Den utilpassede kultur og kommunen

Da jeg i efteråret 1988 startede som bestyrer på 1000Fryd var ingen i tvivl om, at her var tale om et alternativ til de kommunale fritidstilbud og den kommunalt støttede kultur.

Belært af erfaringerne fra Marius Andersens lukning af det brugerstyrede Hus i Hasserisgade – og dettes genåbning som en kommunal institution, havde initiativtagerne til 1000Fryd selv skaffet pengene og købt huset.

Udgangspunktet var, at man ville være uafhængig af kommunen – og heller ikke være afhængig af støtte fra kommunen. Sådan var det stadig, da jeg kom til i 1988. Man fik lidt støtte til musikarrangementerne. Det var det hele.

Til gengæld var der sket et generationsskifte blandt brugerne. De gamle hippier fra Husets tid havde fået familie og arbejde. Så de havde helt frivilligt overladt 1000Fryd til en ny generation af Ungdomshus-aktivister.

Disse unge aktivister havde flere gange forsøgt at besætte sig til et Ungdomshus uden held, men slog til, da de helt fredeligt kunne overtage 1000Fryd.

Det var disse unge aktivister, som i 1988 valgte at ansætte mig til at efterfølge Anders Wested, som nok var den sidste overlevende fra 1000Fryds start, der stadig var aktiv.

Mit bidrag til 1000Fryd havde indtil da mest bestået i, at en del af det overskud, jeg gennem øldrikning på Cafe Victoria havde været med til at skabe her, indgik som en støtte til 1000Fryd.

Aalborgs svar på Ungdomshuset

1000Fryd udviklede sig i disse år til Aalborgs svar på Ungdomshuset i København, men udviklede sig alligevel meget anderledes. Vi havde ikke fået eller tilkæmpet os et hus af kommunen. Vi havde selv købt det – og langt hen ad vejen opfattede vi det også, som vores eget ansvar at skaffe penge til driften.

Det gik imidlertid ikke helt godt, og i 1989 var vi meget tæt på at gå fallit.

I den situation besluttede vi at gå til kommunen for at få hjælp til driften. Her var imidlertid ingen kære mor. Jeg fik klart at vide af den daværende direktør for Kulturforvaltningen, at før vi fik stoppet hash-salget på 1000Fryd, fik vi ikke en krone.

Problemet var, at der ikke var noget hash-salg at stoppe.

Mit indtryk var nu også, at kommune var ligeglad. Man ville ikke støtte os. 1000Fryd overlevede på grund af en helt fantastisk indsats fra unge mennesker, som her ydede mere end alle – inklusive dem selv – troede de kunne.

Alle elsker 1000Fryd

Alt det er historie. I dag elsker alle byrådets partier 1000Fryd – muligvis med DF som en undtagelse. Alle er enige om, at der skal være plads til den alternative, den skæve og den fornyende kultur. Så nu er alt godt - eller er det?

Nok ikke helt. I hvert fald melder flere historier på TV2Nord og Nordjyske om, at skatere og graffitimalere ikke føler, at de og deres kultur bliver taget alvorligt.

Velmenende – og formentlig også kloge og fornuftige – pædagogiske principper ser ud til at presse skatermiljøet ud af skaterhallen i Vejgaard. Flotte projekter med at få Østeraa op til overfladen i Karolinelund rammer skatere og graffitimalere.

De to ting har i grunden ikke noget med hinanden at gøre. De håndteres i to forskellige forvaltninger af helt forskellige mennesker.

Anderledes organiseret

Til gengæld er det bemærkelsesværdigt, at alle kommunalt indblandede i sagerne mener, at der er en god dialog. De kan vist ikke helt forstå, hvad problemet er. Hvorfor kan disse unge mennesker ikke bare indgå i de strukturer, vi i kommunen plejer at bruge?

Svaret er enkelt. Det kan de ikke, fordi de er vant til at organisere tingene anderledes – og ikke rigtigt kan se meningen med kommunens tilgang.

Udfordringen er, at hvis Aalborg Kommune vil have et aktivt street miljø med street-sport og street-kultur, så bliver vi nødt til at acceptere deres måde at organisere tingene på.

Marius Andersen kunne ikke acceptere hippierne på Huset. Hans efterfølgere havde det også svært i 80'erne med punk- og ungdomshusmiljøet. Nu er der kommet nye generationer til – og nye udfordringer.

Marius havde intet ønske om at være moderne og med på noderne. Det er blevet meget bedre siden.

Derfor bør vi også kunne finde løsninger, som respekterer skater- og graffitimiljøets kultur og deres måde at organisere tingene på.