Skip to main content
Lørdagsklummen

Vi må blive kloge af det ukendte

Vi må blive kloge af det ukendte...

En overskrift, der kan sætte mange tanker i gang - og der er bestemt et utal af ukendte ting, som man burde udfordre sig selv med, og i denne uge i Aalborg har du muligheden for at gøre netop det. Der er nemlig operafestival i Aalborg, og der er i sandhed noget for enhver smag!

Hvordan har du det med opera? Skal du lige smage lidt på ordet et par gange, før du er helt sikker på, hvad du skal svare?

Eller udbryder du indenfor to millisekunder, at det kan du i hvert fald ikke lide - eller måske er du helt tosset med det? .. Og hvad er opera egentlig?

Engang syntes jeg, at opera “bare” var sangere, der sang med deres tunge nede i deres hals på et uforståeligt sprog, og det var typisk en helaftensforestilling.

Måske skyldes det, at det er netop den form for opera, jeg blev udsat for i mine spæde ungdomsår, og fordi det bare ikke har været det rette tidspunkt til, at jeg kunne blive grebet af den genre.

Nu er det anderledes

Men nu har jeg det helt anderledes … eller semi-anderledes. Jeg har i virkeligheden blot fundet ud af, at opera ikke kun halslyde og lange toner, men at det kan være så meget andet.

Opera er kort fortalt et samarbejde mellem musik og tekst. Man kan kalde det for en klassisk musical, og så foregår det typisk i en koncertsal i fine klæder – skuespillere/sangere såvel som publikum. Men operafestivalen viser os i denne uge, at sådan behøver det ikke at være. Her træder klassiske sangere ud af deres vante rammer og møder publikum der, hvor de er, og det kan jeg lide.

Jeg elsker at blive udsat for kultur ude i den by, jeg så tit går rundt i, og hvor  vi alle kommer med åbne sind. For ja: vi nordjyder er nysgerrige, men også beskedne og til tider tilbageholdende Måske opsøger vi ikke altid kulturen, selvom den befinder sig lige bag murene i Nordkraft eller Musikkens Hus. Men så er det godt, at den kan opsøge os!

Opera på biblioteket

Jeg har i denne uge blandt andet hørt opera ved Hovedbiblioteket og fra altaner, jeg har været til en prøve på en opera, der har premiere i oktober, og så skal jeg til verdenspremiere på operaen: "Nordkraft - the opera" baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn.

Jeg har vist haft lidt tendens til at være lidt for fordomsfuld og tænkt, at opera er kedeligt og poleret, og man kan gætte næste skridt hver gang.

Men når man trækker det ud i bybilledet, finder man ud af, at det er virkelig god musik, som nogle mennesker skal have i små bidder, og andre kan æde råt.

Og så har vi altså med nogle sangere og musikere at gøre, som elsker deres fag, og som meget gerne vil åbne deres opera-verden for dig som lytter – og de er superdygtige!

Dette skriv er for dig, der har lyst til eller brug for at opleve noget nyt. Hvis du har mod på det, så kast dig ud i operafestivalens sidste to dage, hvor du blandt andet kan opleve en masse på C.W. Obels plads.

Vi bliver så kloge af at kaste os ud i ukendte ting, og måske netop også de ting, som vi tror, vi ikke bryder os om. Hvem ved? Måske åbner dine øjne sig ligesom mine.

 

Foto: Nicholas Cho Meier/Musikkens Hus

Lørdagsklummen

  • Denne klumme skrives på skift af Liv Lund (korleder), Nicolaj Holm (AKKC), Bent Stenbakken (Kulturen.NU), Hans Henriksen (Aalborg Teater), Sine Kildeberg (Vendsyssel Kunstmuseum), Jørgen Pyndt (journalist, Ordkraft med mere), Max Melgaard (Kulturen.NU), Johannes Andersen (Aalborg Universitet) og Minna Johannesson (Teater Nordkraft)
Arkiv