Hallo! Der er åbent igen derude….

Indrømmet. Jeg har – som så ofte mange gange før – taget fejl i nogle af livets forhold. Jeg var overbevist om, at folk ville stå i kø i lange baner, når de blev lukket ud af Corona-boblens sociale åndenød og igen kunne tage for sig af alle retterne på kulturlivets mangfoldige hylder.

Men nej. Både ud fra egne oplevelser og fra pålidelige rapporter fra venner og bekendte i miljøets mange brogede cirkler, så er den hidtidige erfaring entydig: Der er rigeligt med plads på spillestederne, der er langt mellem de besatte stole i biografernes fascinerende mørke, der er masser af afstand og frisk luft ved udendørs arrangementer, og museernes tælleapparater skriger ikke ligefrem på lindrende smøring.

Det må være noget psykologisk, der spiller ind. Tør folk ikke tro på, at vi faktisk er ved at vende tilbage til (en ny) normaltilstand?

At det er OK, at vi igen lægger mørtel ud til de mursten, der binder et samfund sammen på tværs af hverdagens trivialiteter – kulturen og kunsten?

Som min mangeårige kollega og meddebattør m.m. Evanthore Vestergaard altid minder mig om, at man ikke må blande sammen, for de er ikke to alen ud af det samme stykke!.

Er vi blevet så lullet ind i streamingens og de digitale møders skærmverden, at vi forpupper os indenfor de fire vægge, som ellers burde stramme gevaldigt om skuldrene efter den lange tids ufrivillige indespærring?

Hvor er det livgivende

Jeg ved det ikke, lige så lidt som alle andre, der heller ikke kan give et entydigt svar. Men det er da forunderligt, at vi ikke – som en flok lemminger – styrter rundt for at finde intellektuel udfordring eller tilfredsstillelse efter den lange tørkeperiode. For hvor er det dog livgivende igen at kunne hengive sig til den intime og intense oplevelse, som man altid får ved aktivt at opsøge et kulturtilbud.

Selv var jeg tårer nær af oprømt glæde, da jeg sammen med fruen og en flok gode venner frekventerede et af byens nyeste spillesteder – Abzalon – der holder til i et nedlagt og slidt snedkerværksted i en pittoresk baggård i Absalonsgade i Vestbyen.

Her bød Marc Rune fra Ikast, nok bedre kendt som bluesmusikeren Big Creek Slim, sammen med sine musikalske våbendragere på en rent ud sagt fantastisk oplevelse, hvor man blev revet rundt i genrens mange udtryk.

Fra den stille klagende sang om håbløs elskov til den heftige og raspende storby-fortælling om fristelser og elskov. Og da pudset dryssede ned fra et hul i loftet, som støv i en solstribe, under sidste nummer, så måtte man bare overgive sig og komme til en indre afklaring: Yes. Nu ved jeg, hvad det er, jeg har savnet!

I en helt anden musikalsk boldgade var det også en varm oplevelse at høre bandet Jung i Karolinelund en augustaften, hvor mørke skyer dryppede forsigtigt ud over et forventningsfuldt mumlende publikum.

Inden bandet gik på scenen med deres enkle mundrette tekster og melodier, der nok er sangbare, men alligevel finurligt snørklede nok til at vække nysgerrigheden.

Fruen og jeg stod og lyste gråhårede op midt i en vrimmel af livssultne og fadølsdrikkende unge, der kunne hver en tekstlinje til perfektion. Hold da kæft, hvor man mærker glæden rulle i årerne, omgivet af så megen rå sult efter liv og kærlighed. Og så en high five med den unge fyr ved siden af, da sidste tone klingede ud under trækronerne. Blitz, baby, blitz!

Eller hvad med den blændende britiske skuespiller Benedict Cumberbatch i den altdominerende hovedrolle i filmen ”Den gode spion”, som vi så fra femte rækkes sofa i Biffen?

Åndeløst spændende og alligevel stilfærdigt underspillet drama – i en kulisse af den virkelighed, som alle vi med en gulnet dåbsattest husker med glasklar frygtfornemmelse: Cuba-krisen, hvor John F. Kennedy og Nikita Khrusjtov lagde arm om atomudslettelse eller verdensfred – og hvor en nærmest anæmisk almindelig britisk handelsrejsende kom til at spille en rolle. Film skal ses i biografen!

Corona-fri adgang

Så jo. De er derude. De mange gode tilbud om oplivelse og oplevelse. Og hvis Aalborgs – trods alt – begrænsede rammer skal sprænges, så er der jo nu Corona-fri adgang til det store udland.

Berlin f.eks., hvor vi gennem tre timers guidet tur i en bunker fra 2. Verdenskrig fik fortalt den gruopvækkende historie om nazismens opkomst, sejs- og undergang og fik svar på det altid påtrængende spørgsmål:

Hvordan kunne dette ske i en gammel kulturnation?

Gadens sommersol skar som en ragekniv gennem de blytunge skyer fra historiefortællingen i bunkersdybet, da vi kom op i den trafikerede virkelighed og fandt fred og hinanden over en kold schwartsbier på Unter den Linden.

Ovenpå disse punktnedslag i berigende oplevelser, så er det på sin plads at komme med en mindre korrektion til de mistrøstige betragtninger i denne klummes første linjer: Det forlyder nu, at der er ved at komme mere gang i kulturlivets snurrende hjul. Det manglede også bare!