I en krig, hvor et land i Europa angriber et andet, går der ikke lang tid, før historiens vingesus manes frem i form af skygger af menneskets ondskab. Man kender dem alt for godt, og alligevel er de blot uklare skygger, der dagligt bliver konkrete i et ubehageligt glimt.
Man vil gerne lære af dem, og samtidig undgå dem.
De rammer hårdt med afmægtighed. Og nu står de der igen, med daglige påmindelser om, at tingene ikke er, som de plejer at være, og at det kan gå ud over os alle. Også i Danmark.
Derfor er en meget påtrængende følelse hos mange et ønske om, at man hurtigst muligt vender tilbage til det ’normale’. Til en tilstand med økonomisk vækst i stabile rammer, et stigende forbrugsniveau og et rum for fornuftige politiske beslutninger.
Samtidig med at konkrete udtryk for menneskets ondskab kan manes ned i fortrængningen igen, og vi kan koncentrere os om Badehotellets og den serielle kulturs udsigter til blå himmel og evigt solskin.
Krig øger behovet for det ’normale’. Altså for genopretning af en stabilitet, der af de fleste kan opfattes som ’normal’. Selv om det også er en tilstand i konstant forandring.
Vi står samtidig i en situation, hvor der skal foretages nødvendige prioriteringer, ikke mindst i forhold til klimaet, der af mange opfattes som den næste udfordring i forhold til det ’normale’. Hvad vejrligets foranderlighed og den smeltende is på polerne dagligt minder om.
Her åbnes der for en ny modsætning: På den ene side samles dem, der vil redde skindet på næsen ved at satse på fremtidens teknologi, mens man fortsætter med olie, gas og kul, og så ellers udsætter den klimapolitiske omstilling af forbrugsmuligheder og spisevaner til de nye tider.
På den anden side samles dem, der vil benytte den aktuelle krise til at skære dybt, og virkelig sætte ind med en drastisk omstilling af energiforbruget. Ud fra devisen om, at når vi nu alle lider afsavn, kan vi lige så godt satse stort og forlade alt det, der er sort.
Krigen har på denne måde flere forskellige konkrete udtryk, som ikke engang behøver at have noget direkte med hinanden at gøre.
Sideløbende med denne fundamentale modsætning åbnes der for flere andre. Ikke mindst som konsekvens af, at det fælles informations- og vidensniveau smuldrer mere og mere, i takt med udbredelsen af mere og mere privat redigerede nyhedsstrømme.
Her kan myter om eksempelvis eliter meget hurtigt få ben at gå på, fordi alle mangler noget, som en elite – et eller andet sted – har alt for meget af. Her er der basis for massive populistiske fremstød, båret af angst, frustrationer og uvidenhed.
Konsekvensen kan være en voksende politisk ustabilitet i de fleste europæiske lande. Først og fremmest i form af svage regeringsdannelser og store grupper af frustrerede borgere.
Kulturelt vil et stigende antal nationalromantiske kulturindslag blive mødt med bedrevidende positioner, baseret på det ’politisk korrekte’ snæversyn. Her er der ikke megen plads til kulturel mangfoldighed, og almindelig kulturel dannelse.
Alt er tilgængeligt, og man vælger helt selv, hvad man vil streame, og så behøver man ikke at tænke på den menneskelige ondskab, man i skæret fra krigen arbejder på at fortrænge.
Her er der brug for mangfoldighedens kultur. Den der er bevidst om sit eget udtryk, samtidig med at det er tolerant overfor andre. I kulturen lever man nemlig hele tiden af hinanden.
Af at gøre tingene anderledes, og på den måde åbne for en fælles forståelse af livets uoverskuelige ondskab og muligheder for at undgå den selvsamme ondskab. Samtidig. Ikke mindst kulturen kan – i bedste fald – indkapsle krigen. Ikke som konkrete kampe, men som en bevidst handling, der søger freden. Vi skal kort sagt tage kulturens mangfoldighed alvorlig.
Samtidig med at vi må konstatere, at Europa allerede før krigen var en verdensdel på tilbagegang. Økonomisk, kulturelt og befolkningsmæssigt. Denne tilbagegang får nu en tak ekstra, i skyggen af en krig, der er umulig at forstå og forlige sig med.
Her er der ikke bare brug for kultur. Her er der brug for ny kultur, der netop tager disse store spørgsmål under behandling.