Det er især unge, kvindelige sangsolister, der gør det. Enten med én eller to hænder, afhængigt af om den ene hånd holder på en mikrofon. Den holdes oftest i venstre hånd og så gør de det med den ledige højre hånd. 
Hvad gør de? De strækker fingrene - der er ikke tale om en maskulin knytnæve – men en meget feminin næsten demonstrativ præsentation af fem ofte slanke, smukke fingre funderet i en hånd som de så bevæger op og ned, ofte, men ikke altid, i takt med den sang, de synger.
Nogle har indøvet andre fagter, men næsten alle gør det.
Operasangere har gjort det i et par århundreder, men i en anden version: en ikke knyttet, men knuget hånd, når de synger en dramatisk arie, men det er nyt, når det gælder det, der kaldes populærmusik eller "rytmisk" musik - og det er anderledes: håndens koreografi er ikke "forklarende" som operasangerens.
Hvorfor gør de det? Måske er det bare en trend, noget de fleste gør, fordi andre gør det.
Måske er det et udslag af, at amatørerne har fået mere plads via alskens konkurrencer i medierne - at de har brug for en slags støtte-(dirigent)pind for at komme helskindet gennem sangen.
Måske foredrager de teksten. De mest talentfulde - bruger hånden til at understrege indholdet, næsten som operasangeren gør - men for det meste virker det kunstigt og opstyltet (hvad det i øvrigt også kan gøre med operafolkene).
Musik er mere end lyd, musik er også krop, det er ikke nyt. For sangere begynder det allerede med at det rent faktisk er kroppen, der skaber lyden, ikke blot stemmebåndet.
Derfor er mange bassangere svulstige som en tuba. Dermed bliver musik også mere end lyd for dem, der lytter til den – man ser også musikken, især naturligvis hvis man selv er tilstede.
Det kan lade sig gøre at stå stille og synge samtidigt. Det vidner et 25 år gammelt foto med den amerikanske sangerinde Robin Holcomb om.
Billedet er grånet, men det viser en sanger, hvis arme og hænder er i ro, mens hun synger - man bliver fanget af ansigtet for det er der, sangen kommer ud. Den slags er en sjældenhed i dag.
Når jeg ofrer ord på emnet, er det fordi tendensen irriterer mig.
Det forstyrrer min oplevelse, for øjet kan hurtigt overdøve øret, og det kan virke ødelæggende, hvis det bare er spilfægteri uden mening og uden at tilføre musikken noget ekstra.
Jeg håber ikke, jeg har bragt min irritation videre ved at pege på dette fænomen – ellers er mit råd som sædvanligt: luk øjnene og lyt!