Sidste sommer besøgte jeg billedkunstneren Gorm Spaabæks udstillingslokale i Skagen. Gorm har en stor passion for de romanske granitrelieffer, man kan finde rundtom i vore kirker, og har ofte brugt dem som motiver. Jeg deler hans begejstring, og spurgte nysgerrigt, hvor han havde fundet motiverne. 
Et af dem viste et næsten kuglerundt mandehoved, der var som taget ud af Netflix serien ”Vikinger”. ”Og hvor fandt du så det fine hoved?”, spurgte jeg. ”Såmænd i Vor Frue Kirke i Aalborg”, lød svaret. ”Det er da løgn!”, røg det ud af munden på mig. Jeg har en del gange besøgt kirken, men havde aldrig set Spaabæks lille ”vikingehoved”. Han fastholdt imidlertid, at hovedet var at finde i kirken. – Ganske vist låst inde i kirkens kælder.
Et par uger senere opsøgte jeg så kirken, for at tjekke Spaabæks historie. Den venlige kirketjener tog mig med ned i den aflåste krypt, og – bummelum ! - Der stod det jo! I et dunkelt oplyst rum, stopfyldt af ting og sager: Et fantastisk stenhoved, cirka 900 år gammelt, der simpelthen emmer af nordisk vikingetid. En perle, og samtidig en af byens mere velbevarede hemmeligheder.
Huse og identiteter
Når vi kommer i tvivl om, hvem vi egentlig er, går vi ofte til fortiden for at finde svaret. Hvis ”vi” nu er en by, er det oplagt at finde fortiden i nogle af de ældre huse , der har fået lov at blive stående. Faktisk blev Aalborg først for nylig i tvivl om, hvem eller hvad byen egentlig er. Indtil da var vi ret forankrede i at være moderne, dynamiske og driftige. En by der ikke lever i fortiden. Ned med det gamle skidt. Lad os asfaltere å-løbene og give plads til dristige, fremsynede gadegennembrud.
I dag er vi et andet sted, og ønsker at spejle os i bygninger, der kan matche den identitet, vi søger efter. Derfor elsker vi Nordkraft. Bygningen oser af industrialisme, og har stadig et råt og upudset udtryk. Samtidig danner den ramme om noget af det, vi håber kan blive en hovedingrediens i fremtidens Aalborg: teater, koncerter, udstillinger, film. Kort sagt, kultur.
Jens Bangs Stenhus kan også bruges. Langt de fleste synes bygningen er rigtig pæn, bygget i hollandsk renæssance på den storladne måde. Desuden blev den bygget af en købmand, en rigtig driftig iværksætter, der satte skibe i søen og endte med at gå fallit, og i tilgift var fræk og respektløs overfor autoriteterne. Bygningen er derfor velegnet til at symbolisere det fandenivoldske-, initiativrige og risikovillige, vi ønsker at se som en vigtig del af byens identitet.
En hvid hval og en kedelig kirke
Når vi taler om specielt kirker og byers identitet, så har Rom sin Peterskirke, og Aalborg har Budolfi, domkirken, der som en hvid hval troner på den flotte, ny renoverede plads, og sammen med Aalborgtårnet besidder et genkendeligt udtryk, der simpelthen symboliserer byen. I fortid, nutid og sandsynligvis i fremtid.
Til sammenligning er Vor Frue Kirke mere upåagtet. Med dens facade af røde mursten, ligner den de mange, småkedelige by-kirker, bygget sidst i 1800-tallet for at huse menighederne i de hastigt voksende købstadsbyer. Men skinnet bedrager! Den røde facade er kun en skalmur, tilføjet i 1877, da man mente den gamle granitkirke, opført i starten af 1100-tallet, truede med at dejse omkuld. Man gav den derfor, hvad man kaldte en ”gennemgribende ombygning”. Resultatet blev ikke prangende, og i dag findes der nok aalborgensere, der er usikre på, hvor kirken helt præcist ligger. Men i mange, mange år var den aalborgensernes yndlingskirke. Og da Kristian d. 3. efter reformationen beordrede den gamle kirke nedrevet, gik byens borgere i forbøn til kongen og reddede kirken.
I dag er det vanskeligt at finde tegn på, at vi her står ved (resterne af) Aalborgs ældste, stadig eksisterende bygning. Men de er der.
På kirkens nordside finder man den oprindelige portal til den gamle kirke fra 1100 tallet, med et zigzag-bånd, der fortæller os, at det sandsynligvis var en engelsk billedhugger, der lavede både portalen samt de fem relieffer ovenover, og ikke mindst det fine billede af kong Herodes til venstre for portalen.
Når det hele er udført i engelsk stil, vidner det om de tætte forbindelser, der på dette tidspunkt fandtes mellem Limfjordsegnen, herunder Aalborg, og de britiske øer. Fjorden var dengang en hovedvej for trafikken over Nordsøen, hvad enten formålet med rejsen var handel, plyndring eller erobring. Og den gamle kirke rummer flere fortællinger: Et eller andet sted under kirkegulvet ligger to prominente nordmænd begravet. Den ene er Sigurd Slembe, angiveligt en søn af den norske konge, og efter et ophold i Aalborg i 1139 dræbt under et forsøg på at erobre Norge. Den anden er Olav Ugjæva (Ulykke) norsk høvding og søn af kong Eysteins datter, der i 1169 ligeledes blev begravet i kirken. At Vor Frue Kirke blev begravelseskirke for (uheldige) norske kongsemner peger på en anden vigtig forbindelse mellem Aalborg og omverdenen, nemlig båndet til Norge, hvor handelsruterne helt op til opløsningen af rigsfællesskabet i 1814, var med til at sikre Aalborg en status som Danmarks næststørste by.
Der findes andre byer i verden (end København)
Aalborg vrimler ikke ligefrem med kunst, der har 900 år på bagen, og i tilgift bringer vikingetiden (hvis man stadig må kalde den sådan?) i erindring. Der er derfor al mulig grund til snarest muligt at bringe ’hovedet’ op fra krypten og placere det på en fremtrædende plads, synligt for både aalborgensere og turister. Her har vi virkelig en lavt hængende frugt, ikke mindst i forbindelse med at sælge byen til turister og andre besøgende.
Kan granitarbejderne samt kirken som sådan også bidrage til byens søgen efter ny identitet? Det skulle jeg mene. Bredt formuleret har både Aalborg og Nordjylland alt for længe været betragtet som ’udkant’, ikke mindst fordi byen primært bliver betragtet fra København, og af centralmagten er blevet behandlet og administreret som udkant. Byen har fremover hårdt brug for modfortællinger til dette østsjællandske centrum-udkant billede. Herunder fortællinger om de tætte og vigtige bånd Aalborg har haft til Hamborg og Flensborg i syd, til de britiske øer i vest og ikke mindst til Norge i nord. At rette lyskeglen mod, hvad Vor Frue Kirke har at byde på af royale, norske lig under kirkegulvet, engelske stenrelieffer på facaden, og ikke mindst et sent vikingehoved i krypten, kunne være en støtte for disse fortællinger.