Børns naturlige sprog er legen. Børn kan skabe en leg ud at stort set ingenting. En vandpyt bliver til det store hav, stole til togstammer og en øde ø findes i hulen under bordet.
Mit yngste barnebarn, Nikoline, finder altid mit lille svenske kludetæppe frem, når hun besøger mig og ruller det sammen som en pølse, der kan bæres under den ene arm - for som hun siger: ”Jeg elsker flyvende tæpper!”
Og det tager hende vidt omkring!
Hun er også handlekraftigt og praktisk anlagt – med andre ord – hun har bibeholdt sin skabertrang. Sidst, hun var her, lavede hun tjept en lineal, da hun opdagede, at kreakassen ikke indeholdt en sådan. Mageløst og super brugbart.
Jeg er så heldig at være mor til fem (nu voksne) børn og til tre bonusbørn. Jeg har siddet i et utal af forældrebestyrelser og klasseråd. Mine børn har beriget mit liv med 12 børnebørn – indtil nu. Der kommer forhåbentlig flere.
Ingen kan vist være i tvivl om, at børn har fyldt utroligt meget i mit liv - og stadig gør det.
Hele vejen igennem har jeg interesseret mig for børns vilkår og børn som samfundsborgere – ikke bare som vores børn – men som en del af et større fællesskab. Ser jeg tilbage, er der ikke tvivl om, at børns adgang til spændende og udviklende miljøer i hverdagen gennem de seneste årtier har undergået en stor og positiv udvikling der slet ikke er slut endnu.
Børns hverdagsliv
Som alle ved, er de første år inden skolegangen de vigtigste i et barns liv, og vi ved også, at stort set alle børn i Danmark går i vuggestue, børnehave eller dagpleje, så netop kvaliteten af hverdagen i dagtilbud er så afgørende for et barns muligheder for trivsel og udvikling i dagens Danmark.
Fra at børn bare skulle tilpasse sig børnehaven, har børn og deres udtryksformer gennem de seneste år fået plads i egen ret.
Barnesynet har undergået et paradigmeskifte, så pædagoger ikke længere bare planlægger hverdagen med sigte på, hvad børnene skulle kunne ude i ukendt fremtid i voksenlivet.
Men derimod tilrettelægges hverdagen med udgangspunkt i, at barnet er en social aktør. Hverdagen i institutionen er en vigtig arena for udvikling af børns sociale relationer, forståelse af verden og forhandlinger om egen identitet.
Børn er medbestemmende i det små og mødes som borgere i et demokrati. Børnene ses nu som skabende og værende og ikke blot som nogle, der er på vej til at tilegne sig de kompetencer, vi forestiller os, de vil få brug for i voksenlivet.
I Aalborg kommune er der alene 53 vuggestuer og 150 børnehaver – altså ikke et helt lille skib at få til at skifte retning! Hvordan har vi så kunne se paradigmeskifte i dagtilbud her i vores egen kommune og region?
Børn med skabertrang og videbegær
Det er jo både gennem mit professionelle virke og ved besøg i mine børnebørns dagtilbud, at min stærke overbevisning om, at det er lykkes at vende skuden, har sit afsæt. Og så fik jeg for nylig lov til et kik ind på Børnehuset Egholm Færgeleje, som er inspireret af Reggio Emilia filosofien.
Allerede når man kommer ind i institutionen, er skiftet tydeligt. Hvert barn har i sin garderobe (de ser rent designmæssigt fuldstændig ud som altid) et billede med barnet, barnets navn og fødedato sammen med et billede af mor, far og søskende. Hele familien er med i børnehaven! Der hersker ikke pinlig orden som tidligere, da kunstværker og ting, barnet falder over i løbet af dagen, optager plads.
Længere inde i børnehaven støder man på et stort køkken og alrum, hvor måltider tilberedes i et skønt samarbejde mellem børn og voksne.
Alt, der skal bruges for at dække et bord, står fremme i børnehøjde.
Det bedste venter dog endnu – nemlig de frit tilgængelige værksteder, hvor det bugner af forskellige materialer – også i børnehøjde. Overalt er der små nicher, hvor børnene kan lege i den traditionsbundne dukkekrog, bygge med klodser, spille spil eller læse.
Udenfor er legepladsen beregnet til at grave huller i og til at konstruere store arenaer med gamle mælkekasser - og træerne er ikke forbudt område.
Nogle steder er der små dyrehold og nyttehaver. Det emmer af liv og emmer af, at børnene er i centrum. Pædagogerne siger, at de går sammen med barnet, foran barnet og bagved barnet alt efter, hvad barnet giver udtryk for at have behov for. Væggene er fyldt med børnenes produkter side om side med ABC-plakater og madpyramider.
Der er dog næsten intet legetøj i gængs forstand i børnehaven, fordi børn er født med skabertrang og både er brugere og skabere af kultur hver dag – hvis de får lov.
Da mine børn var små, kom de stolte hjem med karse produceret på samlebånd, figurer af modellervoks for ikke tale om påskekyllinger.
I dag ved du heldigvis ikke, hvad barnet kommer hjem med, og masseproduktion er lagt væk.
Jeg har for eksempel et maleri, som mit nu 16 år gamle barnebarn forærede mig et år – udført i Børnehaven Tusindfryd for mange år siden.
Som ringe i vandet
Jeg ved jo ikke, om alle børnehaver har gennemgået denne fantastiske udvikling, men jeg ved, at Aalborg kommune med støtte til projekter inspireret af for eksempel Reggio Emilia-filosofien, har banet vejen og understøttet mange små og store strukturelle forandringer i børns hverdagsliv.
Man har også taget initiativ til store udstillinger i Nordkraft med børnekunst, børnekarneval samt til udstillinger på Kunsten. Sådanne projekter spreder sig som ringe i vandet. ”Godt arbejde,” siger jeg – kun undrer det mig, at Aalborg Kommune ikke tager del i det landsdækkende projekt LegeKunst, som netop indeholder disse grundideer om børns behov for at ytre sig.
Det er med sindsro jeg ser ud i fremtiden med børn, der vokser op med selvstændighed og identitet hele vejen, og det lover godt for vores demokrati. For det er netop i fællesskaber i hverdagen de får lov til at være sig selv.