oplevelse, en a-ha-indsigt, løfte og befri os i følelse, tanke og vilje.
Det handler kun om én kalkuleret ting – at tjene penge. Rigtig mange penge. Køb - og køb så noget mere.
Da instruktøren Anders Thomas Jensen – ja, det er ham med klassikeren ”Blinkende Lygter” – var i Aalborg i november 2020 for at præsentere sin seneste film ”Retfærdighedens Ryttere” blev han bl.a. spurgt, hvorfor han var vendt hjem fra Hollywood? Fordi han ”over there” ikke havde eller fik kunstnerisk frihed til at lave en så skæv og politisk ukorrekt film. Som vi knuselskede herhjemme.
Det er det kunsten gør, når den er bedst - bryder nyt terræn, åbner vore øjne, giver suset i maven og klarhed i hovedet. Det er som gin og lagkage på fastende hjerte, når det er bedst.
Så smagsdommerne og anmelderne – hurra for dem. For er det ikke vidunderligt at nogen tør mene noget, vil anbefale og ganske generøst pege på noget godt. En bog, en film eller noget helt tredje – det nye som altid er på vej, og som står altid står på skuldrene eller er i opposition til det, der var før.
Punkens oprør mod hippiemusikkens lallende love-is-all-you-need idyl, Hemingways nøgterne registreringsstil kontra den flomomvundne højstemthed osv. osv.
Underholdningsindustrien bygger på viden om, hvad vi gerne vil se, læse og lytte til. De kender vore mønstre. Men god kunst – litteratur, musik, teater, film og bildende kunst – har store momenter af spontanitet og improvisation. Uforudsigelighed og overraskelse. Du kan ikke beregne dig frem til et stort kunstværk, som bevæger – men du kan prøve at skabe det.
Og så måske ramme rigtig mange. Som Chaplin, Bach, Beatles, Fellini, H.C. Andersen og Picasso gjorde. For nu at nævne nogle stykker.
Det var vist bare det, jeg ville sige. ”Hav det godt”, som den romerske filosof Seneca altid sluttede sine breve.