Jeg mener ikke noget, jeg er kun et menneske

-  Jeg mener ikke noget, jeg er kun et menneske”.

Sådan udtalte den østrigske forfatter Peter Handke sig til William Nygaard, fra det store norske forlag Aschaug sin mangeårige direktør og leder af det norske PEN, på et tilfældigt kaffemøde i Oslo i 2014. 

Replikken faldt, efter at Peter Handke havde modtaget den internationale Ibsen-pris på 1 million kroner. At Handke skulle have prisen havde afstedkommet voldsomme protester og demonstrationer i Oslo. Utilfredsheden bundede i, at Peter Handke blandt andet havde opsøgt Slobodan Milosovic, da denne sad fængslet i Haag, bogen “En Vinterrejse på floderne Donau, Sava, Morava og Drina eller retfærdighed for Serbien”. Og han havde talt ved Milosovic begravelse. 

Handkes interesse for Balkan og konflikterne der i 1990’erne, havde ført Handke ind i en boble af isolation fra omverden og udstødelse af det gode selskab. Handke havde gennem efterkrigstiden været en lysende stjerne på den europæiske litterære himmel, og han var meget afholdt, anerkendt og ikke mindst meget læst, til trods for at han altid var i opposition og provokerende og udfordrende. Han er en seriøs kritiker af alle former for magt og despoti, og han mener, at overgrebene på mennesker ligger i det sprog der bliver talt, i kulturen og ikke mindst i samfundets vedtagne ”sandheder”. 

Han mener at disse strukturer og normer er at betragte som voldsomme overgreb mod det subjektive, det genuint menneskelige og levende. Overgreb mod erfaringer. Denne frihedskæmper havde kastet sig ind i narrativet omkring 1990’ernes Balkan og opløsningen af Jugoslavien, hvor han selv var født af en slovensk mor. På den baggrund bliver han opfattet som forsvarer af forbrydelserne mod menneskeheden, krigsforbrydere og despoter. 

Denne opfattelse dannede grundlaget for de mange protester i forbindelse med uddelingen af Ibsen-Prisen i 2014. 

Blandt modstanderne var tidligere omtalte William Nygaard, der mente at Peter Handkes tekster ”var udenfor ytringsfrihedens grænser». 

Denne udtalelse førte til, at den store norske forfatter Knausgaard, opfordrede Nygaard til at dokumentere hvor i Handkes tekster, denne havde skrevet noget der er udenfor ytringsfrihedens grænser, og hvis ikke da opfordrede Knausgaard Nygaard til at udsende et dementi for sine udtalelser. 

Nygaard måtte krybe til korset og indrømme at hans kendskab til Handkes tekster ikke var indgående nok og beklagede derefter sin udtalelser. 

Efterfølgende kaldte Knausgaard hele miseren for den norske ”ytringsfrihedsskandale”, ikke mindste fordi lederen af PEN, hvis fineste formål er at hjælpe til at bevare og forsvare ytringsfriheden for forfattere rundt omkring i verden, kom med sådanne ubegrundede udtalelser og holdninger til nettop en forfatters virke og værker. 

Tænk hvis noget lignende var overgået lederne af den russisk PEN, skriver Knausgaard. Hvad ville vi i Vesten have ment om den russiske ytringsfrihed, hvis den russiske PEN havde ment at en russisk forfatters kritik af krigen i Tjetjenien var udenfor ytringsfrihedens grænser? Så ville vi uden tvivl mene, at en sådan udtalelse ville være et bevis på Ruslands totalitære magt over en NGO som PEN.

Og hvad er forskellen mellem den norske PEN og Handke og den fiktive russiske pendant? Er Nygaards udtalelser ikke i samme grad udtryk for samme form for undertrykkelse?

Hele sagen ender ud i, at Nygaard skriver, at han tilfældigt har mødt Handke på en café og havde givet udtryk for sin beundring for Handkes værker, men at han ikke delte hans meninger, hvortil Handke svarer:

- Jeg har ingen mening, jeg er kun et menneske.

Hele denne beskrevne situation illustrerer på mange måder kernen i Peter Handkes værker. Handke gør oprør mod kulturen og samfundets vedtagne sandheder og strukturer. Handkes liv og værk, der mere og mere udgør en og samme ting, opponerer mod det overgreb ”en sandhed” er. 

I teatrets verden angriber han dette emne med sit gennembrudsværk ”Publikumsbeschimpfung”, der ikke er oversat til dansk. Men titlen bliver direkte oversat til ”Publikumsmisbruget” men også i sit portræt af sin mor, en bog han skrev kort efter hendes selvmord. 

Dette kvindeliv fyldt med begrænsninger er så enkelt beskrevet, at man fornemmer Handkes raseri, men samtidig evner han at gøre det med en fascinerende fintfølelse for den poesi, som sproget indeholder.

Handke hylder det subjektive blik på tingene, den enestående oplevelse og sandheden i erfaringen. 

Og det han selv anser for vigtigt og sandt forfølger han uanset prisen. Handke kender risiciene, men tænker ikke på det. Han har viet sit liv til at nedbryde og afsløre de sandheder, som han vurderer, er at betragte som overgreb mod mennesker og begrænsende for deres erfaringsmuligheder. Handke er en stille revolutionær, på linie med Melvilles Bartlebey, som vender verden på hovedet ved at lade være med at forholde sig til de forventninger som ligger foran ham. Men mens Bartlebeys protest kan opsummeres i replikken ”I rather not”, skriver Peter Handke de smukkeste værker i sit forsøg på at beskrive sine erfaringer som et frigørelsesprojekt fra sproget selv.

I Januar har Aalborg Teater Danmarkspremiere på Peter Handkes sidste skuespill, «De skønne dage i Arranjuez». 

Skuespillet kredser om den tematik, som gennemsyrer hele Handkes liv og værk, som jeg har forsøgt at beskrive det ovenfor. I skuespillet er det Manden og Kvinden, der sættes i spil. De er placeret i en have, og det er ikke tilfældigt, at der er et æble med…

Manden og kvinden vil gerne tilbage til deres tilværelse, som den var før syndfaldet. Til tiden før at menneskene kendte forskel på godt og ondt. Og til tiden før Kvinden af Gud blev dømt til at blive hersket over af Manden. Er det muligt at komme tættere på sådan en tilstand ved hjælp af sproget? Det forsøger Handke at give et svar på.