Er sports-tv opium for folket? Gør de millioner af sekunder i selskab med sportsstjerner, ligakampe, tour løb, mesterskaber og lege en forskel for det os mennesker i en refleksiv moderne tidsalder? Og bliver vi reelt klogere af de mange kommenteringer, analyser, interviews og daglige sportsnyheder?
Der er blandt brugerne af Kulturen.Nu sikkert en del, der vil tage nej-hatten frem og kaste den “aktivt” op i luften. Sports-tv gør os passive, suger os ind i en centrifuge, hvor skærmshowet kører non-stop i dobbelt hastighed!
Måske disse brugere er med til at bane vejen for et idrætsministerium, som der flere gange har været ytret ønske om.
Men hvad disse brugere også bidrager til, er en videreførelse af en meget enøjet betragtning af 1) hvad kultur er, og 2) hvordan medialiseringen af sport ikke er nogen gift (vendingen var vist “sport er opium for folket”).
Men repræsenterer en transformation, en forandring, som indebærer både gode, uhensigtsmæssige og ikke mindst ambivalente elementer. Lad os prøve slå over i langsom gengivelse og tage et nærmere blik på, hvad sports-tv er for noget, og hvordan det både udfordrer, men i den grad også understøtter sport som et kulturfelt.
Tidens sports-tv er en enorm sponsoreret reklamesøjle, bestemt, men som enhver idrætsforening ved, så skal der penge til, hvis det hele skal køre rundt. Det er også rigtigt, at disse ressourcer hverken på et nationalt eller et globalt plan er demokratisk eller retfærdigt fordelt.
Tidens sports-tv er et globalt mødested for mange forskellige kulturer. Også kulturer, som den vestlige har svært ved at se i øjenhøjde.
Men det ændrer ikke noget ved det forhold, at sports-tv samler mennesker og giver dem noget at tale om. Ikke bare i form af smalltalk, men netop også i form af myter.
Sports-tv bidrager til, at vi har ikke religiøse myter, som giver os forbilleder og formler for vores liv. Det er rigtigt, at nogle sportsdiscipliner dominerer i en sådan grad, at der er risiko for en ensretning, men det er et spørgsmål om at begynde at kæmpe for større diversitet i indholdet af sports-tv.
Tidens sports-tv er et tegn på, at sport er publikum. Det betyder, at sport ikke bare er noget man ser for resultatet (hvem vandt), men noget man følger passioneret med i og deltager i – afgjort - forskellige grader.
Er der noget pandemien har lært os, så er det, at sport uden publikum bare ikke er det samme. Sports-tv er en stemning, der kan være forførende, men i den grad også inspirerende.
Faktisk så inspirerende, at det at deltage i sport er den største aktivitet i vores kulturelle landskab. Det er korrekt, at antallet af medlemmer i danske idrætsforeninger ikke er stabilt, og at “gamle” idrætsgrene mister nyt blod.
Men den problemstilling handler ikke om, at for mange ser for meget sports-tv. Det handler om, at organisationsformen i de etablerede idrætsgrene ikke altid følger med tiden, hvor det giver mening.
Tidens sports-tv er ikke et vindue til en uspoleret og naiv verden, hvor kun de gode værdier er i højsædet. Sports-tv og måske især sportsjournalistikken bidrager til at vise publikum skyggesiderne ved sport. Gøre opmærksom på, at der i den farverige sportsverden er rigtigt mange grå områder, som vi er nødt til - som publikum (seere og brugere) og som borgere er nødt til at forholde os til.
På den måde bidrager sports-tv til den refleksivitet som gælder for alle kulturformer: Gør vi det godt nok, og hvad er det egentligt der retfærdiggør den eller den sportsdisciplin.
Tidens sports-tv har nok ikke direkte ført til, at idræt igen er anerkendt som dannelsesfags i skolen. Men sports-tv har som sideeffekt bidraget til, at vi refleksivt har revurderet betydningen af sport i vores samfund. På godt og ondt.
Tidens sports-tv er således spundet ind i vores samfund på mange forskellige måder. Der er masser af skyggesider både ved sports-tv og ved sport som mangfoldighed af kulturformer.
Den største skyggeside - og her medgiver jeg kritikken af sports-tv som Jørgen Andersen har delt - er, at sports-tv ikke peger ud over sig selv.
Der er helt klart poesi og sublime øjeblikke i sports-tv. Og der er helt klart en mangfoldighed af budskaber i sports-tv og de mange sportsudøveres performance på skærmen.
Men det er ikke budskaber, der peger på andre kulturområder, som f.eks.. kunst. Sports-tv er ligesom megen kunst blevet serialiseret. På teatre genopføres klassikerne, for at det kunstnydende publikum kan revitalisere deres kulturelle kapital (vi læser bøger og går i teater, vi ser ikke tv).
På litteraturscenen spyttes bestsellere ud, der i bund og grund blot er versioneringer af gamle myter. Kunsten er som felt heller ikke sluppet fri af medialisering, som indebærer professionalisering, kapitalisering og opmærksomhedsøkonomi.
Men sports-tv er på samme måde som kunst en dramatisering af vores eksistens, vores væren. Ikke en idyllisk og naiv utopisk væren, men en kaotisk væren.
Sports-tv og sport er lige så lidt som kunst et helle, hvor modsætninger og paradokser opløses. Men sports-tv og sport kan lige som kunst gøres til et helle, eller i hvert fald et rum, hvor paradokserne i vores væren tematiseres.
Som udøver af kampkunst har jeg aldrig helt forstået, hvorfor sport og kunst ikke kan tale mere klart sammen, eller netop pege mod hinandens erfaringsverdener. Ikke mindst når det handler om dannelse.
Jeg er helt enig i, at hvis dit kulturforbrug alene er sports-tv, så er det en meget snæver form for dannelse, du opnår. Men det er ikke det samme som at sige, at sports-tv ikke kan bidrage til en form for dannelse, som alene defineres af smalle kulturprogrammer eller streaming af folketingsdebatter (som i den grad er udtryk for medialiseringens logik).
Er det rigtigt, at sports-tv ikke flytter noget? At det bare er underholdning og ikke kultur? Nej, det er ikke rigtigt, af de ovennævnte grunde. Shakespeare ville i sin tid også underholde, og i dag er hans skuespil kultur med stort K.
Sport og sports-tv spiller en stor rolle i et globaliseret samfund. Men det er korrekt, at sport og sports-tv kunne kigge indad og reflektere: Hvordan er det lige, at vi knytter an til de andre felter i vores virkelighed?
Af den amerikanske antropolog Clifford Geertz kan vi lære, at der er meget at lære ved at iagttage kampe. Vi kan lære om de indre sammenhænge i kultur, og vi kan lære, hvad der legitimerer eller retfærdiggør vores måde at organisere vores samfund på.
For Geertz var kampen og formidlingen af kampen et værk, som kalder på, at iagttageren tager stilling og bliver klogere.
Men hvis man, og beklager den vage reference til dig og mig, ikke har tiltro til “antropos” (det almene menneske), så vil sports-tv bare være underholdning og ikke noget, der flytter noget.
Men er vi i virkeligheden sådan nogle sports-tv-lemminger? Det har jeg meget svært ved at blive overbevist om.
I enhver årgang (kohorte) er der i gennemsnit 10% personer, der er ludomaner. Det vil sige personer, der er så grebet af spil, at de ikke kan andet, og kun følger en måde at være på.
Den logik kan måske overføres til sports-tv. Der er måske 10% af tidens sports-tv publikum, som i den grad er grebet af skærmen.
Men der er altså 90% andre, der efter en omgang OL, eller en omgang ligafodbold, eller en Tour de France, passer deres have, passer deres job, passer deres familie (i den mangfoldighed som familier kan antage), eller tager del i et foreningsliv.
For dem har sports-tv en funktion, en rolle, i et hverdagsliv der får kunst og andre smalle kulturformer til at blegne.
Sports-tv, underholdning? Som mentalitetsforskeren Martin Zerlang dokumenterede med sine studier: Underholdning er det, der holder os oppe - og nede - men altid hjælper os med at holde vores tilværelse ud.