Skip to main content
Rød stue/Blå stue

Vi kæmper videre

Siden min sidste klummeskrivning er der jo sket det epokegørende, at der er indgået et infrastrukturforlig i Danmark, hvor det er besluttet, at der fra 2025 skal påbegyndes et anlægsarbejde af en 20 km lang firsporet motorvej gennem den vestlige del af Aalborg hen over øen Egholm og gennem Nørresundby og Lindholm.

Herudover skal vi også regne med en 5-6 tilslutningsanlæg. Det forventes, at forbindelsen kan tages i brug i 2032.Så skulle man måske tro, at den ged barberet, men det er jeg slet ikke overbevist om.

Kort tid efter beslutningen om Egholmforbindelsen offentliggjorde TV 2 Nord en undersøgelse, der viste, at 45% af aalborgenserne er imod en Egholmforbindelse.

Kun 32 % er for en Egholmforbindelse.

På Amager Fælled har vandsalamanderen sat en stopper for et stort byggeri på Amager. Arten er fredet i EU-regi. På Egholm er der også sjældne dyre- og plantearter, som man vil undersøge fredningsbestemmelserne for.

I Tyskland oplever vi i øjeblikket store områder blive oversvømmet, og byer og områder står under vand. Forskere og politikere i Tyskland er helt enige om, at de fatale ødelæggelser er et resultat af klimaforandringerne.

Vi oplever også i øjeblikket store forandringer i arbejdspladskulturerne, som forhåbentlig medfører langt mere hjemmearbejde og hermed langt mindre trafik på vejene.

Medvind på cykelstien

Alt i alt udviklinger og undersøgelser, som må påkalde sig alvorlig politisk opmærksomhed ift. demokrati, trafikforandringer, klima, natur og miljøforhold. Samtidig er borgerbevægelsen mod Egholmforbindelsen, andre bevægelser og politiske partier i bevægelse for at få ændret beslutningen om at spærre Aalborg inde af motorveje.

Et kommunalvalg venter i november, og det bliver uhyre spændende, om modstanderpartierne af Egholmforbindelsen får medvind på cykelstien. I givet fald vil det give en stor gejst ift. den fortsatte modstand mod Egholmforbindelsen.



Jeg synes, vi skal passe rigtig godt på vores dejlige by, Aalborg, og på vores miljø, klima og natur. Og jeg håber selvfølgelig på, at det lykkes at få Egholmforbindelsen begravet. Det er så forbandet ærgerligt, at man vil ødelægge store dele af en by, der ellers hitter på mange parametre ift. byudvikling.

Vi oplever i øjeblikket en midtby, der forandrer sig med lynets hast. Det er dejligt at opleve tiltag, som lægger vægt på at prioritere samvær, grønne områder, at skabe gode stemninger og ikke mindst at reducere bilisme og for meget trafik i Midtbyen.

Vi venter alle spændt på, at projektet fra Nytorv til Nordkraft står færdigt i 2024. Men allerede nu kan man mærke, hvor attraktiv Midtbyen er kommet og kommer til at tage sig ud. Omdannelsen er opdelt i flere etaper, der starter ved Østerågade i vest og slutter ved Østerbro og Nordkraft i øst.

Perlerække af nye byrum

Det er visionen, at strækningen skal indeholde en perlerække af nye byrum. I dag kan vi fornemme, hvordan Nytorv, som tidligere var et misfoster af et torv, nu begynder at åbne sig og indbyde til hygge og fællesskaber, hvor det grønne får godt fodfæste, og hvor bænke og siddepladser i alle afskygninger begynder at fyldes med mennesker.

Og det varer ikke længe, førend de første cafeer skyder op på pladsen.

Nytorv vil blive ankomstpladsen til Midtbyen, hvor Plusbussen, cyklende og gående vil runde torvet. Her vil mange mødes og nyde livet.

Pladsen er det absolutte knudepunkt i Aalborg, hvor både gågader, middelalderbyen og havnen mødes.

Jeg kan også godt lide den vision, der ønsker at fastholde hele strækningen fra John F. Kennedys Plads til Toldbod Plads som et sammenhængende strøg og en boulevard med god plads til fodgængere, ophold, udeservering og grønne elementer.

Alt i alt er der heldigvis masser at glæde sig til, når hele projektet fra Nytorv til Nordkraft er færdigt i 2024 – og kunne vi så forhindre realiseringen af den firsporede motorvej i 2025 i den vestlige del af Aalborg, så ville Aalborg for alvor præsentere sig som en attraktiv storby.

Rød stue/Blå stue - de kulturpolitiske klummer

  • Jørgen Andersen er tidligere SF-byrådspolitiker for SF. Formand for Midtbyens Samråd og Brugerrådet i Haraldslund.
  • Denne klumme skrives på skift af Jørgen Andersen, Vibeke Gamst (K), Per Clausen (EL) og Maja Torp (V)
Arkiv