En af ulemperne ved at være gammel er, at antallet af begravelser et støt stigende. Flere og flere af de mennesker, som har betydet noget for mig og for udviklingen af det Aalborg, jeg kender og holder af, forsvinder.
Tirsdag 3. maj var turen så kommet til Per Vinther – pladepusheren. Vejgård Kirke var fyldt, og det viser, at Per havde betydet rigtig meget for mange mennesker i Aalborg.
Per var et barn af arbejderbyen Aalborg, men også en af dem, som fandt sin egen vej og blev inspireret af det oprør og det nybrud, som prægede 70’ernes Aalborg. Han var i sin ungdom aktiv musiker og blev hele livet ved med at skrive tekster til musik og digte. Selv var han med i flere bands og satte på den måde et stort præg på Aalborgs musikscene.
Per Vinther drev også det lille aalborgensiske pladeselskab Pusher Records, som var først til at udgive Johnny Madsen, og han havde også ansvaret for at udgive Lars Lilholts ”Kald det kærlighed”. Før det blev et storhit og Lilholt folkeligt fælleseje. Selv om jeg ikke deler den folkelige begejstring for Lars Lilholts musikalske udvikling siden midten af 80erne, siger det alligevel noget om Pers betydning på den aalborgensiske musikscene og hans musikalske indsigt.
De fleste kendte nok Per som Pladepusheren. Her medvirkede han til, at mange fik øjnene op for ny musik, de aldrig havde hørt. Somme tider vidste Per, hvilken musik folk kunne lide, før de selv var klar over det.
Det var til gengæld ikke alt nyt, som Per Vinther brød sig om. Musik skulle spilles på vinyl, cd’er var for folk, som havde penge, men ikke kunne høre. Heldigvis nåede Per at blive så gammel, at han kunne opleve en ny generation give ham ret. Vinyl-pladerne fik et come-back, og cd’er fremstår nu, som en kort fejltagelse i musikhistorien.
I det hele taget viste Per godt, hvad han kunne lide, og hvad kan ikke kunne lide. På Aalborg-værtshuset Susan Himmelblå gjorde han sit til at fastholde et ordentligt niveau på musikken – ligesom han altid var villig til at give sit bidrag til, hvad der i øvrigt var godt og skidt i Aalborg.
Det førte til mange gode snakke, hvor vi bare blev klogere og klogere i takt med de øl, vi drak. Sin kærlighed til AaB og fodbold udlevede Per på Cafe Alpha – og det er nok en del af Per, jeg aldrig helt lærte at forstå.
Også som DJ på Pusterummet nægtede Per at sælge ud eller lefle for den ”gode” smag og de billige point. Per vidste, hvilken musik, der skulle spilles, og det skulle ingen blande sig i. En digtsamling blev det også til.
Ved præsentationen af denne, fik jeg min debut som digtoplæser – og allerede den gang, fik jeg at vide, at der var mange flere digte på lager. Det er der vist stadig – og nu må vi se, om vi andre nogensinde får glæde af dem.
Per arbejdede i en årrække i folkeskolen med børn, som havde særlige udfordringer. Det passede ham godt. Per havde det nok bedst sammen med de lidt utilpassede. Jeg er ikke i tvivl om, at Per har givet disse børn masser af spændende oplevelser. Jeg hentede i hvert fald meget inspiration til mit politiske arbejde med skoleområdet i mine samtaler med ham.
Per leflede aldrig for tidsånden – eller det politisk korrekte. Det kunne godt gøre ham lidt besværlig, men det var også det, der gjorde ham til et spændende bekendtskab. Det varer nok et stykke tid, før jeg vænner mig til, at han ikke længere sidder på sin faste plads på Susan Himmelblå.