1 time og 5 minutter. Det er så meget dagen er tiltaget i dag. Flere hundredetusinde mennesker har fået det første stik. Trump er sendt afsted for evigt til Florida. Jeg ser små grønne tulipanskud (tror jeg, det er?) komme op af jorden i min lillebitte have. Foråret er på vej, siger jeg til mig selv.
Jeg er et utroligt positivt menneske. Måske irriterende positivt.
Jeg tror altid på, at alt kan lade sig gøre, og at alt nok skal løse sig. Og ikke bare løse sig, men at det nok også bliver pissehamrende godt. Jeg startede som chef på Teater Nordkraft midt under den første coronanedlukning, og jeg skal love for, at vi har holdt humøret højt!
Men nu skal jeg altså ærligt indrømme, at trætheden kommer snigende. Nej, ikke snigende. Væltende. Jeg er usigeligt træt af korte udmeldinger. Sætningen ”vi krydser fingre”. Premierer, som ikke blev til noget, hele forestillinger som ikke blev til noget, forestillinger som skal forberedes selvom man ved, de ikke bliver til noget.
Billetter som skal ombookes, og som to uger senere skal ombookes igen. 10 timer i træk på zoom. Ændrede planer igen og igen og igen.
Sidste prøvedag på Dekalog
Midt i sidste prøvedag for vores forestilling Dekalog, måtte jeg hive hele holdet ud af premierenerverne og det sidste intensive arbejde på scenen for at se pressemøde.
Beskeden var nedlukning af alle teatre med virkning fra 3,5 time inden premieren, dagen efter. Om aftenen lavede skuespillerne en fuldstændig glædesløs og alt for lang gennemspilning for et videokamera.
I stedet for forpremierepublikummet, som måtte aflyses i sidste øjeblik, sad vi en lille håndfuld bedemandslignende damer fra administrationen. I midten den sorteste, mest sammenbidte undskyldning for en teaterchef, som ikke var i stand til at sige et eneste opmuntrende ord bagefter.
Instruktøren var der trods alt mere liv i – han tog sygeplejerskekostume på og sprang i poolen på scenen. Formålet med denne udskejelse var, sammen med de komplet fladmaste skuespillere, at lave en lille improviseret videohilsen til det aflyste publikum. Det blev desværre så sørgeligt forkrampet, at vi ikke nænnede at sende det ud.
Jeg hader brok
Jeg hader at brokke mig. Jeg besluttede i foråret, at jeg ikke skulle blive én der brokkede mig under coronakrisen. Det var ligefrem en kollektiv beslutning, vi tog på teatret. Vi skulle forblive positive og arbejde os ud af krisen. Tro på at kriser føder kreativitet.
Og det har den også gjort. Vi har knoklet og været stolte af resultaterne.
Men så kom den der anden bølge, som man jo vidste ville komme, men som man alligevel havde svært ved helt at erkende virkeligheden af. Og nu står man så og brokker sig.
Jeg er nået til det punk, hvor jeg tænker, at det ville være usundt ikke at give sig selv lov til at være ked af det. Og irriteret. Så midt i al fingerkrydsning og håbefuldhed over faldende coronatal, så er der også blevet tudet en hel del på Teater Nordkraft den sidste tid. Over alt det spildte arbejde, de tabte forestillinger.
Digitale teaterformater
Over hele landet skyder nye digitale teaterformater op lige nu. Jeg er så imponeret over alle, som kaster sig ud i det projekt at lave digitalt teater. Man aner ikke, hvad man begiver sig ud i. Man har ingen som helst fornemmelse af, om det kommer til at lykkes, eller om det overhovedet kan lade sig gøre.
Vi ved jo alle sammen, at teatrets es i ærmet er, at det er live, men alligevel trodser vi den viden og kaster os ud i skærmteater. Det ligger heldigvis i kunstens natur at være dumdristig.
Vi lavede ”Dig og mig ved Daggry” som en forestilling på Zoom i foråret på Teater Nordkraft - gik det overraskende godt.
Derfor har jeg hele tiden tænkt, at den vej kan vi jo altid gå, hvis det lukker ned igen.
Men så lukker det ned igen, og man indser at så enkelt er det ikke. Det skal give mening både kunstnerisk, økonomisk og tidsmæssigt. Man have en unik idé og et stof og en iscenesættelse, som egner sig til et skærmformat. Og tid og penge til at folde det ud.
Lige nu var mulighederne der ikke for os.
Så i stedet har vi flyttet så meget vi kan til næste sæson, og forbereder lige nu en ny forestilling med premiere til foråret.
Fordi der kommer sgu et forår!
Ud af al frustrationen kommer der også kraft!
Sammenhold
Og sammenhold! Er der noget som er kommet ud af den her krise – så må det være sammenhold.
Vi har aldrig været så tæt sammen som teater før. Kampen for at være den bedste udgave af sig selv på trods af alle urimelige krav og opgaver, har styrket vores sammenhold.
Vi har heller aldrig været så sikre på, at publikum vil os, som nu. Hver gang vi sender dem endnu en nedslående og skuffende besked, får vi kun varme og en rolig forventning retur: det bliver godt igen.
Vi har aldrig solgt billetter så hurtigt som i august 2020. Jeg tror på, at når vi åbner igen så går det amok. (Nu er jeg tilbage til mit almindelige positive jeg)
Så - imens vi venter på genåbning og sæsonens sidste premiere, syr vi sejlene til næste sæson. Den bliver vild, kompromisløs og varm. Jeg satser stærkt på at sæson 21-22 bliver Teater Nordkrafts bedste sæson nogensinde.