Allerførst en historie fra det virkelige liv.
Magnus var et ønskebarn. Da han kom til verden var der stor glæde i hele familien. Storesøsteren på tre år kunne henrykt fortælle, at vi har fået en dreng.
Det var først senere, at problemerne begyndte at vise sig. Han fik sværere og sværere ved at holde sig i ro. Når han skulle hentes i børneinstitutionen var det et spørgsmål om at løbe hurtigt for at få ham indfanget.
Sådan var det også om morgenen. Spisetider og sengetider blev efterhånden mere og mere belastende. Det var ikke til at komme udenom, at der var noget galt, og forældrene gjorde, hvad de kunne. De læste om ADHD og forsøgte sig med kugledyne, piktogrammer og en struktureret hverdag.
Til trods for stor forståelse fra forældrenes side endte det dagligt med skæld ud. Der er dem, der hævder, at en uges belastning for et barn svarer til tre måneders belastning for en voksen. Det var med andre ord en dybt fortvivlende situation for både Magnus og forældrene
I første klasse, hvor man gik fra en enkelt lærer til flere forskellige lærere blev det krystalklart, at der var brug for psykiatrisk hjælp. Problemerne var så store, at det var et spørgsmål, om han overhovedet kunne fortsætte der, til trods for, at man her var indstillet på at gøre en ekstra indsats. Man sørgede for afskærmning, tyngdevest og en kuffert med koncentrationslegetøj.
Et år hos PPR
Det viste sig imidlertid at være betydeligt sværere at få foden inden for i det psykiatriske system, end nogen havde forestillet sig. Først skulle PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning – ind i billedet.
PPR's opgave er at fremme alle børns mulighed for trivsel, inklusion, udvikling og læring i børnefællesskaber. Det kom imidlertid til tage meget lang tid, før man kunne udtale sig herfra, bl.a. fordi der i det år, det tog, var tre forskellige børnepsykologer, som hver gang skulle starte helt forfra, fordi oplysningerne om Magnus ikke blev givet videre til den næste.
Da forældrene så forsøgte at få en henvisning gennem egen læge, var beskeden, at der ikke var prøvet tilstrækkeligt med tiltag. Det var først, da en privatpraktiserende psykolog kom på banen, at det lykkedes at få en henvisning til psykiatrien – en mulighed, der langt fra er for alle.
Da han omsider fik en tid på børnepsykiatrisk afdeling, kunne man her allerede samme dag give diagnosen ADHD, og han kunne komme i medicinsk behandling.
Flere børn har brug for hjælp
Magnus er meget langt fra at være det eneste barn, der har brug for psykiatrisk hjælp.
I følge Sundhedsstyrelsens psykiatriplan fra januar 2022 er antallet af børn og unge, der har brug for psykiatrisk hjælp, steget med 50 procent på 10 år.
Det har for nylig fået 1000 psykologer, hvoraf halvdelen er tilknyttet PPR, til at skrive et åbent brev til Folketinget, hvor man gør opmærksom på de massive problemer, der er i forhold til at give børnene den rigtige og hurtige behandling.
Henvendelsen bliver støttet af både pædagoger og lærere. Alle giver udtryk for, at der er brug for flere ressourcer, hvis det skal være muligt at give børnene bedre vilkår.
Det er imidlertid ikke gratis at ændre ved situationen.
Der er lavet beregninger, der viser, at det vil koste 4,5 milliarder kroner at forbedre situationen radikalt.
Det er et stort beløb, men sammenlignet med, at man regner med, at det samlede beløb for hele motorvejsprojektet over Samsø vil være cirka 124 mia. kroner i 2017-priser, må man sige, at det er overkommeligt.
Og så kan man spørge, om ikke det er vigtigere at tage hånd om børnene end at komme hurtigere fra Sjælland i en tid, hvor klimakrisen tordner derudad?
Og så til slut: Magnus er ikke en skidt knægt, men forholdene for udfordrede børn er urimeligt hårde, når der ikke er den hjælp, der er nødvendig.