Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Kulturen i de kommunale budgetforhandlinger

Set i lyset af de udfordringer, vi står over for ved de kommende budgetforhandlinger i Aalborg Kommune, kommer kulturen og kulturpolitikken næppe til at spille nogen rolle.

De økonomiske rammer, som økonomiaftalen mellem KL og regeringen har givet Aalborg Kommune, er så stramme, at det bliver meget svært at finde de nødvendige midler til at opretholde en kommunal service overfor udsatte børn og unge, ældre og mennesker med handicap på et nogenlunde acceptabelt niveau.

Det betyder ikke, at der ikke er forslag om at afsætte midler til kulturelle formål. Der ligger et forslag om at bruge over ni millioner kroner til at indrette udearealerne ved Kunsthal Spritten og Cloud City – og der er også et forslag om at afsætte 100 millioner kroner over en årrække til at flytte Aalborg Teater ud til Spritten.

Der er ikke noget galt med disse projekter – isoleret set, men hvis man tager det som udtryk for en kulturpolitisk prioritering, er jeg ikke enig.

Her synes jeg, at vi skal have meget mere fokus på et mangfoldigt kulturliv, som er med til at skabe et mangfoldigt byliv. Det er vigtigt, at Aalborgs kulturliv er for alle de mennesker, som bor i kommunen, og at der bliver sikret lige adgang til kulturtilbud, da kulturel dannelse bidrager til at skabe social lighed i vores samfund.

Nogle vigtige elementer i dette er:

Lige adgang til kultur: Alle skal have mulighed for at få kulturoplevelser, derfor skal alle museer og kulturinstitutioner have gratis indgang én gang om ugen, og der skal sikres nem adgang for handikappede til kommunens kulturinstitutionerne.

Kulturtilbud som i forvejen er gratis, som f. eks. Kunsthal Nord, skal styrkes økonomisk, så de har mulighed for at højne kvaliteten og rækkevidden af deres tilbud.

Mere kulturliv for børn: Der skal afsættes penge til at producere og vise mere kultur målrettet mod børn. Både på musikscenerne og teatrene. Som en del af indsatsen skal der sikres, at tilbuddene kommer ud til hele kommunen, så børn, der normalt ikke benytter kulturtilbud, får nemmere adgang.

Flere driftsmidler til allerede eksisterende institutioner og hermed mener vi også forsamlings- og kulturhuse i de små byer. Dette for at sikre at der ikke blot investeres i mursten – nye, flotte huse – men også i den daglige drift, løn og vedligeholdelse af bygninger mv.

Genoplivning af Act Quick-modellen i Kulturforvaltningen, sådan at det spontane kunst- og kulturliv styrkes.

Oprettelse af lokale kulturhuse i kommunen, eksempelvis i Vestbyen, Vejgaard, Nørresundby eller i de små byer. Her vil vi tage udgangspunkt i, hvor der er lokal opbakning til et sådant hus.

Der skal etableres værksteder og øvelokaler, til den udøvende og skabende kunst. Der skal sikres en billig adgang til at benytte faciliteterne og skabes gode udstillingsmuligheder.

Kommunale arbejdslegater til udøvende og kommende kunstnere. Vi forestiller os fire legater pr. år. De skal være rettet mod alle kunstarter (billedkunst, skulptur, musik, litteratur). Disse arbejdslegater skal understøttes med kunster residenser.

Støtte til musikkens vækstlag - rytmisk (bandmanagement, produktion og støtte til spillestederne, sådan at vækstlagets musikere kan betales tariffen ved optræden).

Kultur er for alle, så de bestående biblioteker skal opretholdes, og der skal laves bog/litteratur caféer i alle del af kommunen til borgere i alle aldre.

Det bliver næppe ved disse budgetforhandlinger, at vi kommer igennem med alle ideer, men det er dem, som kommer til at danne udgangspunkt for vores tilgang til de kulturpolitiske prioriteringer i disse forhandlinger.

Arkiv