Om farven sort - "det nye" og den gamle

For nylig havde jeg fornøjelsen at høre Grethe Grundahl, indehaver af butikken Grundahl i Nørregade, fortælle om sit liv og om sit arbejde med den mode og den stil, som blev skabt af hendes bror, designeren Ivan Grundahl.

Efter Grethes fængslende indlæg var der en af tilhørerne, som spurgte: ”Men hvorfor er så meget af tøjet sort?”

Spørgsmålet kom åbenbart lidt bag på Grethe, som talte noget om videreførelse af sin brors design og kundernes ønsker og forventninger, men hver gang vendte spørgeren tilbage til sit udgangspunkt: ”Jamen, det er da kedeligt,” eller ”Jamen, det får da alle kvinder til at se ens ud,” og lignende.

Tiden løb ud, og jeg sad med en fornemmelse af, at spørgeren ikke mente, at han havde fået rigtigt svar på sit spørgsmål.

For nogen tid siden, på et af de dyrebare tidspunkter, hvor det var tilladt at gå i butikker, havde jeg selv tænkt det samme og på FB spurgt: ”Hvorfor er alt tøj sort? Er der dekreteret landesorg? Er der noget, jeg har overset?”

Kommentarerne var mange. Nogle skrev, at sort slanker, at det kan sættes sammen med mange farver, og at det er en god basis. Andre kommenterede for spas, at det var en politisk reaktion på en rød regering, eller de anbefalede mig at komme til Kongerslev, for der er ikke meget sort at få i butikkerne!

Her er mit svar

Spørgsmålet ”Hvorfor er alt tøj sort” er for godt til at forblive ubesvaret, og derfor vil jeg nu prøve at komme med det svar, som spørgeren ved foredraget med Grethe Grundahl ikke nåede at få.

Kære spørger: du er en ældre herre, og du behøver ikke skamme dig over din modvilje mod farven sort.

Den har du til fælles med mange andre respektable herrer, ikke mindst Kong Frederik, der aldrig lagde skjul på, at han ikke kunne fordrage at se kvinder i sort. Måske derfor så man heller aldrig Dronning Ingrid eller nogen af hans tre døtre i sort.

Det skete først til begravelsen, hvor hele landet så dem sammen, alle i lange sorte kjoler og med sort slør for ansigtet. Da måtte man tænke: Var det derfor? Var kvinder i sort ensbetydende med kvinder i sorg? Var det derfor, kongen ikke kunne lide den farve? Og måske derfor, kære spørger, kan du heller ikke lide at se kvinder i sort.

Nu er skik og brug mildnet, og følget til en begravelse kan møde op i meget andet end sort uden at vække anstød. Er forbindelsen mellem sort og sorg bare klippet, så yngre folk nu ser på farven med andre øjne? Måske, men jeg tror ikke, den forklaring rækker.

Var ansat i modebutik

I min studietid var jeg i en periode ansat i en modebutik. Det var den første af sin slags i Aarhus. ”Boutique 22” hed den. Den væltede byen. Unge kvinder og deres mænd og kærester stod i kø for at komme ind, og fredag og lørdag kunne vi knap mase os frem inden døre.

En aften, da vi var ved at rydde op efter slaget, var der en af mine kolleger, som sagde til chefen Chresten Olsen, at der var en kunde, som havde efterspurgt noget i sort.

”Var hun over 40?” spurgte Olsen.

Jo, det mente min kollega nok, at hun var.

”Alle kunder skal have samme gode betjening,” lød svaret, ”men vi satser ikke på kvinder over 40, så vi køber ikke noget hjem i sort.”

Det var sidst i 60’erne. Ungdomsoprøret stod i fuldt flor. Pigernes skørter blev kortere og kortere. Drengenes hår længere og længere. Margit Brandt var hype, farverne var støvede pasteller og stofferne bløde.

Antik velour og jersey gik som varmt brød. Bh’erne var ude af billedet. Den diskrete ”lille sorte” kjole var forbeholdt mødrene og tanterne. Den kunne man købe i Magasin.

De succesrige nye forretningsdrivende, og dem var Olsens så absolut en del af, så, at pengene lå hos de store årganges unge voksne, og der blev spillet op til den nye magtfulde klasses smag. Den var hverken sort eller diskret.

Bh'en fundet frem igen

De unge voksne fra 60’erne er nu blevet ældre. Uden at fornærme nogen tør man nok sige, at årene og tyngdekraften har gjort deres. Bh’en er fundet frem igen. Kjolelængden er trukket i retning af gulvet, og havfruehåret er klippet i page.

De kvinder finder ind til Grethe Grundahl.

Det flot skårne tøj vækker beundring i sig selv, og farven sort fremhæver designet og stoffernes kvalitet. Personen bliver set, uden at kroppen fremvises. Kvinderne er sig bevidst, at sådan står de sig bedst.

Herved er de kommet i kategori med deres egne mødre og bedstemødre, da de var over 40. Men også de unge kvinder kommer hos Grundahl.

Det ejendommelige er ikke, at kvinder over 40 går i sort, for det har de altid gerne gjort, hvis de kunne få lov for deres mænd. Det ejendommelige er, at sort går igen overalt. Ungdommen går i sort!

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror, der er en sammenhæng mellem det, man går i, og det, man står for. At kroppen og klæderne er fælles om at udtrykke, hvem man er.

Der var drøn på 60’er-ungdommens udtryk, for man vidste, at man havde tiden med sig og fremtiden for sig. Der er en sammenhæng mellem 60’er-kvindernes bortkastede bh’er og deres bortkastede traditioner.  Dagens unge kvinder kunne derimod ikke drømme om at smide bh’en, hverken under blusen eller på stranden.

Kropsblufærdigheden er enorm.

Idrætslærere klager over, at store børn og unge ikke er til at drive ind under bruseren af bare blufærdighed eller kropslig usikkerhed. Identiteten vakler blandt de unge, så man er nødt til at have en politik omkring den og at forske i den.

Forventningerne fra boomerforældrenes side er tårnhøje.

Sammen med den skattebetalte uddannelse og do. SU er store forventninger indpodet. ”Vi boomere gjorde det godt, og I skal selvfølgelig gøre det endnu bedre. Gør karriere, forsørg de gamle og de små og de svage og red lige klimaet og kloden i forbifarten!”

I mangel af et musehul kan man krybe i sort, trække sig selv og sin krop lidt tilbage, finde asyl i sit sorte panser og kalde det hele en stil.  

Det gør mig lidt ondt. Kom nu bare frit frem.

Den ældre herre, spørgeren, sagde, at sort var kedeligt. For en gangs skyld skal I tro på, at en boomer ved, hvad han taler om!