Hvorfor lukker kulturen først og åbner sidst

Jeg tror, vi alle savner muligheden for at komme ud, få og have oplevelser med andre. Om ikke andet har coronaen tydeligt vist os, hvor meget vi er afhængige af at have oplevelser med andre.

Og det gælder uanset om det handler om koncerter, udstillinger, teater- og biografforestillinger, fodboldkampe på stadion, værtshusbesøg, aktiv deltagelse i sport eller andre fritidsaktiviteter. Vi savner – næsten – alle muligheden for at deltage i en eller flere af disse aktiviteter.

Set i det perspektiv kan det godt virke besynderligt, at kulturen hver gang er det første, der lukker ned og det sidste, der åbner op. Regeringens prioriteringer har været klare.

Vigtigst har det været at holde gang i produktionen i industri, landbrug og byggeri. Her har der stort set ikke været nogen restriktioner. Og selv om butikker, stormagasiner og andre er blevet ramt hårdt, så er det hele tiden kulturen, som lukker først, åbner sidst og får adgang til hjælpepakker sidst.

Kulturminister Joy Mogensen ramte nok meget præcist regeringens prioriteringer, da hun i foråret fik sagt, at det ikke var det rette tidspunkt at snakke om kultur på.

Måske skulle vi vende tingene på hovedet og næste gang åbne de kulturelle tilbud og de sociale aktiviteter op som noget af det første.

Vi har brug for fungerende fællesskaber og fælles oplevelser.

Hvis vi ikke har mulighed for det, påvirker det folkesundheden negativt.

Og efter nogle mørke måneder uden mulighed for flugt til varmere himmelstrøg og uden disse fælles oplevelser, er der brug for at sætte fuld skrue på fritidsaktiviteter og kulturelle oplevelser, når vi begynder at åbne op igen.

Hjælpepakker har svært ved at nå helt ud til alle dem, som sikrer, at der er et godt kulturtilbud. Det handler jo ikke kun om kunstnere og institutioner, men også de lydmænd og de scenearbejdere m.v., der får tingene til at ske.

Det bør vi fremover være mere opmærksomme på, men den afgørende hjælp til alle, der arbejder indenfor kulturen, er at sikre, at man har muligheder for at starte op, så snart det sundhedsmæssigt er forsvarligt.

Det forudsætter, at det økonomiske grundlag er i orden. Derfor var det godt, at vi i juni måned fik sikret, at der blev afsat 10 millioner kroner til den lokale kunst.

Det var ærgerligt, at vi ikke kunne finde ud af det selv, men skulle have en venlig påmindelse fra kulturlivet, men så gik det ret hurtigt med at få bevilliget pengene.

Det er helt indlysende, at der igen bliver brug for et ekstraordinært løft til kulturlivet i Aalborg efter den seneste nedlukning. Sundheds- og Kulturudvalget har afsat 150.000 kroner til post-corona aktiviteter, men det er slet ikke nok i forhold til de udfordringer, som kulturlivet i Aalborg står over for.

Måske skulle man overveje at gå i Odense Kommunes fodspor. Her har man givet 200 kroner i gavekort til de offentligt ansatte, som de kan bruge i restaurationslivet m.v.

I Aalborg kunne vi give et tilsvarende gavekort til oplevelser i kulturlivet. Det ville nok også smitte af på restaurationslivet. Jeg er næppe den eneste, som ofte kombinerer kulturelle oplevelser med  besøg på et spise- eller drikkested.

Hermed kunne vi også tydeligt vise, at vi både sætter pris på den indsats, de kommunalt ansatte har gjort, og på kulturlivet. For os kommer kultur ikke sidst. De skal ikke kun have det, som er til overs, når alt andet er betalt.

Kultur skal prioriteres.

En anden mulighed var at afsætte midler til, at økonomisk dårligt stillede borgere og familier får tilskud til at deltage i fritidsaktiviteter og kulturelle tilbud.

Da Udsatterådet fremsatte ønsket om at bevare det kommunale tilskud til Filmstriben i forbindelse med forhandlingerne om Aalborg Kommunes budget, understregede det, at behovet for og efterspørgslen efter kulturelle tilbud også eksisterer hos økonomisk dårligt stillede borgere.

Vi har brug for at prioritere kultur og fritidstilbud højere, hvis vi vil udvikle de fællesskaber og de fælles oplevelser, som kan give et bidrag til det gode liv.