Har du noget på hjertet?

Jeg husker det, som var det i går, skønt det faktisk var i 1969. Vi sad i den bløde kaffestue i Studenterhuset på Århus Universitet, og pludselig fik min kæreste, der sad og læste i en tabloidavis, et underlig fjoget smil om munden og sagde: ”Hun har da noget på hjerte!”

Jeg måtte selvfølgelig straks have næsen i hans avis, hvor jeg så et fotografi af en nøgen pige.

 Nu var der absolut ikke, dengang såvel som nu, det mindste mærkelige ved et fotografi af en nøgen pige i et eftermiddagsblad. Men der var det særlige ved denne nøgne pige, at hun gravitetisk skred ned gennem Børsens store sal med et kors højt hævet foran sig som en fane. Og mellem de habitklædte mørke mænd virkede hun ekstra nøgen.

Det var den unge Lene Adler Pedersen i fuld gang med sin kunstneriske performance ”Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus.”

Kunstnere sætter altid sig selv i spil, og her satte Lene Adler Pedersen sig i spil mod meget, også politivedtægten. Hvert øjeblik måtte man forvente, at et par af lovens håndhævere var kommet spænende ind i børssalen og havde kastet en guldknappet uniformsfrakke over den nøgne pige, så børsherrernes blufærdighed ikke skulle krænkes. Det skete nu ikke. Måske har ingen af børsherrerne følt krænkelsen så voldsom, at de har haft trang til at tildække den frysende piges nøgne legeme. Det var kunstneren selv samt hendes mand, Bjørn Nørgaard, der som en del af deres performance sørgede for den eksterne kommunikation, så hele verden kunne se den nøgne kvindelige Kristus i Børsens store sal.

Havde hun noget på hjertet, var det også det eneste, hun havde på

Hvis hun havde noget på hjerte, så var det også det eneste, hun havde på, og bølgerne gik højt. De slog de skvulp, som måtte forventes.

”Det kan man da ikke! Det er rent ud sagt uanstændigt”.

”Det er en fornærmelse af Børsen og det hæderlige erhvervsliv.”

”Skal det være kunst?”

”Og sådan et par har skatteborgerne spildt en akademiuddannelse på! Vorherre bevares!” 

Men parret fortsatte ufortrødent. Næste gang slagtede de en hest, og så var det sidste næsten værre end det første.

På Børsen drejede det sig dog kun om kvinder og penge. Nu drejede det sig om dyr og død!

”Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus” førte ikke til en ændret dresscode på Børsen, og Vietnamkrigen ophørte nok ikke blot på grund af ”Hesteofringen.” Kunstnerne blev ikke stødt ned fra Parnasset og ud i mørket, men det rykkede alligevel.

Hesteofringen - del af den faste samling på Aros

”Hesteofringen” er nu en del af den faste samling på Aros, hvor den stadig kan trække publikum. Bjørn Nørgaards gobeliner hænger på Christiansborg, i rigets fornemste repræsentationssal, som en gave til Dronningen i anledning af hendes 50-års fødselsdag. De er i øvrigt betalt af dansk erhvervsliv, som åbenbart ikke har båret nag til kunstneren for hans hustrus fremviste nøgenhed ca. 20 år tidlige i erhvervslivets helligste hal. Kunsten i al dens mangfoldighed bar frugt.

Kunstnere sætter stadig sig selv i spil, og stadig lyder spørgsmålet som et brøl fra folkedybet: ”Skal det være kunst?”

Kong Frederik V røg i kanalen

 Det lød også tidligere i år, da en gruppe studerende ved Det kongelige Danske Kunstakademi anført af en af deres institutledere skruede Salys gipsbuste af Kong Frederik V løs af dens sokkel i Akademiets festsal og smed den i Københavns havn. Det kunne den ikke holde til. De studerende og deres lærer hævdede, at gipsbusten ikke var blevet ødelagt, men at den nu i sin rematerialiserede form var et nyt kunstværk. Hensigten med denne aktion eller happening skulle være at henlede opmærksomheden på Danmarks fortid som kolonimagt med en økonomi baseret på slaveri, samt at gøre opmærksom på, hvordan denne kendsgerning stadig gjorde sig gældende i vores kunstneriske billedsprog og de symboler, vi omgiver os. Hvide gipsafstøbninger af enevældige konger blev fremhævet som et særlig grumt et af slagsen. Aktionsgruppen indskrev sig selv i en lang række af bemærkelsesværdige kunstneriske happenings og henviste beskedent til ”Hesteofringen.”

Vreden var stor. Det skvulpede atter i vandene, denne gang især i de københavnske kanaler.

Bøllestreger

”Hærværk! ”, ”Bøllestreger!”, ”Tyveri!”, ”Majestætsfornærmelse!” - Var det kunst? Blev det til kunst?

 ”Nej!” siger jeg, ”Der kom ingen kunst ud af den aktion.”. Den vil blive glemt som så mange andre af de nyheder, med hvilke den for en stund delte offentlighedens opmærksomhed.

Hvorfor ikke? Ja, i svaret læner jeg mig ikke dovent op ad Bjørn Nørgaard, der følte sig nødsaget til at lægge afstand til happeningen.

Han anerkendte kunstformen som sådan, men ikke den konkrete kunstneriske kvalitet, og han fandt den aktuelle trang til at ødelægge kunst og arkitektur fra vores egen fortid farlig. Jeg er heller ikke drevet af manglende respekt for institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld, der svagt har forsvaret aktionen, selv om jeg dog hæfter mig ved hendes beskrivelse af den voldsomme effekt, det havde på hende, da gipsbustens hoved knækkede af i mødet med vandoverfladen. Jeg væmmes derimod ved det had og den destruktionstrang, der går gennem de studerendes retorik. Jeg væmmes ved det had og den destruktionstrang, der kan få nogen til at hugge hovedet af en konges buste. Et underligt had vendt mod selve det samfund, gruppen selv er en del af.

De havde ikke noget på hjertet

Destruktionen af et af samfundets kunstværker kan næsten opfattes som et udtryk for den sørgelige hang til selvskade, som er så udbredt blandt en belastet del af vores unge, og hvis årsag er så svær at forstå. Kunst kan skabes under vrede og indignation, men ikke i had. Intet kan skabes i had. Der skal kærlighed til. Det havde de unge studerende intet af. Derfor kom der intet frugtbart ud af det hele.

 Den ansvarlige institutleder blev bortvist, og de studerende stod tilbage som en flok dumme får.

”Var det kunst?” ”Blev det til kunst?”

”Næh, for de havde ikke noget på hjerte.

 

 

 

Efterskrift

Efter at denne klumme er skrevet har Kulturministeriet udsendt en pressemeddelelse, hvori der står:

»Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er ikke nået til enighed om, hvad der skal til for at løse udfordringerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Der er derfor behov for nye kræfter. Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er blevet enige om, at Kirsten Langkilde fratræder sin stilling. Nu giver vi billedkunstskolerne en ny start med en ny rektor«

Kirsten Langkilde tiltrådte som rektor i januar sidste år, men har siden fået kritik for at skabe et dårligt samarbejde på Kunstakademiet. Fire professorer har skrevet en mail til de studerende og ansatte, hvori de blandt andet skriver:

»I løbet af de sidste 18 måneder har vi været vidner til og oplevet etableringen af stadig mere usunde og uproduktive arbejdsforhold forårsaget af en autoritær og uklar ledelse«