Jeg havde ellers et fast forsæt. Oktobers klumme til kulturen.nu skulle skrives på Kunsten. Jeg ville følge museets opfordring til at tage kunsten i brug og "work it out." Jeg ville gøre mit til at komme med et bud på, "hvordan kunsten og kunstmuseet kan skabe rammerne for nytænkning af fremtidens arbejdsliv," som museet selv skriver. Jeg ville sætte mig på en af kunstværkets arbejdspladser og skrive.
Inspirationen ville helt sikkert dale som en sværm af hvide duer ned over mit syndige hoved og min uskyldige pc. Work it out!
Jeg forestillede mig ydmygt, at der måske ville være nogle museumsgæster, som ville tænke: "Nå ja. det er det, der er meningen." Og så ville de måske hale deres iPad eller iPhone frem, sætte sig ved siden af mig og gøre ligeså. Jeg ville måske ligefrem få et par anerkendende kommentarer fra direktør Lasse Andersson næste gang, jeg så ham. En tak for, at jeg gjorde mit til at få museets store udstilling "Work it out" til at svinge.
Jeg overvejede selvfølgelig, om det ville være distraherende at arbejde, mens andre mennesker kom og gik og betragtede mig som en levende del af udstillingen. Jeg var helt sikker på, at det ikke ville røre mig en disse.
Forstyrrer jeg?
Gennem hele mit lange arbejdsliv kan jeg overhovedet ikke huske, at jeg nogensinde har fået lov at arbejde uforstyrret. Kolleger, medarbejdere, chefer, kunder og klienter er kommet og gået ind og ud af døren i en lind strøm. Og jeg har da også selv skamløst forstyrret andre. Man begynder med høfligt at spørge: "Forstyrrer jeg?" alt mens man træder ind over dørtrinnet. Hvis der skulle blive svaret: "Ja, det gør du faktisk," er man i sin gode ret til at blive lidt småfornærmet, for selvfølgelig kommer man kun, hvis man ved, at ens eget arbejde er vigtigere end den andens!
I lørdags gik jeg så ind på museet. Der var heldigvis godt med besøgende, så min arbejdsoplevelse kunne blive autentisk.
Jeg fandt frem til kunstneren Hannah Totickis kontorlandskab og satte mig i en stol, der var udmærket. Jeg smilede og smånikkede til forbipasserende museumsgæster, der helt sikkert var en smule usikre på, om det nu var rigtigt, at man måtte bruge værket.
Kunst er normalt noget, der ikke må berøres. - Så blev det ellers ikke til mere.
Vanillekranse
Der var ikke noget i vejen med stolen, eller bordet, eller belysningen, eller de forbipasserende, eller min motivation. Men lyden af værkets konstante rytmiske klask, der falder med to sekunders mellemrum, huggede min koncentration og min tid over i lige store, usammenhængende stykker. Det mindede mig om julebagningen, når man hugger den lange dejpølse til vanillekranse over i stykker, der helst skal være præcist lige lange, så man kan få smukt ensartede småkager.
Når man bager vanillekranse, må mennesket gerne låne lidt fra en maskines egenskaber.
Når man skal lave en anden slags arbejde som f. eks. klummeskrivning, er en maskinel regelmæssighed ødelæggende.
Her på Kunsten ville musik have gjort noget helt andet, eller blot lyden af menneskestemmer. - Under den konstante regelmæssige lyd kunne jeg ikke tænke en sammenhængende tanke. Jeg kunne hverken sanse eller samle, som man siger.
Jeg måtte gå igen.
Regelmæssige klask
Mange mennesker har gennem deres arbejdsliv måttet leve med lyden af regelmæssige klask eller klir eller bump. Bryggeriarbejdere ved flaskebåndet. Landmanden ved tærskeværket. Alle, som har stået ved et samlebånd eller gået ved siden af en maskine. Har de også fået deres tankerække hugget i småstykker? Er de også vendt hjem ved fyraften med en følelse af hverken at kunne sanse eller samle? Svaret kender vi godt. Det har de selvfølgelig.
Efter sådan en dag er man moden til et sofahjørne, en omgang ligegyldigt fyld, en stund til reparation af den medtagne hjernekasse. Alle - det være sig Folketing, arbejdsmarkedsorganisationer, medarbejdersystem - har gjort, hvad vi kunne, for at minimere skaden. Kortere arbejdsuge, længere ferie, fys'er og ergo'er til at massere nakker og skuldre og til at rette på stole og borde. Ventilation og støjskærme og Fanden og hans pumpestok. Men vi sidder stadig i saksen. Arbejdet vil arbejdes igennem. Hvem bestemmer egentlig over arbejdet? Hvad er det, det kan, det arbejde, og hvad kan det få os til?
Fra den i allerhøjeste grad prekære arbejdsplads hos Hannh Toticki kunne jeg se over på Jens Haanings værk "Take the money and run." Som et kendt litterært værk begået af en verdensberømt dansk digter har det den særlige egenskab, at værkets indhold ikke er der. Skønt værket er tømt for indhold, er det udstillingens hovedattraktion. Gæsterne søger derhen.
Engang var det to plexiglarammer med pengesedler i. Da hed det noget. Nu er det to plexiglasrammer uden pengesedler i. Nu hedder det noget andet.
Kunstneren siger, at netop ved at tømme rammerne for penge, har han begået et nyt kunstværk.
Nogen mener, kunstneren har begået tyveri eller måske underslæb eller måske mandatsvig.
Hvis pengene kommer tilbage til Kunsten efter udstillingens ophør, kan det måske karakteriseres som en art brugstyveri, ligesom når man stjæler en cykel og stiller den tilbage efter brug. Men er det straffrit, fordi det er kunst?
Jo ældre jeg bliver, jo mere varsom bliver jeg med hensyn til at udtale mig både om kunst og kriminalitet. Men hvis Jens Haaning ikke afleverer pengene ved udstillingens afslutning, har jeg et godt råd til dig, Lasse Andersson: "Kill the artist and run!"
Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?
I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til: