Alt det, vi går og gør

I år har vi desværre ingen international ungdomsudveksling inden for Rotary. Det siger næsten sig selv, at corona-situationen har stukket en kæp i hjulet også for dette udvekslingsprogram, hvor unge danskere kommer ud og tilbringer et år i en ungdomsuddannelse, mens unge fra udlandet tilsvarende går et år i et dansk gymnasium, alt under indkvartering i private hjem.

På denne tid af året plejer vi kun at have unge fra den sydlige hemisfære boende hos os. På den nordlige halvkugle er der dømt sommerferie, og de unge er rejst hjem ved skoleårets slutning.

Hvert år har australierne gjort store øjne og spurgt halvt forundrede og halvt forargede: ”Hvorfor afbrænder I en dukke, som I kalder en heks, mens I står udenom og synger?” Og hold da op, hvor ingen har kunnet svare ordentligt på det.

Ellers ligner vi jo hinanden ret meget, alle vi inden for kristenheden.

Ved juletid skal vi alle, med enkelte variationer, spise godt og rigeligt af både fedt og sødt, vi skal pynte op med grønt indenfor, vi skal tænde lys både ude og inde, vi giver hinanden gaver, og vi synger salmer og sange.

Det er straks lidt værre med midsommer.

Bålafbrænding under festlige former er vi fælles om flere steder, især i de skandinaviske lande; men den der med heksen er vi vist ene om her til lands, hvor vi jo vil fred. Man kan snakke om det og slå op på nettet og alt det der; men det ender som regel med, at vi blot slår fast, at det er en dansk tradition, om end af nyere dato. Det er bare noget, vi gør.

Den må de så æde, alle dem fra Australien og Argentina og Sydafrika.

Persillesovs, kaffe og hvidvin

Hvis de havde været her i år, og hvis vi havde haft en udvekslingsstudent boende, og hvis vedkommende havde levet med i familiens liv, havde vedkommende sikkert spurgt: ”Hvorfor går I til alle de generalforsamlinger, aften efter aften?

Kan I virkelig lide at sidde der i timevis i den lyse skærsommer og høre hinanden snakke og synge ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande,” mens I spiser stegt flæsk med persillesovs og drikker kaffe, som om det var midt om vinteren?”

Kun lige den aften, hvor I skal ud og brænde en heks af og drikke jer fulde i hvidvin, husker I, at det er blevet sommer.

Var det jer, som den forfatter tænkte på, da han skrev en roman, der hed ”Det forsømte forår,” og som man ellers giver til unge som os? Vi ville sikkert ende samtalen med at sige, at det er en dansk tradition at danne foreninger for alt muligt, og så er det sådan, man gør.

Svært at forklare

Det kan være aldeles belastende at skulle forklare en udlænding, hvorfor man gør, som man gør. Det bliver ikke spor lettere af, at meget af det, vi går og gør, egentlig slet ikke gøres, fordi vi kan lide det.

Jeg tror bestemt, at mange kan lide at spille golf og synge i kor og lave politisk arbejde; men jeg tror ikke, at der er ret mange, som kan lide at gå til generalforsamlinger. Hvis en corona-epidemi tilmed har skubbet de vedtægtsbefalede ordinære generalforsamlinger ud i forsommeren, er det helt galt.

Overalt i landet sidder foreningers bestyrelser og drøfter i lettere desperation, hvordan man skal få peppet generalforsamlingen op, så man kan lokke medlemmer til. Man prøver med mad og lækre foredragsholdere, mens man håber det bedste og frygter det værste.

Kun, når der er rav i den, kan man regne med, at medlemmerne dukker talstærkt op. Men det har været svært at lave rav i den i en corona-tid, når man ikke måtte mødes. Vi fik fred her til lands. Vi levede under en slags ”Pax Coronae.” Det vil sikkert vise sig at være slut nu.

Kulturlivet

Danskernes kulturliv er hængt op på foreningsbøjler. Idrætsforeninger, kunst-, musik- og teaterforeninger, politiske foreninger, grundejer-, forbruger- og fagforeninger.

Når vi sidder på vores flade til generalforsamlinger i hobetal, trøster vi os med, at sådan er demokratiets vilkår. Vil vi have rammer om vores hobbies og fornøjelser, må vi stifte foreninger og tage det sure med det søde, så der ikke går kage eller slagsmål i det. Vi vil fred her til lands.

Men demokrati kan være så kedeligt. Det har altid bekymret mig en smule, at man skal være enten temmelig voksen eller temmelig tung bagi for at kunne holde det ud.

Indholdet kan være nok så væsentligt, farverigt og spændende, hvad enten det er politik eller folkemusik, men rammerne omkring det er dræbende. Man skal have noget i klemme eller få penge for det – være journalist f.eks. – for som tilhører at kunne overvære en timelang folketingsdebat eller et regionsrådsmøde uden at falde i søvn.

Det sure med det søde

Der er så meget, vi går og gør uden altid at vide hvorfor. Vi synes, det hører sig til med hekse og bål, skønt det fortaber sig i det uvisse, hvorfor vi egentlig gør det.

Endnu ved vi, hvorfor vi holder generalforsamlinger og andre kedelige møder. Det er for at holde fast i demokratiet som ramme om samfundet og dets liv. Så må vi tage det sure med det søde, tænker det voksne menneske, og demokrati fordrer voksne mennesker.

Derfor vil jeg sige tak til landets utallige foreningsbestyrelser for, at de tager sig af det sure, og jeg vil ønske dem al mulig held og lykke i deres bestræbelser for at gøre generalforsamlingerne så interessante som muligt.

Især vil jeg ønske dem held og lykke med at få inddraget foreningernes yngre medlemmer i foreningsarbejdet. Uden voksne med demokratisk opdragelse ser det skidt ud, for demokrati er den hidtil bedste opfindelse til forebyggelse af krig, ufrihed og fattigdom, og vi vil fred her til lands!

Demokratiet med al dets kedsommelige hverdagsarbejde skal forblive noget af alt det, vi bare går og gør!