Den seneste måned har budt på en række - på mere end en måde - musikalske tilbageblik. I lørdags var det Mikael Wiehe, som var nået til Aalborg på sin afskedstur, tidligere var det Savage Rose og før det Sebastian. Musikalske navne som har fyldt utroligt meget i min tid, og som giver minder om et langt og rigt liv.
Savage Rose har jeg fulgt med skiftende begejstring. I starten var den ubetinget. Musikken var fremragende og deres afvisning af at optræde for amerikanske soldater under Vietnam-krigen med de omkostninger, det havde for deres internationale karriere, kunne kun vække begejstring hos en ung og idealistisk udgave af mig.
I en længere periode fyldte albansk folkemusik og en uforståelig begejstring for Enver Hoxhas Albanien nok alt for meget. Men selv i den periode kunne Anissette og band give fantastiske musikalske oplevelser - og da de vente tilbage til den uforfalskede rock, var min begejstring stor. De politiske budskaber stod som regel klarere i sangteksterne end i Annisettes small-talk mellem numrene - og sådan er det jo ofte med store kunstnere. De taler tydeligst gennem kunsten.
Mikael Wiehe er nok den af de tre, som har fyldt mest for mig. Jeg oplevede første gang Bjørn Afzelius og ham i Hoola Bandoola Band i min tid som fabriksarbejder på Volvo i Gøteborg i 70'erne.
Den koncert husker jeg ikke mindst, fordi jeg her for første gang oplevede at deltage i en koncert, hvor man ikke kunne købe nogen former for alkohol, men sådan var vilkårene på den alternative musikscene i Gøteborg.
Så det blev ikke sidste gang - selvom der nok skal være dem, der ikke tror på det.
Jeg husker også diskussionerne i pausen. Her gik det op for mig, at Hoola Bandoola Band ikke levede op til alles krav til et “korrekt” politisk indhold - og på den måde gav det mig også et indblik i venstrefløjens interne stridigheder i Gøteborg i 70'erne. Detaljerne har jeg fortrængt, men stemningen og engagementet - på godt og ondt - husker jeg, som var det i går.
Mikael Wiehe har jeg så fulgt siden - også efter Bjørn Azelius alt for tidlige død. Jeg har båret over med en for mig uforståelig fascination af Cuba - på langt de fleste andre områder var vi politisk på bølgelængde. Så det er blevet til mange store oplevelser gennem tiden - ikke mindst på det gamle Skråen
Han ramte også meget godt min sindstilstand, da han begyndte at skrive sange om, hvordan det er at være blevet en gammel hvid mand, som må erkende, at vi aldrig fik virkeliggjort ungdommens drømme - og nu må håbe på, at det går bedre for fremtidige generationer.
Præcis lige som mig har han ikke tabt evnen til at begejstres og tro på, at det kan blive bedre. I lørdags mindede han os om, det arabiske forår og det håb det gav os. Ikke mindst fordi det skete samtidig med, at nye venstrefløjspartier i Sydeuropa opnåede stor vælgermæssig opbakning. Det gik, som det gik - og i disse dage kan det nok være svært at finde noget at begejstres over.
Alligevel fortsætter “den evige tourne - rejsen uden ende” - og drømmen om en bedre verden dør ikke. Som Mikael Wiehe siger det, skal man leve til man dør og fortsætte med at yde det, man kan, for at skabe en bedre fremtid. Det gav Mikael Wiehes optræden i Aalborg et godt eksempel på.
Selv om Musikkens Hus ikke minder meget om det ydmyge musiksted i Gøteborg, hvor jeg første gang hørte Mikael Wiehe, mindede det mig dog på en måde om dengang.
Selv om man kan købe vin og øl her, kan man ikke få det med ind i den fine sal, så også her klarede jeg mig igennem uden alkohol. Det kan man godt, men jeg synes nu alligevel, at koncerter med Mikael Wiehe hører hjemme på Skråen.