Julian Assange

I disse dage burde der være en sag og et navn, der stod på alle avisers forsider: julian Assange.

I øjeblikket er ankesagen i London om udlevering til USA i gang. Taber han den, er det slut med alle mulige illusioner om pressefrihed i det, vi kalder den vestlige verdens liberale demokrati. Taber han er det helt slut. Så kan enhver journalist eller redaktør risikere et helt liv i fængsel for at have publiceret hemmelige, men sande oplysninger om overgreb, som  magthaverne har gjort, hvis de har fået oplysninger enten ved en lækage eller fordi en insider har henvendt sig.

Hvis det nu også her i vesten bliver muligt at gå efter budbringeren, er den frie presse færdig. Ikke flere Watergate-afsløringer. Ingen avisredaktion vil længere kunne risikere de konsekvenser som en udlevering af Julian Assange vil indebære. Selvcensuren må allerede nu siges at være relativ stor i vores hjemlige medier – nu bliver den total og vi overgår til en totalitær situation. Ingen fjerde statsmagt. Ingen fri presse. Punktum.

Fra helt til udstødt

Julian Assange skæbne beskriver med den største tydelighed, hvad der er råddent i den liberale, vestlige verden. Assange er gået fra at være de liberale og venstreorienteredes helt, da han lækkede afsløringer om overgreb i Kina og Rusland, da han afslørede umulige tilstande med skattely og såkaldt corporate power.

På højden af hans popularitet gav hans afsløringer grundlag for maser af priser og hædrende udtalelser til enkelte journalister og medier som New York Times, The Guadian og norske Aftenposten, men helt sikkert også i danske medier. For det var jo centrale sandheder om graverende overgreb, som Wikileaks kunne afsløre.

Højdepunktet var videoen som viser, hvordan en amerikansk helikopter dræber en stribe civile mennesker på en plads i Bagdad. Blandt dem Reuters journalist. Sådanne krigsforbrydelser blev overbevisende afsløret, og vi fik med vores egne øjne syn for, hvordan den præcise, kirurgiske og humane krigsførelse, vi er blevet fortalt om, fungerer i virkeligheden.

Det ændrede sig i 2016

Men pludselig efter en lækage om korruption i Det demokratiske Parti i USA i 2016 skete der en ændring i vores forhold til personen Julian Assange. Fra at være de liberale og venstreorienteredes helt, blev han udstødt.

I løbet af de seneste år er der ikke skrevet meget positivt om ham. Han er blevet kaldt en russisk aktivist, en voldtægtsforbryder, og de medier, som tidligere hjalp og forsvarede ham og ikke mindst brugte hans materiale i sine mange prisbelønnede artikler, vendte ham ryggen. Det gjorde for eksempel de ovennævnte aviser. Han var ikke længere vores yndling. Han blev deres protagonist.

Utallige portrætter og film blev der lavet om ham, som viste en lunefuld, paranoid, selvcentreret, sexafhængig narcissist, der ikke var til at stole på.

Hele fortællingen om helten og pressens yndling blev vendt på hovedet. Det gælder ikke kun avisredaktioner og journalister, det gælder også stater – også neutrale stater som Sverige. I det liberale samfunds demokratiske vugge England og London. Og bag alt dette skjuler USA sig og siger, at de intet har med sagen at gøre.

Tror ikke på svensk retsvæsen

Assange hævder, at når han ikke vil møde i en svensk retssal, så er det fordi, han tror, han vil blive udleveret til USA. USA benægter selvsagt. Sverige benægter.  Men Assange fik ret igen. Det er nemlig sådan med sandheden: Den har det med at komme for dagen. For når den svenske voldtægtsklage blev trukket tilbage og ambassadens beskyttelse forsvandt, blev han arresteret af britisk politi og begæret udleveret til USA for at have bedrevet spionage.

I disse dage afgøres sagen i retten. Det, som gør sagen og sigtelsen så alvorlig og speciel, er, at Julian Assange ikke er Chelsea Manning eller Edward Snowden. Han er ikke vagthunden eller whistlebloweren, som har lækket fortrolige oplysninger og brudt sin tavshedspligt. De kan og skal sigtes og dømmes uanset hvor rigtigt det er, det de har gjort. Assange og Wikileaks kan ikke sigtes og dømmes på samme måde, fordi de var budbringeren, mens det var pressen, som formidlede lækagerne.

Slut med den frie presse

Pressefrihed betyder, at man kan netop gøre dette uden at blive retsforfulgt. Det er her humlen til selveste vores pressefrihed ligger. Og taber Assange retten til at gøre dettte, er det slut med den frie presse – også i den vestlige verden.

Så uanset hvad man måtte føle og mene om personen Julian Assange, så er sagen, der snart skal finde sin konklussion i London nok den vigtigste test på om der overhovedet er noget principielt vigtigt i vores pressefrihed. Eller om det blot er et ord, vi holder af at smykke os med, som noget vi tror vi har i vores liberale demokratier,

I år blev Nobels Fredspris givet til Assanges redaktør-kolleger i Rusland og på Filippinerne. Assange er nomineret syv gange til Nobels Fredspris. At han ikke fik den i år, hvor den netop gik til pressen, er en klar forbigåelse og et tydeligt udtryk for, at der igen er for få uafhængige institutioner også i vores del af verden. Det er en skam at se på, hvordan pressen i mange år har behandlet deres kollega Julian Assange, og det er en skam, at Nobelkommiteen ikke har styrke til at pege på de overgreb, der begås med journalister også i den frie verden.

Free Julian Assange.

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu