Jeg sidder i køen i en tildugget bil udenfor Molslinien i Århus havn. Vi kørte ca. tre timer for tidligt fra Aalborg på grund af sneen. Men al trafik kørte som den skulle, så nu sidder vi her og venter.
Jeg skulle lige til at sende min klumme (der er deadline i dag), men så bad jeg min mand om at læse den først. Big mistake. Han siger den er for dårlig. Den handlede om perfektionisme. (Oh the irony.) Men jeg elsker hans ærlighed. Så nu sidder jeg her uden en klumme at sende, fredag aften, på en færge på vej til København.
I stedet for noget om perfektionisme, vil jeg fortælle jer om min dag. Den har faktisk været ret fed. Trods stigende coronatal og al mulig grund til bekymring som teaterchef.
Skitseaflevering
Jeg har haft skitse-aflevering i dag. Det er den første præsentation for alle ansatte af den forestilling jeg skal lave til foråret. Det er faktisk et stykke jeg har drømt om at instruerer i 15 år.
"Betty Blue". Måske husker I filmen? Fransk, erotisk 80’er film om kærligheden når den er mest mørk og helvetisk. Men til gengæld ikke til at værge sig mod. Fatale kærlighedshistorier - min yndlingsgenre. Og her bliver der ikke holdt noget tilbage. Betty bliver til sidst kvalt af sin elskede med en pude på hospitalet. Der har hun allerede revet sit ene øje ud. Stukket nogen igennem hånden med en gaffel. Sat ild til et hus. Sprættet et ansigt op med en kam. Kidnappet et barn.
Jeg har altid været interesseret at begrebet ubetinget kærlighed. Findes den? Kan man elske et menneske uanset hvad? Uanset omkostning. Uanset smerte. Uanset at den ødelægger ens eget liv. Og hvis den gør - er kærligheden så prisen værd?
Min Betty
Jeg har valgt at lave min Betty som musikforestilling. Min anden yndlingsgenre. Så det bliver ny-fortolkede franske hits blandet med de største kærlighedssoundtracks gennem tiderne.
Vi præsenterede i dag en scenografi med udskiftbare gips- og træplader som skuespillerne kan male turkise og lyserøde hver aften. Vi har en bil på scenen, som vi håber kan hejses op i loftet. Der er en masse sand. Der er alle vores nyindkøbte røg-maskiner og jeg håber også vi kan investerer i en ny kæmpestor vindmaskine. Less is more har aldrig været mit favoritudtryk. Jeg elsker når det er for meget. Når meget kalder på endnu mere. Når alle parametre skrues op på max. Jeg vil blæse publikum bagover. Jeg vil opfylde dem med håb og kraft og smerte og inspiration.
Men det er altid nervøst med en skitseaflevering. Også selvom man selv er chefen. Det er første gang man skal dele sine idéer. Og man ved bare, at det bliver en lang og hård proces, hvis holdet ikke tænder på projektet. Så intet gør mig gladere end når jeg kan mærke begejstringen! Når alle går i gang med at braine på de udfordringer, der er, i stedte for at se dem som problemer. Hurra det er sjovt at lave teater.
Så gør det ikke så meget, at man skal skrive sin klumme om. I får historien historien om perfektionisme en anden dag. God weekend!