Kys hinanden

Lad det være sagt straks. Jeg er for længst nået til det punkt, hvor jeg vil vove livet for en biografbillet, og jeg går gerne i fængsel for en aften på en fyldt restaurant med hvid dug og fem retter spist med kniv og gaffel.

Men jeg gør det ikke!

Det kan selvfølgelig skyldes, at biograferne er lukkede ligesom restauranterne, men derudover skyldes det hverken frygt for en virus eller for en statsminister.

Jeg ved overhovedet ikke, hvad det skyldes. Men jeg håber selvfølgelig, at det skyldes en respekt for selve retsstaten. For selve det, at når vi nu har en grundlov, og når vi nu har et lovligt valgt folketing og en lovligt dannet regering, og når vi nu nødig ser hele denne sammenkogte ret kaldet Danmark brænde på, så gør vi bare, som der bliver sagt.

- For alternativet er ikke til at turde tænke på. Men det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Det kan godt være, at den dybere motivation ligger et helt andet sted.

Ikke mig som Ophelia

Hvad nu, hvis man trodsede reglerne og holdt stort kalas som et hemmeligt undergrundsgilde? Hvad nu, hvis man blev smittet, og det rygtedes, ved hvilken anledning det var sket?

Ville folk da ikke drage et lettelsens og tilfredshedens dybe suk over at se retfærdigheden ske fyldest?

Ville det ikke for almenheden føles som et husvalende løfte om, at alt ikke gik tilfældigt og brutalt og uretfærdigt til, men at der stadig var en Gud foroven af den gammeltestamentlige og begribelige slags, som udmålte enhver løn efter fortjeneste?

- Hm, i så fald bliver det ikke med mig som Ophelia.

Tænk du nu bare, kære læser, at det rabler for mig. At jeg vist er ved at få corona-kuller. Det vedkender jeg mig gerne. Årets hjul har drejet en gang, og nu er vi på vej rundt nok en gang. Der udfoldes ufattelige anstrengelser og bekostes ufattelige summer på at få det hele til at ligne sig selv.

Påskegudstjeneste

I "skrivende stund" er jeg lige vendt hjem fra en påskegudstjeneste, afholdt i en mindelund ved kirkegården. Under udendørs forhold er der tilladelse til, at 50 forsamles.

Under udendørs forhold må der synges. Det er det, vi mest af alt savner ved højmessen. På den måde kan det ligne sig selv.

Orgelmusikken var optaget i forvejen og blev gengivet ved højtalere i lunden. På den måde kan det ligne sig selv. Vi sprang over indgangsbønnen. Det havde også været lidt mærkeligt at høre kordegnen sige "Jeg er kommet ind i dit hus..."

Der var stillet stole frem samt puder og tæpper. På den måde lod det sig gøre. Det kunne ligne sig selv. Der var smykket med blomster og blev serveret påskeæg og forfriskninger.

På den måde blev det smukt.

Man må gribes af dyb beundring over den enorme indsats. Og så må man dertil tænke på, at overalt i landet sker det samme. Intet stykke praktisk arbejde er for hårdt, ingen udgift for stor. Der slæbes og afsprittes. Der streames og optages og betales, altsammen for at det skal ligne sig selv.

Danset på stuegulvet

Jeg har set teaterpremierer hjemme i min sofa. Jeg har sunget og danset med folk på en skærm hjemme på mit stuegulv. Jeg har købt takeaway, der var besunget som gourmetmad, hvad det rimeligvis også var.

I dag har jeg sunget og bedt og hørt en prædiken i det grønne. Alt sammen som trøst for den ægte vare og som en håbefuld påmindelse om, at Verden kan blive sig selv igen. End lever vi!

Jeg ved ikke, om Verden bliver sig selv igen. Men jeg ved virkelig ikke, hvad den ellers skulle blive. Der er stadig optimistiske og dur-stemte mennesker, som mener, at coronaen også har bragt os noget godt, og at Verden herefter også på en god måde vil blive præget af det, som vi er gået igennem.

At intet bliver som før.

Det tror jeg absolut ikke på! Jeg kan med min bedste vilje ikke se, at coronakrisen vil sætte sig noget som helst positivt aftryk. Både kirke- og kulturliv har kæmpet for at fylde de kendte rammer ud eller opfinde surrogater.

Uddannelser og erhverv har kæmpet for at bryde nye veje, men indtil nu forgæves. De uddannelser og de erhverv, der allerede var mest online-fähige, har klaret sig bedst. Andre har kæmpet sig igennem med kunstigt åndedræt.

Men desværre: Krisen har ikke ført til et nybrud. Der er ikke blevet vendt op og ned på vores værdier. Nogle mener, at vi har lært at sætte pris på det nære.

Måske, men er der nogen, der tør hævde, at fra nu af er interessen for palmestranden forduftet til fordel for den bøgelyse ø? At vi fremover vil foretrække at slide på hærvejen, selv om vi kan slide på caminoen?

Næppe!

Men det må man faktisk heller ikke håbe. Gisp, hvis coronaens blivende aftryk skulle vise sig at være en skræk for det ukendte og fremmede.

Vent nu og se om ni måneder, hihi...

Lige nu går frygt og skræk som en iskold trækvind gennem Verden, sendt af coroaen. Ikke kun frygt for det ukendte og fremmede, men også for det nære.

Da Danmark lukkede ned 11. marts 2020, hørte jeg flere sige, alle med forborgne smil: "Jaja, vent nu og se, hvad der sker om ni måneder. Hihi." Tænk, det troede de virkelig: at vi ville få et babyboom at se.

Da det for min omgangskreds gælder, at de fleste kvinder er post-klimakterielle og de færreste mænd seksuelt aktive, må de jo have tænkt på de yngre slægtled og sammenlignet dem med deres egne "boomer-forældre og -bedsteforældre."

Men hvilken skuffelse må de have lidt! Aldrig har fødselstallet i Danmark været lavere end nu, samtidig med, at befolkningstallet aldrig har været højere.

Der fødtes i 2020 i alt 60.037 børn, svarende til en fertilitet på 1,67 levendefødt barn pr. kvinde.

I 1946 toppede fødselsantallet med 96.111 nyfødte, svarende til en fertilitet på ca. 3.

Og nu til Den Permanente

Hvad sker der lige?

Jeg ved det virkelig ikke, men det forekommer mig, at den svigtende frugtbarhed får alle andre coronaplager til at ligne det rene småtteri. Måske er cafeerne lukkede, og de private parties forbudt, men alligevel råber jeg ud i den blå luft, lovligt eller ej: "Kys hinanden!"

Se lige dette foto fra Den Permanente i Aarhus, taget en sommerdag efter krigen. Er det frygt for noget, der lyser ud af de mange unge mennesker på stranden? To af kvinderne er min mor og min moster.

Intet under, at min kusine og jeg blev født året efter. Så her er mit påskebudskab: Frygt ikke, men kys hinanden.