Aalborg er industriby eller har i hvert fald været det. Det er der markante vidnesbyrd om mange steder i byen, for eksempel C.W. Obel, Eternitten, De Smithske Jernstøberier, Portland og Aalborg Spritfabrikker.
Tusindvis af ufaglærte arbejdere fra landbruget strømmede i begyndelsen af 1900-tallet til Aalborg for at skabe sig et liv. Hermed skabtes en identitet som arbejderby, hvilket har udmøntet sig i, at socialdemokratiske borgmestre i en uafbrudt række siden 1925 har indtaget borgmesterkontoret.
Det har sat sit præg på byplanlægning, infrastruktur, kulturliv og selvfølgelig hverdagsliv. Der er en vis storhed over at kunne sige, at man kommer fra Aalborg.
Stolte traditioner med politiske og forvaltningsmæssige visioner om ligeværd i et tæt (måske nogle gange for tæt) samarbejde med erhvervslivet er et markant kendetegn for bystyret.
I de sidste 40 år er mange af de største virksomheder imidlertid lukket eller flyttet, så vi er tydeligvis ikke længere en industriby. Men hvad er byen så? En uddannelsesby? Et metropol? En international turistperle? En grøn by? Eller?
I min optik befinder vi os lige nu i en overgangssituation, som skaber usikkerhed om byens identitet, og vi trænger til at diskutere med hinanden, hvor vi gerne vil hen.
Det er dog ret tydeligt, at vi er blevet en uddannelsesby.
Aalborg som uddannelsesby
Det er ikke af nyere dato med videregående uddannelser i Aalborg. Således åbner det første Børnehaveseminarium i 1956, Sygeplejeskolen i 1959 og Læreruddannelsen i 1960. Den sociale Højskole kommer til i 1966, Ingeniørakademiet i 1967, og Handelshøjskolen følger i 1969, bare for at nævne nogle.
Mange af uddannelserne blev indlemmet i Aalborg Universitet, da det slog dørene op i 1974. Og alle havde forud for åbningen forhandlinger om at blive indlemmet – uden at det dog lykkedes for alle.
De helt store videregående uddannelser er i dag Aalborg Universitet med 20.000 studerende og University College Nord med 9.500, så studerende fylder meget i gadebilledet, både som arbejdskraft i en stort antal studiejobs og i kulturlivet.
Tænk blot på Skråen, der blev skabt i universitetets lokaler på C.W. Obel campus (og derfor hedder Skråen) og i dag har en flot placering i Nordkraft som kultursted. Tænk på Huset i Hasserisgade, hvor "De Uddannelsessøgende Samarbejdsudvalg" i 1974 begynder på arbejdet med at forvandle den gamle fattiggård til en selvejende institution med kultur og samvær på dagsordenen. Det årlige Karneval og livet i og omkring Studenterhuset på Gammeltorv. Ja – jeg kunne blive ved.
Aalborg som studieby
I sidste uge blev det offentliggjort at Aalborg er kåret som den næstbedste studieby i landet.
Det fremgår af en undersøgelse udført af Studentum og er baseret på spørgsmål til de studerende - og derfor interessant.
De studerende begrunder valget af Aalborg (Århus ligger i top) med især muligheder for en studiebolig til rimelige priser samt gode transportmuligheder. Dertil føjer sig karrieremuligheder og adgang til relevante studiejobs.
Og netop på boligområdet har Aalborg de sidste 10 år taget et tigerspring med udbygning af kollegieområdet. Jeg viser ofte gæster fra andre steder i landet og udlandet de flotte kollegier på Havnefronten, placeret på en af byens bedste og dyreste grunde!
Det afføder altid forundring og ikke så lidt begejstring, at studieboliger prioriteres så højt. Endnu vigtigere er det, at kollegieboliger er spredt ud i byen og samtidig ofte er placeret med nærhed til uddannelsesinstitutioner.
Aalborg som kulturby
Byplanlæggere og politikere har haft øje for at anvende mange af de flotte og historisk vigtige fabriksbygninger, administrationsbygninger og nedlagte folkeskoler i etableringen af Aalborg som uddannelses - og kulturby.
Det er fantastisk, at AAU begynder i lokaler, der tidligere husede tobaksfabrikken for på den måde at knytte forbindelse mellem de nye lag af unge som universitetsstuderende med det gamle velkendte arbejderagtige.
I dag er bygningerne indrettet med kulturtilbud, sundhed, kreative værksteder og Café Fair, som er en socialøkonomisk virksomhed.
Nordkraft opstår med mindelser om det gamle kraftværk både i det ydre og det indre på smukkeste vis og huser Skråen, kunst, biograf, teater, fitness og en række kommunale sundhedstilbud. Det er et moderne "Folkets Hus" dog uden fagforeningernes juletræsfester og bankospil, som fyldte i min barndom.
De store kulturinstitutioner ved fjorden er en kæmpegevinst for borgere, studerende og turister, men desværre opslugte kulturhjørnet også den sidste rest af vidnesbyrd om byens relationer til landbruget – det gamle kvægtorv. Her er der nu parkeringspladser. Det er også en gevinst med nye pladser og områder for gående, så som projektet fra Nytorv til Nordkraft og den nye smukke Budolfi plads. Musikkens Hus, Utzoncentret og renoveringen af parker og pladser understreger byens identitet som kulturby.
Identitetsforvirring?
På Vang Plads ved Østre Anlæg blev der i 1935 rejst en statue af Hugo Liisberg med titlen ”Land og By”, og den symboliserer datidens store overgang fra landbosamfund til industrisamfund. At skulpturen er støbt i cement og opført af Portland og andre lokale cementfabrikker fuldender på en måde billedet.
Hvis der blev udskrevet en kunstkonkurrence om at skabe en skulptur, der skulle symbolisere Aalborg i dag, tror jeg, det ville blive en rodet affære.
Sagen er, at det er forvirrende, at for eksempel området omkring Øster Havn med meget er tæt bebyggelse, meget lidt grønt og venligt ligner indretningen af de gamle havneområder i rigtige storbyer. Dette gælder også den endnu tættere bebyggelse på det gamle godsområde.
Men er det målet, vi stræber efter? At ligne alle andre større byer?
Mens det i en del tilfælde tydeligvis er lykkedes at udvikle byen med respekt for historien, så er der desværre også eksempler på det modsatte. Et af de steder, hvor det for alvor er tydeligt, at byens befinder sig i en identitetskrise, er rodet på og omkring udvikling af Akvavitgrunden.
Der er allerede opført meget høje og dyre boligblokke i første række ud mod fjorden. Der er lagt planer, fundet finansieringer og villige entreprenører – men noget er gået galt. Helt galt.
Et andet eksempel er Havnebadet, som ligger som en strandet skildpadde uden socialt liv med kort afstand til det bedste friluftsbad. Jeg vil hævde, at noget af grunden hertil skal findes i, at politikere, organisationer, erhvervsliv, samråd, foreninger og borgere ikke for alvor har været inddraget i en fælles proces med at finde og beskrive Aalborgs nye identitet.
Det ville være skønt, om det grønne Aalborg kunne definere den nye identitet med udnyttelse af byens store muligheder for solceller på de mange almene etageejendomme, anlæggelse af vertikale grønne haver, træer og planter i stor stil og ren luft.
På den måde ville tråden til arbejderkulturen blive styrket – at forene det almennyttige med det nødvendige. Og ikke prestigefyldte og kedelige projekter som første prioritet.