Hverdagen er vendt tilbage. Vi er flyttet i kolonihavehus. Nok for 21. gang. At tiden går bekræftes af, at vi er gået fra at tilhøre de unge i kolonihaven til at tilhøre de gamle.
Det gode ved det er, at ideen om at komme ud i det grønne og at dyrke sine egne sunde grøntsager i en forening sammen med andre, stadig appellerer til nye generationer.
På den måde overlever en del af den aalborgensiske arbejderkultur, for det var jo arbejderne, der skabte kolonihavebevægelsen med dens særegne indhold af foreningskultur, selvforsyning og fællesskab.
Det betød også, at jeg kunne komme til koncert med Niels Hausgaard, som kommer fra Hundelev, hvor jeg boede en kort overgang i min barndom, og jeg fik mulighed for at tale Sankt Hans Aften i Fjordbyen, som er vokset ud af et selvorganiseret og måske lidt mere anarkistisk fællesskab end kolonihavebevægelsen.
Egholm-motorvejen
Her fik jeg anledning til at dvæle lidt ved den kendsgerning, at Sankt Hans, som så meget andet typisk dansk, er inspireret fra udlandet – ja noget af inspirationen kom fra Mellemøsten.
Mest begejstring var der dog for den del af talen, hvor jeg antydede, at når de onde ånder blev jaget væk af bålet, kunne man også håbe på, at det jog alle tanker om en motorvej hen over Egholm væk. Desværre tyder meget på, at der skal mere end et Sankt Hans-bål til for at opnå dette.
I det hele taget har genåbningen stået i arbejderkulturens og den folkelige kulturs tegn. Det har betydet, at jeg har udnytte muligheden for at kombinere en øl i Jomfru Aneparken med et værtshusbesøg i godt selskab.
Midt i det hele fejrede Vestbyens Erindringsværksted 20 år og benyttede også lejligheden til at indvi deres nye lokaler på Skydebanevej.
Skæbnens ironi betød, at det skete samme dag, som aftalen om en motorvej hen over Egholm blev offentliggjort, så jeg var nok ikke den eneste i Vestbyen, som havde behov for et kort øjeblik at tænke mere på fortiden end på fremtiden.
35 fabrikker i Vestbyen
Vestbyens Erindringsværksted har samlet ældre borgere i Vestbyen med det formål at bevare erindringerne om Vestbyens historie og ikke mindst historierne om de mennesker, der har boet der i 20 år. Det er historien om et arbejderkvarter, men også om et kvarter hvor boliger, fabrikker, værtshuse og skoler lå side ved side.
Over 35 fabrikker blev det til på sit højdepunkt.
I dag er der ikke mange tilbage – og det maritime miljø, som altid har været en vigtig del af Vestbyen trues af byfornyelse og ønsket om at tjene penge på ny smarte boliger med smarte beboere.
For mig blev denne dag anledningen til at se tilbage på tiden fra, da jeg for 50 år siden flyttede ind i Valdemarsgade sammen med mine forældre.
Tre-fire fra klassen gik i gymnasiet
Ofte beskrives det jo som om Danmark den gang var et samfund, hvor vi boede i de samme kvarterer og gik i de samme skoler – uanset hvilke sociale lag og klasser, vi kom fra.
Sådan var det ikke i virkeligheden.
Da jeg startede i 3. real i Poul Paghs Gades Skole, var der tre-fire elever, som var startet i gymnasiet.
De gik på Aalborg Katedralskole, hvor børn fra arbejderhjem næsten var lige så sjældne som børn af ledere, chefer, direktører og kapitalister var på Poul Paghs Gades Skole. Nogen få år tidligere var det usædvanligt, hvis bare en elev gik videre til gymnasiet.
Når man læser nogen af erindringerne fra Vestbyen kan man ikke undgå at bemærke, hvor usædvanligt, det var, når direktører og lignende børn gik på Vestbyens folkeskoler.
Der boede ikke mange af den slags i Vestbyen og hvis de boede der – sendte de børne på privat skole, som oftest Klostermarkskolen.
Vores boligkvarterer og skoler var mindst lige så klassemæssigt og socialt opdelte som i dag, så når vi i dag snakker om blandede boligkvarterer og skoler, snakker vi ikke om noget, som vi havde i fortiden, men om noget vi drømmer om i fremtiden.
Skadefryden mod AaB
Til gengæld fandtes der en større selvbevidsthed hos de arbejdere, der udgjorde kernen i disse gamle kvarterer, end vi ser i dag.
I starten af 70'erne var der ikke meget prestige i at starte på universitetet i disse dele af Aalborg.
Arbejderklubber som Aalborg Freja og Aalborg Chang havde store medlems- og fanskarer, som så med stor skepsis på AaB. Måske var AaB også dengang hele byens hold, men det var kun, når det gik godt. Skadefryden, når det gik skidt, var aldrig langt væk.
Besøget i Vestbyens Erindringsværksted var et herligt gensyn med det Aalborg, der eksisterede, da jeg første gang flyttede til Aalborg.
Det havde ikke meget med nutidens nationalromantiske opfattelse af fortidens Danmark at gøre, men indeholdt til gengæld mange værdier, som det er værd at tage med sig ind i fremtiden.