Denne sommer kom min familie ikke hjem til Norge i ferien, fordi landet mere eller mindre har lukket grænserne på grund af corona. I stedet rejste vi til Italien. Ikke noget dårligt alternativ.
Norge er et af de lande med færreste smittede i verden. 800 er døde af/med sygdommen ifølge det norske helseinstitut. Og der er omkring 200, der er døde af/med vaccinen. I begge grupper hovedsaligt gamle og syge mennesker.
Alligevel er landet lukket, og ethvert smitteudbrud bliver mødt med krigslignende overskrifter i pressen.
Mit indtryk er, at normænd er mere bange for corona end danskerne. Og da vi satte os i bilen og kørte mod syd for at holde ferie, fandt vi ud af at rædslen for og fokusset på corana blev mindre jo længere sydpå, man kommer.
Ingen kontrol ved grænserne
Der var ingen kontrol ved grænserne overhovedet, og vi rejste ind i dejlige Italien uden at blive afkrævet bevis for de vacciner og test, vi tog for at overholde retningslinjerne.
Italien var naturligvis fantastisk dejlig, men vi oplevede også ganske overraskende fattigdom og forfaldet i de toskanske bjergbyer.
Det fik mig til at tænke på, om de strenge restriktioner og høje dødstal også handler om økonomi og politik. Men også hvor meget disse kræfter påvirker vores følelser og holdninger i det daglige.
Vi rejste til Italien i bil og susede gennem Europa på kort tid i høj fart på de tyske motorveje, og vi oplevede virkelig en dejlig frihedsfølelse. Den kendte journalist Glen Greenwald har for nylig set på tallene for antal døde i trafikken og sammenligner disse høje dødstal og manglen på fokus derpå som en cost/benefit-analyse.
1.350.000 døde i trafikken hvert år
Med tanke på hvor mange unge, der omkommer i trafikken, er sammenligningen påfaldende. Ifølge WHO dør der 1.350.000 i trafikken hvert år. Trafikdød er den højeste dødsårsag blandt børn og unge ifølge WHO.
Så man må spørge sig selv, hvorfor WHO og andre myndigheder ikke lægger større restriktioner på bilerne og indfører en fartgrænse på for eksempel 50 kilometer i timen, når man ved, at så mange mennesker dør. Hvis man indførte strenge restriktioner på bilerne og på fartgrænser, ville mange liv blive sparet.
Grunden til, at man ikke gør det, skyldes at der er konsensus om, at fordelene ved høj hastighed er større end de mange døde. Det vil sige, at vi som samfund er enige om, at hastigheden er vigtigere end dødsfaldene. Det kan virke brutalt at sige det på den måde, men det er sådan, verden forholder sig til disse tal.
Det interessante er, hvordan sådan en konsensus opstår. På samme måde som diskussioner om fordele ved at holde skoler eller kulturinstitutioner eller restauranter åbne under coronaen. Det er jo uacceptable perspektiver. Netop fordi det handler om at redde liv.
Jeg sad i bilen og filosoferede
Det, jeg filosoferede over i bilen på vej gennem Europa, var, hvor meget vores følelsesliv er styret af kollektive prioriteringer af, hvad der er rigtigt, acceptabelt og rationelt, når det gælder så store størrelser som liv og død.
Vi har nogle tanker og følelser om corona, men nogle helt andre, når det drejer sig om biler og trafik. Begge fænomener fører til dødsfald i stor stil.
Jeg mener og tror, at grunden til at udviklede samfund er bedst tjent med at have stærke kulturinstitutioner er, at vi har fælles forestillinger og følelser om, hvad der er rigtigt og forkert, og at vi på godt og ondt bliver udfordret og perspektiveret på en emotionel måde.
Som samfund må vi se kritisk på os selv og vores emotionelle narrativer. Kunst, forskning og journalistik skal være kritisk og uafhængig og tilgængelig for alle, som vil have det i et samfund, for det er faktisk en stor del af grundlaget for et demokrati. Det skal vi værne om i en forandringstid.