Grønlænderne har et begreb, Nanglermeq eller kajaksvimmelhed, som det hedder på dansk. 
Begrebet refererer til en tilstand, som undertiden blev oplevet af grønlandske fangere, når de på dage med skarp solskin sejlede i deres kajak, på en spejlblank havoverflade, der reflekterede himlens skyer eller kystens bjerge.
Spejlingerne gjorde det vanskeligt for dem at skelne op og ned, himmel og hav, fra hinanden. Ikke overraskende resulterede det alt sammen i svimmelhed og en angst for at kæntre og drukne.
Et spændende begreb om usædvanlige sindstilstande, som pludselig kom til mig en helt almindelig tirsdag eftermiddag. På Østerå i Aalborg.
En oplevelse i den indre by
Min sommerferie er forbi. Kufferten er gemt til side. Og shorts er igen blevet noget, jeg kun bærer i weekenden eller når jeg griller på terrassen.
Nøgtern, kedeligt klædt og lettere fortravlet begav jeg mig ind til byen for at foretage nogle nødvendige indkøb. Men hvad var nu det ?
Midtbyen var pakket med underligt klædte mennesker, der mærkeligt formålsløst og afslappet slentrede rundt på gågaderne.
Nogle stoppede tilsyneladende umotiveret op og betragtede i små grupper forskellige bygninger. Nogle virkede endda som om de momentvis havde tabt orienteringen, og måtte søge hjælp hos de forbipasserende lokale.
Og midt i det hele forsøgte en af dem at tage en selfie af sig selv, sin kone samt domkirken. Min spontane reaktion var irritation. Både skole- samt industriferien var jo for længst overstået. I det mindste i denne landsdel, og min brun-rødlige ferieteint var allerede begyndt at blegne.
I stedet for at genkalde lyse ferieminder vakte synet af de fremmede imidlertid kun surhed og modvilje hos mig.
Men hvorfor egentlig ?
Hvad er rigtige skyer, og hvad er spejlbillede?
Jeg er fuldt bevidst om, at nationen og dermed bruttonationalproduktet drager fordel af de fremmedes tilstedeværelse.
Samt af de summer de letsindigt strør ud over byens cafeer og tøjudsalg.
Men denne betragtning blev klart overskygget af, at de netop denne dag havde besat alle bordene foran min yndlingscafe, nu hvor solen skinnede, og jeg selv havde set frem til at slå mig ned med en kop kaffe.
Samtidig blev jeg intenst provokeret af deres kiksede glæde ved at gennemfotografere byens markante bygninger. Jeg brød mig heller ikke om måden, nogle af dem fjumrede rundt på - på deres lejede cykler. Til fare for dem selv og deres omgivelser.
Men især følte jeg på ubehagelig vis, at jeg blev reduceret til at være et turistmål. En lokal, muligvis pittoresk bestanddel af deres rejseoplevelse. Et objekt de betragtede, men som ikke for alvor spillede en rolle i deres liv - sådan menneske til menneske.
Jeg indser det selv: Min irritation overfor byens gæster er totalt urimelig og moralsk kritisabel.
For mindre end en måned siden tågede jeg selv rundt i det store udland, forklædt som turist og med en holdning til "de lokale", der var mindst lige så tilskueragtig, som den jeg mener at kunne iagttage hos gæsterne i min egen hjemby.
Hvorfor kan jeg ikke udvise den elementære gæstfrihed og positive åbenhed, jeg håber at blive mødt med, når jeg selv tager turisthatten og solbrillerne på ?
Vi er temmelig ens, gæsterne og mig, og de ligner til forveksling mig selv for lidt over en måned siden. Og det er netop det, der er problemet. Jeg spejler mig selv i byens gæster, og jeg bryder mig ikke om mit eget spejlbillede. Måske fordi synet ødelægger mine illusioner om min egen ferie.
Frihedens øjeblik ?
Den polsk-britiske sociolog, Zygmunt Baumann sammenlignede engang nutidens to vigtigste nomade-typer: Turisten og flygtningen. Og fandt den store forskel i de grader af frihed, der knytter sig til de to varianter.
Mens drømmen om turisme er baseret på drømmen om den uendelige frihed, er flygtningens frihed noget mere begrænset. Derfor er turisten en helt i vores kultur, mens flygtningen og den hjemløse er vores paria.
Blandt turisterne er vores favorit den, der udlever den maksimale frihed.
Familien der solgte parcelhuset og krydser rundt i sydhavet på egen sejlbåd.
Det modne par, hvis børn flyttede fra reden og nu har fået aflivet hunden, og flakker rundt i syd-Europa i deres nyanskaffede mobilhome.
Den unge interrailturist med rygsæk, samt et backup fra forældrenes Visa kort - just in case.
Så frihed er nøgleordet, men når jeg iagttager byens gæster indser jeg, at de - sært nok - har valgt at bruge deres frihed på akkurat samme måde som jeg.
På kirker og andre gamle bygninger, smukke landskaber, maleriske byvandringer, hyleskægge forlystelsesparker, lækre måltider på restauranter med lokalitetspræg.
Det er alt sammen helt ok. Men frihed?! Og min egen ucharmerende måde at reagere på de fremmede røber alt for meget om, hvor vanskeligt den moderne turisme har ved at bygge bro mellem mennesker.
Kajak-angst ?
Spejle er nyttige, undertiden afslørende.
Svimmelheden og dermed angsten opstår først, når vi kommer i tvivl om, hvad spejlbilledet egentlig viser os.
Den gamle, lettere ubehjælpsomme kvinde, der forvirret trisser omkring i supermarkedet. Er hun en helt anden menneskeart, eller er hun bare mig selv om få år?
Den hjemløse foran Føtex i gang med dagens anden flaske special blanding, er han en alien fra det ydre rum, eller er han mig, hvis jobbet, kærligheden og sikkerhedsnettet ryger? Ser vi på noget helt andet, eller spejler vi os selv?
Jeg spejler mig i byens gæster og føler irritation. Bag min irritation er der angst, kajakangst. Er jeg virkelig som dem?
Og hvis jeg er, hvad så med frihedens øjeblik? Er ferien bare en etape af min egen rundtur i hamsterhjulet ? Solen skinner over Østerå. Det er vanskeligt at kende forskel på dem og mig. På fritid og arbejde. På oppe og nede. Det svimler for mig. Om lidt kæntrer kajakken vist.