Skip to main content
Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

Håb for kulturlivet

Debatten om genåbningen af Danmark er rødglødende, og der kæmpes fra mange sider for at få udsigt til, i hvilken rækkefølge og hvornår aktiviteter og erhverv kan åbne. 

Ikke mindst festivaller, markeder og andre større begivenheder venter utålmodigt og neglebidende på besked. For godt nok er der for nylig vedtaget hjælpepakker til disse, men hvordan vil det gå med de folkekære traditioner, som eksempelvis Nibe Festival og Hjallerup Marked, hvis arrangører og deltagere igen i år må stå tilbage med et aflyst arrangement og en lang næse?

Kan økonomien bære - og hvad med alle underleverandørerne, foreningerne og lokalområdet, som hvert år bidrager og holdes liv i med hjælp fra det lokale arrangement?

Og vil vi danskere få ændrede vaner fremover, hvis ikke traditionerne holdes i live?

Der er masser af spørgsmål og usikkerheder, som alle involverede stiller sig selv og hinanden. 

Vi må have et coronapas

Men så kom forslaget om coronapasset på banen. Et coronapas, der kan opnås ved enten, at du har modtaget COVID-19 vaccinen, er testet positiv for antistoffer eller er testet negativ for coronavirus. 

Forslaget blev fremlagt af Venstre og spillet ind i forhandlingerne på Christiansborg med det formål, at et coronapas kan blive adgangsgivende for at deltage i aktiviteter i samfundet igen, herunder festivaller med mere.

Efter mange forhandlinger har der nu vist sig at være politisk opbakning til at få udviklet og bragt et coronapas i anvendelse, så nu mangler vi blot at få fastlagt, hvornår et sådant pas kan blive køreklar til at festivaller og markeder samt andre store arrangementer igen kan blive en årligt tilbagevendende tradition, som vi kan glæde os til at deltage i. 

Tak til alle jer frivillige

For vi skal have vores kulturliv tilbage inden for ganske kort tid. Vi danskere higer efter at komme ud og se andre mennesker, skråle med til koncerter og føle at vi lever. Så derfor: lad denne svære coronatid være en påmindelse om, hvor meget kulturlivet tilfører os af livskvalitet, og hvor taknemmelige vi skal være for alle de fantastiske arrangementer, festivaller, markeder og begivenheder som vores landsdel byder på under mere normale forhold.

Men ikke mindst en varm tak til alle de arrangører og frivillige, der hvert år får det til at ske. Vi glæder os til at være sammen med jer igen lige om lidt.

Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

  • Denne klumme skrives på skift hver tirsdag af Maja Torp (V), Jørgen Andersen (SF), Vibeke Gamst (K) og Per Clausen (EL)
Arkiv