Længslen efter fortiden

Så har vi fået en ny årsdag at markere. Den for Coronaens hærgende indtog i den velorganiserede velfærdsstat. Og mediernes væg-til-væg dækning af den grå dag vidner om, at den vil indgå på linje med andre triste mindedage: Terroraktionen mod World Tower i New York, tsunamien i Indonesien/Thailand, 9.april og hvad der ellers gemmer sig i verdenshistoriens mørkeste afkroge. Vi vil i de kommende år høre statsministerens sortklædte besked til os alle køre i en messende båndsløjfe: Det, jeg har at sige her i aften, vil komme til at berøre alle danskere dybt. For at sige det rent ud: Jeg orker det snart ikke mere. Pandemien har sat sig på den samfundsmæssige – og dermed også mediernes – dagsorden så længe og i så gigantisk et omfang, at man føler sig tømt for energi og livsglæde, hver gang speakeren i Radioavisen intonerer sidste nyt om vaccineudrulningen og fjernsynet dagen igennem kører gule breakingbjælker i bunden af skærmen med seneste opdateringer på dødsfald, incidenstatistikker og pl...