Valgperioden 2022-25 er begyndt for landets byråds- og regionsråd. Jeg er i den lykkelige situation, at jeg blev genvalgt for Det konservative Folkeparti til både Aalborg Byråd og Nordjyllands Regionsråd.
I byrådet har jeg blandt andet fået plads i Sundheds- og Kulturudvalget, - meget passende for en kulturklummeskriver her på Kulturen.NU. Nu håber jeg blot ikke, at jeg kommer til at fordybe mig så meget i ”dagen og vejen” i udvalget, at kulturens.nu’s læsere kommer til at savne en ordentlig klummeskrivers lidt videre udsyn.
Jørgen Andersen fra ”Rød stue” opfordrer til, at vi lufter nogle konkrete tanker, vi, der sidder i Sundheds- og Kulturudvalget i denne periode, og hvem vil ikke gerne lufte sine visioner? Hvor konkrete de så bliver, er en anden sag.
Uanset, hvor højt man gerne vil svinge sig op på den kulturpolitiske ideologis hvidvingede Pegasus, er der altid en kontant regning, der venter.
Hvad har vi råd til?
– Ja, Gud give os lykke og gode råd, for når man ser i det budget, som vi skal arbejde indenfor, er det umuligt ikke at spørge sig selv, hvorfor der absolut ikke sker noget med hensyn til det økonomiske råderum for kulturen.
Taget i meget runde tal, administrerer SUN, som forvaltningen kaldes i daglig tale, ca. 10 % af kommunens budget, det vil sige ca. 1,7 mia. kr.
Af disse modtager ”den smalle kultur,” den egentlige kultur forstået som biblioteker, teatre, museer, musik og de blandede kulturbolsjer ca. 0,3 mia.
Umuligt! Tænker læseren, men sandt. Kulturen får altså kun ca. 1,75 % af kommunens budget. Altså, hver gang vi bruger 100 kroner i Aalborg kommune, bruger vi kun 1,75 kr. til kultur.
”Mere har vi ikke råd til,” siger de faderlige typer, og vi hader det, for hvornår har vi råd til hvad?
Professor Jakob Kjellberg fra VIVE, Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, anslår, at Danmark i 2021 foretog corona-tests for 10 mia. kr.
Det kunne vi åbenbart godt finde penge til. Og vi bliver gladeligt ved. Det er, som om vi slet ikke tør stoppe. For tænk, hvis vi ikke alle sammen blev syge og døde, så kunne nogen måske få den tanke, at vi kunne have sparet al den testning.
Ét sygehus for fem milliarder
Der er nogen, som minder om, at et supersygehus ”kun” koster noget i retning af 5 mia. Og en tredje limfjordsforbindelse, hvis man da tør sige ordet, vistnok ”kun” noget med 7 mia. kr. Uha, det er mange penge. Kun ikke, hvis det er corona-tests, vi taler om.
Nå, nu skal en klummeskriver udi kultur ikke til at bebrejde landets befolkning dets livs- og dødsangst; men det må vel nok være tilladt at pege på al det glade livsindhold, som vi kunne have fået i stedet for.
Tænk, hvad vi kunne have købt af kultur for de penge! Vi plejer at regne med 10 % til Nordjylland, når staten skal fordele indtægter og udgifter, så vi kunne vel have bedt om 1 mia. heroppe hos os.
Jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg ville begynde, hvis Aalborg fik lov at dele 1 mia. med de andre nordjyske kommuner. Jeg ville tage fat om nældens rod og gå til angreb på den kulturelle ulighed.
Når nu sundhed og kultur ligger under samme politiske udvalg og samme forvaltning, og når det nu er en kendsgerning, at folk i Aalborg øst lever 13 år kortere end folk i Hasseris, og når vi nu alle ser det som et stort sundhedsmæssigt problem, så kunne man jo vælge en anden metode end den, der foreløbig er foreslået fra de ”røde” stuer.
Man kunne holde fast i, at problemet ikke er den lange levetid i Hasseris, men den korte levetid i Aalborg øst, og at det ikke tjener noget som helst fornuftigt formål at begynde at flytte folk rundt mellem hinanden ved hjælp af alment boligbyggeri over hele kommunen, så statistikken kan sminke virkelighedens grimme fjæs.
Det er en kendsgerning, at Aalborg Øst er underprivilegeret ikke blot med hensyn til sundhed, men også med hensyn til kultur.
Vestre Fjordpark er et pragtfuldt sted for unge og ældre, men den har borgerne i Aalborg Øst ikke megen glæde af. Især de unge i øst mangler i forfærdelig grad faciliteter for fritid og kultur. Jeg ville bygge en Østre Fjordpark.
Ikke mindst om sommeren vil det være uvurderligt for ungdommen i Aalborg øst med et sådant sted. Jeg vil ikke længere drømme om en forbindelse til kysten, for efterhånden er fjordnære arealer i det østlige Aalborg udviklet til erhverv; men jeg vil plante skov. Der skal være meget mere natur.
Plantede vi skov, ville det indbyde til mere ophold udenfor. Udendørs liv giver både helse og humør.
Ombygningen af Vestre Fjordpark kostede ca. 80 mio. kr. Jeg aner ikke, hvad prisen for et nyopført anlæg af samme slags ville være i Aalborg Øst, hvor man jo heller ikke kan tage fjordens vand ind, men man kan sikkert komme langt for 200 millioner kroner.
Og så ville jeg sætte turbo under Trekanten, så der blev flere kræfter til at arrangere kultur for beboerne, igen mest de unge. Amatørteater, egen musik, rollespil, sang, street mekka foruden de traditionelle idrætsgrene.
Vi kunne sige 10 millioner kroner til yderligere kunstnerisk og pædagogisk personale. Jeg tør udstede en garanti for, at det vil kunne ses på livslængden, selv om jeg nok er død af ælde, før vi når frem til en pålidelig statistik.
Teater på Spritten
Aalborg Teater skal flyttes til Spritten hurtigst muligt. Vi har givet tilsagn om 200 millioner kroner i medfinansiering, men fondenes støtte lader vente på sig, så vores 200 millioner får indtil videre lov at samle mug i kommunekassen. Hvis vi fordoblede tilsagnet, ville det sikkert virke inspirerende på fondene.
Aalborg Symfoni Orkester skulle have ca. 10 millioner mere til ansættelse af flere musikere. De spiller så godt, og vi har fået så flotte rammer, at musikerne har fortjent at få lov at sætte også de sidste sejl til.
Aalborg Kulturskole skulle have et betydeligt løftet i sit tilskud. Der er lange ventelister! Tænk, at vi vil byde vores børn det! Vi burde tage ventelister til Kulturskolen lige så tungt som ventelister til hofteoperationer. Kulturskolen skulle have mulighed for hurtigere at kunne gennemføre sine tilbud til børnehavebørnene. Lad os sige 10 millioner. Mere.
Når sundheden trues...
Historisk museums gamle bygning på Algade har pludselig fået nyt liv efter ombygningen af Budolfi Plads. Vi ønsker at ombygge den og lade den være udgangspunkt for en helt ny formidling af Aalborg bys historie, men igen lader bevillingerne vente på sig. Lad os hurtigst muligt finde ca. 100 millioner kroner, så det kan blive gjort med det hele.
Nu begynder min indbyggede sparegris at ømme sig; men endnu er vi ikke nået meget over en halv milliard. Her må jeg hellere stoppe, for der skal jo også være noget til de andre kommuner.
Tilbage i virkeligheden kan vi nøjes med at konstatere, at salene er mørke, sæderne tomme og luften stille i kulturens huse, og at snakken går på kompensation til kulturen for tab af publikumsindtægter, for pengene skal bruges til coronatests.
Når sundheden trues, lukkes kulturen ned. Det burde være omvendt, men ”det har vi ikke råd til.” Her gælder samme valg som altid. Valget er dit.