Skip to main content
Kulturministeren smutter

Joy Mogensen forlader sit ministerium

Joy Mogensen stopper som kulturminister, meddeler hun på sin profil på Facebook.
Hun forlader dermed også posten som kirkeminister. Hun har søndag eftermiddag meddelt sin beslutning til statsminister Mette Frederiksen.
- Jeg er løbet tør for overskud, skriver hun.
- Det har været den største ære at have haft Statsministerens tillid i tykt og tyndt. Der er ikke noget mere meningsfyldt end at få lov at tjene vores land i en socialdemokratisk regering. Det har været den største og vigtigste opgave at få Danmark igennem Corona-pandemien, og det har bestemt ikke været let. Men i sidste ende var det godt, at det var Mette Frederiksen og et socialdemokratisk hold, der stod der, da den sværeste tid kom.
- Corona-krisen bød på mange problemer, men også nye måder at få kultur-, forenings- og kirkelivet ud til alle - ikke mindst de allermest sårbare i vores samfund. De erfaringer er jeg overbevist om, at alle kan bruge fremover til at få endnu flere til at føle sig som mere end tilskuere i deres liv.
Fokus på fællesskab
- I stedet for kommunikations- og debatprojekter, som fx kanoner - lister over hvem der er bedst eller finest, mener jeg kulturpolitikken skal være fokuseret på fællesskabets reelle udfordringer. At børn ikke kan komme til sport i København er et reelt problem. At mange af vores unge piger sidder mere end fire timer om dagen på sociale medier er et reelt problem. At vi bliver skilt ad i ekkokamre, og den offentlige samtale bliver vredere og vredere er et reelt problem. At de lokale medier ikke kan overleve, når tech-giganterne har taget hele reklamemarkedet er et reelt problem. Hvis kulturpolitikken skal indtage den position i velfærdssamfundet, Kampmann og Bomholt drømte om, skal kulturpolitikken være synligt optaget af mere end puljer og påfund.
- Jeg overlader roret og et stærkere ministerium, til den næste kultur- og kirkeminister til at føre denne regerings retning videre.
- Jeg havde gerne gjort det selv. Men i løbet af de sidste to år er jeg blevet minister, jeg har mistet en datter, og jeg har stået med håndteringen af Corona i to ministerier, der blev overvældet af pandemien. Hver af de tre ting i sig selv er livsændrende udfordringer, og jeg er løbet tør for overskud. Og da jeg altid har været i politik med den tommelfingerregel, at man kun skal være der så længe, man kan give alt, hvad man har i sig, så giver næste skridt sig selv.
Det har også været svært at være Joy Mogensen, hvis man skal skele til hendes popularitet. Hun har været den mest udskældte kulturminister i mands minde. I starten af hendes embedsperiode afstod hun fra at tage afstand fra det omfordelingsbidrag, som den tidligere regering havde indført. Det gik ud på, at alle de kulturelle budgetter per automatik blev beskåret med to procent årligt. Og helt galt gik det i corona-pandemiens start, da hun mente, at det ikke gav mening at tale om kultur, når en pandemi var under udfoldelse.
Onde tunger vil sikkert også sige, at hun aldrig satte et aftryk på kulturlivet. At alle problemer med løst for sent.
Det bliver forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, der afløser Joy Mogensen på posten. Og ny på hendes post bliver så den politiske ordfører Jesper Petersen.
Den 38-årige Ane Halsboe-Jørgensen har været medlem af Folketinget siden 2011.
Arkiv