Indrammet og sømmet fast

René Magrittes maleri fra 1929 af en pibe med påskriften Ceci n'est pas une pipe (Dette er ikke en pibe) er godt at blive klog på. Udsagnet er jo både rigtigt og præcist.

I første omgang er det et billede af en pibe, og derfor er udsagnet rigtigt. Det er et billede og ikke en pibe.

Men vores traditionelle måder at tænke på protesterer samtidig, for det er jo netop en pibe, der er på billedet. Og vi har i mange sammenhænge let ved at forstå, at når vi ser billedet, drejer det sig om en pibe. Derfor reagerer vi også på teksten, for den er jo forkert. Det er da en pibe.

Billedet hedder "La Trahison des images" (Billedernes forræderi), og spiller på vores almindelige opfattelse af sammenhænge mellem billede og virkelighed. Hvor talte ord og skrevne tekster beskriver et udsnit af virkeligheder, har vi for længst vænnet os til, at billeder i givne udsnit er en gengivelse af virkelighed.

Derfor vælger vil meget hurtigere at se nyheder på TV, end at høre nyheder på radioen eller læse nyheder i avisen. Det at se med egne øjne giver umiddelbart en større troværdighed, end det at høre eller læse. Også selv om tv-nyheder tekstmæssigt ofte kun fylder et par side i en avis.

Derfor er det et spændende spil om sammenhænge mellem billede og virkelighed, Magritte har sat på sporet. Sammenhænge der stadig spiller os et pus.

De to tomme billeder

På Kunsten i Aalborg hængte der for nylig to ’tomme’ billeder. Ja, det er vel kun billedrammerne med glas og det nøgne bagstykke, der hænger der. De to billeder er skabt af Jens Haaning.

De er blevet til i en proces, hvor den oprindelige idé var at vise, hvor meget forskellige personer tjener, ved hjælp af virkelige penge, sat i glas og ramme. Haaning har tidligere lavet og udstillet to billeder med henholdsvis en østrigsk og en dansk årsløn. De skulle nu gentages på Kunsten.

Der var altså ikke tale om en rigtig løn, og heller ikke om et bilede af en rigtig løn, men en billedramme med penge, der svarer til en rigtig løn.

Og så kunne man jo eksempelvis spekulere over, hvorfor det ene billede var større end det andet.

For at kunne realisere kunstværket, lånte Jens Haaning pengene til formålet af Kunsten, i alt 532.549 kr.

Indsat på hans Nemkonto af Kunsten. Med aftale om, at pengene skal retur, når udstillingen af billederne er overstået.

Men her sker der noget i den kreative proces. Jens Haaning ser sit snit til at tage pengene, og løbe med dem. Eller rettere, at sætte dem ind på en anden konto, eller hvor de nu er blevet puttet hen. Derfor omdøbte han de to billeder til "Take the Money and Run", og sende to ’tomme’ billeder til Kunsten, der hængte dem op med angivelse af den nye titel.

Kunstneren intervenerer

Nu spiller billede og virkelighed sammen på en ny måde. Kunstneren har interveneret i sit eget billede, som ikke bare var billede men også virkelighed, al den stund, at der var tale om rigtige penge.

Og alene udtrykket rigtige penge er jo interessant her.

For penge er jo strengt taget ikke andet end papir med nogle tal, billeder og kruseduller på. Men de har den status, at når man vifter med dem, kan man udveksle dem med smør, havregryn, vin og andet godt.

Så selv om de fleste rigtige penge kun er billeder, så opfører vi os, som om de er noget andet end billeder. De er en særlig dimension i virkeligheden, der kan styre vores adfærd, sådan som det skete for kunstneren.

Jens Haaning blev nemlig i processen selv fristet af det, penge kan gøre, nemlig åbne døre for endnu mere smør, havregryn, vin og andet godt. Derfor tog han dem og løb med dem. Hen til et sted, hvor de ikke kan findes. Tilbage er kun de tomme rammer.

Også her spilles der på forholdet mellem billede og virkelighed. For billederne er der jo. Umiddelbart bare som tomme rammer, og dermed ingenting, men de er der jo også som virkelighed, for de er jo netop tomme. Og den tomhed er en ny virkelighed.

Hvor de to billeder oprindeligt skulle have fortalt om indkomstforskelle i verden, afdækker de nu nye sider af penge som papir med en særlig betydning. Man kunne have vist en pengeseddel og skrevet nedenunder: Det her er bare et stykke papir med et billede på.

Og det ville have været både rigtigt og forkert. Og vi har med de nye billeder fået interessante indsigter i det med penge.

Nu viser de tomme billeder også noget om penge som en fristelse, og dermed gammelkendte sider af menneskets begær. De tomme billeder er ikke bare tomme.

De fortæller om begærets magt over mennesket. Om de trusler, der kan komme fra et menneske, der ikke helt kan styre sine følelser og begærligheder. Man kunne altså også ha skrevet i det tomme billede: Der kom et rigtigt menneske forbi.

Hvis jeg nu nappede billedrammerne

De to billeder af Jens Haaning er taget ned nu. Og står et passende sted. Og så er det, at jeg føler mig fristet. Til lige at liste forbi og snuppe et af dem. Formodentlig det lille, for det kan jeg lige klare i en håndevending. Og så ville billedet være forsvundet. Og kunsten ville vise nye sider af mennesket, billeder og virkeligheder.

For et stjålet billede er jo forsvundet. Og skulle nogen finde ud af, at det er mig, der har snuppe det, så ville jeg til hver tid hævde, at jeg ikke har taget et billede.

Jeg har bare taget en billedramme, som jeg troede, var blevet smidt ud. Jeg stod lige og manglede en ramme til et billede, og da jeg går ind for genbrug, havde jeg bare snuppe en tom ramme, der var ved at blive smidt ud.

Nu hang billedrammen på min væg. Med et af mine billeder i. På den måde var virkeligheden pludselig blevet til en banal billedramme – igen.

Så de må hellere sømme billedrammerne godt fast på Kunsten, hvis ikke virkeligheden skal tage nye drejninger. Også selv om de endnu ikke har betalt for rettighederne til at vise de to tomme rammer på billeder...