Regionsrådet har den gode fra Amtet nedarvede vane at indlede møderne med en sang. Det seneste møde indledtes med, at regionsrådsmedlemmerne som vårens fugle med eget næb sang ”Kom maj, du søde milde.”
Regionsrådsformanden takkede medlemmerne for den ihærdige indsats og bemærkede, at melodien, hvilket vi alle kunne læse, var af W. A. Mozart, mens teksten var oversat fra tysk, muligvis af danskeren Georg Nissen, som giftede sig med Mozarts enke Constance.
Da formanden bemærkede, at det var en nyhed for regionsdirektøren, at Mozart var komponisten, fnøs min sidemand og partifælle Kim Frost: ”Klaverkoncert nr. 27, 3. sats.” Jeg blev oprigtigt imponeret, for vel vidste jeg, at melodien kunne findes et eller andet sted i et af Mozarts værker; men så vidste jeg heller ikke mere. Og Mozart har jo skrevet meget!
Jeg mødes en gang om året med en håndfuld gamle klassekammerater fra Folkeskolen, og i år var det min tur til at være vært(inde.) En af de gamle piger ville samle porse til snaps. Det skulle være nu, hvor porsen stod i blomst, for det gav en ganske anden kryddersmag, end hvis man lavede porsesnapsen på de grønne blade.
Ved Grønne Strand tæt ved ”møllen” var der et godt sted, vidste hun. Hun bor i Aarhus, men var betydelig bedre orienteret i regionens geografi og lyksaligheder end jeg.
Jeg var nærmest chauffør, mens hun dirigerede mig af sted og udpegede de brune riskrat, hvis talrige, magre rakler ganske rigtigt afgav en speciel porseduft, når man nulrede dem lidt mellem fingrene. Hun plukkede – ikke for meget, husk nu det – og jeg tænkte: ”Det var li’ godt pokkers. Det anede jeg ikke.”
Her på årets fagreste tid, hvor de folkevalgte i by- og regionsråd kryber indendørs for at flå i papirerne og hinanden i den hensigt at få strikket de bedst mulige budgetter sammen, kan vi alle passende minde hinanden om, at tal i sig selv er livløse.
Det gælder for alle politikere, også dem, der skal strikke kulturbudgetter sammen. Det plejer de at være præcis lige så gode eller dårlige til som alle andre politikere. Jeg er selv en af dem. Vi kan passende huske at spørge os selv og hinanden om meningen med det hele, for den er der forhåbentlig, meningen.
Kultur er mange ting. Og når vi snakker budgetter, tænker vi mest på den kultur, der skal løses billet til her og nu.
Vi taler om statslige kulturmidlers sindssygt skæve fordeling. Vi taler om stivnede tilskudsmodeller, som sætter udviklingen i stå. Vi taler om kunst i det offentlige rum, om formidlingsstrategier, der trækker folk til huse og giver penge i kassen. Vi taler om kultur og erhverv og kultur og turisme.
Vi glemmer, at hvis det ikke alt sammen ender i et eller andet inde i hovedet eller hjertet eller hænderne på det enkelte menneske, så kan det egentlig være ganske ligegyldigt. For så kan det hverken kaldes kunst eller kultur.
Jeg ved ikke, om Kim er et lykkeligere menneske, fordi han ved, at Mozart er far til ”Sehnsucht nach der Frühling,” som er mor til ”Kom maj, du søde milde,” men han er helt bestemt mere manøvredygtig i tilværelsen.
Jeg ved heller ikke, om Anette er et lykkeligere menneske, fordi hun ved, hvor porsen gror, og at dens blomst gemmer på velduftende hemmeligheder, men hun er helt bestemt mere manøvredygtig i tilværelsen.
Jeg ved end ikke, hvordan det er gået til, at de begge ved, hvad de ved, og hvorfor jeg ikke ved det. Jeg ved kun, at nu ved jeg det, fordi jeg har været så heldig at kende dem.
Kim er opvokset i Holte, Anette i Aarhus. Har Mozart mere med Holte at gøre end med Aarhus? Har porsen mere med Aarhus at gøre end med Holte? Næppe.
De har fået deres viden ind med opdragelsen og uddannelsen. De har gået mellem mennesker, som vidste det. Om det var deres forældre eller lærere i skolen, er ikke godt at vide. Al den slags, der stille siver ind, så vi ved det, men ikke hvorfra vi ved det, er dannelse.
Dannelse er det svært at beslutte sig for at proppe ind i hovedet på folk. Om vi så 1000 gange i budgetforhandlingerne besluttede, at nu skulle alle børn vide, hvem der havde skrevet melodien til ”Kom maj, du søde milde,” er det ikke sikkert, at de vidste det, når de blev voksne.
Der skal andet og mere til end skemalagt undervisning, skolekoncerter og botanik i det frie til, hvis dannelsesresultatet skal blive godt. Det, der siver ind i os og bliver der, er det, der gør noget godt ved os. Porseplukning var noget, der hørte sommer og trygt familiefællesskab til. Mozart var en lækkerbisken for det musikalske øre i hjemmet.
Hvis vi vil have dannede samfundsborgere, som mestrer deres eget liv og formår at manøvrere i tilværelsen, må vi starte tidligt. Og vi skal huske, at dannelse siver ind med opdragelsen i tiden uden for skoleskemaet. Den erfarne psykolog Bjørn Danielsen er bekymret for den opvoksende generation. Forældrene er ikke nærværende. De er ikke til stede. De tager sig ikke tid, siger han. Tid!
Ved indgangen til budgetarbejdet i by- og regionsråd kan vi passende begynde med beskedent at erkende vores egen begrænsning. Vi har en opgave i at skabe de bedst mulige kulturtilbud, i at skabe de bedst mulige rammer for kunst og almen dannelse; men vi kan ikke sikre resultatet.
Her er der større kræfter på spil. Vi må hver især tage vores liv på os, tage os tid. – Og så vil jeg kaste mig over alle de tal m.m.