De fleste i Aalborg har nok hørt om eller set butikken Laserdisken i Aalborg. For masser af filmelskere har Laserdisken spillet en vigtig rolle. Her kunne man i årevis købe udenlandske film, som ingen andre importører ønskede at importere. Netop det – og ejerens Hans Kristian Pedersens stædighed – har ført til en langvarig konflikt mellem ham og Foreningen af Danske Videogramdistributører (FDV). Et skoleeksempel på en konflikt mellem en stædig og retfærdighedssøgende borger på ene side og stærke økonomiske interesser og staten på den anden side.
Jeg hørte første gang om Hans Kristian Pedersen og hans sag for over 20 år siden, da jeg arbejdede for Søren Søndergaard i Folketinget. Også den gang var Søren kulturordfører for Enhedslisten – og takket være Hans Kristian Pedersen gik det op for os, at man i ly af gennemførelsen af et EU-direktiv var i færd med at forbyde parallelimport af film til Danmark. I udgangspunktet handlede det om videofilm, men det ville også ramme Hans Kristian Pedersen, selv om han opererede i et andet teknisk format.
Undskyldningen for dette indgreb var, at man ville beskytte ophavsretten for kunstnerne, men reelt handlede det om at sikre importørernes og distributørernes profit – og her skal man huske på at udlejning af videofilm den gang var en stor forretning. Denne lovgivning havde to alvorlige konsekvenser. For det første betød den, at det blev væsentligt dyrere at leje film i Danmark forbrugerne, fordi medlemmerne af FDV fik monopol på denne aktivitet. For det andet betød dem, at Laserdisken ikke en gang måtte indføre og udleje film, som ingen andre ønskede at importere.
Når dette kunne ske, skyldtes det, at Kulturministeriet påstod, at Danmark på grund af EU-regler var tvunget til at indføre disse regler. Det skete på baggrund af rådgivning fra Johan Schluter, som blev anset for at være den førende ekspert på ophavsret i Danmark. At han desuden var formand for FDV – og derfor i virkeligheden inhabil – så man gennem fingre med.
Vi forsøgte at stoppe denne lovgivning, men tabte slaget.
Afgørende for de andre partier var nok, at de ikke turde udfordre EU-retten. Det turde og tør Hans Kristian Pedersen imidlertid. Han havde allerede startet sin lange kamp tilbage i midten af 90erne er fortsat lige siden.
Selv blev jeg involveret i sagen igen i 2006/2007, hvor jeg gennem nogle spørgsmål til den daværende kulturminister fik afsløret, at lovgivningen blev administreret i strid med de løfter, som blev givet i forbindelse med lovbehandlingen tilbage i 2002. Jeg gjorde ikke mere ved sagen den gang, da Hans Kristian Pedersen ville bruge svarene i en sag ved EU-domstolen. Den sag tabte han, ligesom han har tabt et utal af andre sager.
Jeg har siden med jævne mellemrum snakket med Hans Kristian Pedersen om sagen, og for nogle måneder siden kontaktede Hans Kristian Pedersen mig igen. Han havde nu skrevet en bog på ikke mindre end 1000 sider, hvor han gennemgår sagen, det politiske forløb og de retssager, han har været involveret i. Jeg har pløjet mig igennem de 1000 sider – og selv om meget af det er ret indviklet, er det stadig min opfattelse, at han har en sag, som det er værd at støtte.
I disse dage forsøger Hans Kristian igen at få nogle politikere til at tage sagen op. Det håber jeg nogen gør. For mig er sagen et mønstereksempel på, at økonomiske magthavere bruger det politiske og juridiske system til at fremme deres interesser. Sagen er næppe enestående. Det er Hans Kristian Pedersens stædighed til gengæld. Netop derfor risikerer han, at blive affejet som en ”mand med en sag”. Det er han nok også, men derfor kan han jo godt have ret – og det tror jeg han har.