Længslen efter fortiden

Så har vi fået en ny årsdag at markere. Den for Coronaens hærgende indtog i den velorganiserede velfærdsstat. Og mediernes væg-til-væg dækning af den grå dag vidner om, at den vil indgå på linje med andre triste mindedage: Terroraktionen mod World Tower i New York, tsunamien i Indonesien/Thailand, 9.april og hvad der ellers gemmer sig i verdenshistoriens mørkeste afkroge. Vi vil i de kommende år høre statsministerens sortklædte besked til os alle køre i en messende båndsløjfe: Det, jeg har at sige her i aften, vil komme til at berøre alle danskere dybt.

For at sige det rent ud: Jeg orker det snart ikke mere.

Pandemien har sat sig på den samfundsmæssige – og dermed også mediernes – dagsorden så længe og i så gigantisk et omfang, at man føler sig tømt for energi og livsglæde, hver gang speakeren i Radioavisen intonerer sidste nyt om vaccineudrulningen og fjernsynet dagen igennem kører gule breakingbjælker i bunden af skærmen med seneste opdateringer på dødsfald, incidenstatistikker og planer om op-og nedlukninger.

Det hele syrer sammen i en dræbende flom af gebrækkeligheder, og mens nogle banker på grydelåg og benægter virussens eksistens med en dødsforagtende mangel på almindelig sund fornuft, så bøjer det store flertal endnu en gang nakken og retter sig efter myndighedernes anvisninger i et lønligt håb om snarlig bedring – og ren rædsel for endnu et panderynkende pressemøde med statsministeren.

Midt i elendigheden

Midt i al elendigheden, som forårets første gyldne solstrejf dog forsøger at lægge et forsonende skær over, så reagerer vi såre menneskeligt: Vi leder efter flugtveje. Og for mange, også for denne skribent, er nøglen til et par timers glemsel at finde for enden af fjernbetjeningen.

Jeg er sikker på, at der rundt om i mange danske hjem har indfundet sig en slags mandags-aften-tomhed efter at sidste afsnit af ”Badehotellet” er tonet ud med hotelfruens længselsfulde blik efter den bortdragende Wehrmacht-officers ranke ryg og lyse manke, mens skumtoppede bølger slikker den kridhvide badestrands rene uskyld. Badehotellet som ramme om en tidslomme, hvor livet var enkelt og værdierne ligeså. De gode og de onde. Sort og hvidt. Og så folkekomediens kolorit med pjankede indslag for at minde os om, at livet også har sine lyse side. Morten Korch? Tjah, måske. Men en kærkommen flugtmulighed fra virkelighedens line-up med ministre og myndighedschefer på deres faste plads i koreografien for almindelig tristesse.

Der er ikke langt fra ”Badehotellet” til dramaserien ”Atlantic Crossing” om Norges skæbne og modstandskamp under 2. Verdenskrig, hvor forholdet mellem præsident Roosevelt og kronprinsesse Märtha er det dramatiske omdrejningspunkt. Sikkert et godt stykke fra virkeligheden, men sådan er det jo med serier, der er ”based on a true story”. Men vi bærer over med det, fordi vi igen er på vild flugt fra det, vi godt ved venter os om næste nyhedshjørne: Flere deprimerende meddelelser fra det alt for virkelige liv lige udenfor døren.

Tilflugt i fortiden

Jeg er helt på det rene med, at der altid har været en voldsom trang til at søge tilflugt i fortiden for at skærme sig mod den alt for påtrængende nutid. Det viser de sejrsrunder, som nationalklenodiet ”Matador” har taget i den danske TV-ring, med al ønskelig tydelighed. Vi svælger i alt det, som var engang – og bilder os selv ind, at det alt sammen var meget bedre, hvad det ved Gud ikke var.

Men som flugtmekanisme et det uovertruffent. Fordi det er så uforpligtende og uskyldigt.

Men vi kan ikke blive ved med at flygte. Og da slet ikke fra virkeligheden.

Derfor håber jeg – nej, jeg tror det faktisk – at når vi engang om føje tid har fået definitivt styr på den fandens pandemi, så vil vi også, når det gælder vores forbrug af kunst og kultur, vende tilbage til hverdagen. Den hverdag, hvor vi kan møde kunst, som provokerer og udfordrer os. Bøger, der holder os nattevågne af spænding og betagelse, teater, der river os rundt i hele følelsesregistret, musik, der får hjertet til at banke og sveden til at løbe, kunst, der rykker ved vores vante forestillinger om hvordan alting bør indrettes.

Kunsten i hverdagen

For det er jo i hverdagen, at kunsten spiller sin afgørende rolle. Derfor piner og ærgrer det mig ud over alle grænser, at på hvert eneste alvorstungt pressemøde og myndighedsudmeldinger i øvrigt, da er netop kunsten og kulturen totalt fraværende. Den spiller ingen rolle. Den er det kagefyld, vi kan undvære.

Jeg tror, at sulten efter at møde kunsten igen i alle dens afskygninger, er så stor, at når pandemiens lange skygge engang i løbet af foråret/sommeren har måttet vige for lys og luft og en ny normalitet, så vil vi kaste os over biografer, teatre, museer, gallerier, festivaler og alle de andre udbud i et hidtil uset omfang. Vi vil være umættelige.

Men indtil den lykkedag indtræffer, så flygter vi ind i den fortid, der får os til at glemme den påtrængende nutid.