Kommercielle hensyn er vigtige end kultur

Kulturen lukker først og åbner sidst.

Sådan skrev jeg for nogen måneder siden. Nu bekræftes det så igen. Vi troede ellers lige, at vi var på vej til ”normale” tider, hvor teaterforestillinger, koncerter og museumsbesøg igen skulle være en del af hverdagen.

Sådan skulle det ikke gå. Ingen af os havde nok rigtig tænkt over det, før det skete, men muligheden for at lukke sogne kan begrænse disse muligheder voldsomt – også for os, der bor i sogne, som ikke er lukket ned.

Med nedlukningen af Vor Frelsers Sogn, Budolfi Sogn og Vor Frue Sogn er nogen af de vigtigste koncertsteder, stort set alle teatre og en række museer igen lukket ned.

Lokale nedlukninger er uden tvivl en god ide, selv om sognenedlukninger ikke giver meget mening i storbyer som Aalborg. Princippet synes at være, at vi bruger det organisatoriske opdelinger, vi har – også når de ikke giver mening.

Så er der kriterierne

Endnu mere problematisk bliver det, når vi ser på kriterierne for, hvad der lukkes ned. Her fremgår det, at lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter lukkes. Dette omfatter både kommunale, statslige, private og selvejende tilbud.

Lokaler, hvor der udøves idræts- fritids- og foreningsaktiviteter lukkes også ned. Herudover lukker man grundskoler, DUS, klubtilbud samt voksen- og ungdomsuddannelser.

Hvorfor er det så disse områder, som rammes af nedlukninger og ikke cafeer, barer, butikker, stormagasiner m.v.. Er det fordi smittens spredes hurtigere på biblioteker, i teatre, i museer eller roklubbers klublokaler, end cafeer, barer og stormagasiner?

Nej – det er der intet der tyder på – snarere tværtimod.

Så baggrunden må altså være en politisk prioritering.

Man vurderer simpelthen, at det er vigtigere, at jeg kan gå på bar og restauration, og at jeg kan blive klippet, end at jeg kan komme i teateret, på museum eller på biblioteket.

Eller måske handler det i virkeligheden om, at politikkerne er enige om, at det er vigtigere at holde liv i samfundets kommercielle aktiviteter end i kulturen og foreningslivet.

Denne nedprioritering af kulturlivet, fritidslivet og foreningslivet rammer så også private virksomheder, som arbejder inden for disse områder.

Brug for kunst, kultur og foreningsliv

Joy Mogensen har fået meget kritik for sin udtalelse i starten af corona-pandemien om, at tiden ikke var inde til at fokusere på kultur.

Men sandheden er, at hun bare ærligt sagde, hvad stort set alle politikere mener, når det kommer til stykket. De økonomiske interesser kommer først. Jeg mener, det er en forkert prioritering. Netop i situationer som denne har vi brug for kunst, kultur og et aktivt foreningsliv.

Jeg ved godt, at vi også fik lukket Jomfru Anegade ned, men det ændrer ikke ved de grundlæggende prioriteringer.

Jeg ved ikke, om prioriteringerne ville have været anderledes, hvis Thomas Kastrup var kommet igennem med sit ønske om, at kommunerne skulle have større mulighed for at styre nedlukningernes omfang – både geografisk og i indholdsmæssigt.

Men så havde vi da i det mindste fået muligheden for at diskutere det lidt tættere på de borgere – og de institutioner, som rammes.

Andre sparekrav

Genåbningen af kultur- og foreningslivet er blevet udsat og behovet for at støtte dem, når det bliver muligt, er blevet endnu større.

Her kommer Aalborg Kommune til at spille en vigtig rolle.

Netop derfor er det særligt ironisk, at forhandlingerne mellem Finansministeriet og KL netop er brudt sammen, fordi regeringen mener, at flere penge til mennesker med handicap i kommunerne skal finansieres af kommunale besparelser på andre områder.

Her frygter jeg, at pilen mange steder vil pege på kulturen, fordi alternativet vil være forringelser på skoler, ældre og andre velfærdsområder.

Tiden er efter min mening inde til at sige klart fra over for den fortsatte nedprioritering af kultur-, forenings- og fritidsliv. Vi mennesker er andet og mere end arbejdskraft – og vi henter masser af inspiration og livsglæde uden for arbejdsmarkedet.