Det, at have lyst til at pynte sig, er temmelig sikkert lige så gammelt som menneskeheden. Vi har pyntet os med tøj efter tidens mode, smykker og makeup, og håret er sat op til narrestreger. I nogle historiske perioder har det været begge køn – eller flere – der har brugt tid og kræfter på at se godt ud. Tænk f. eks. på verdens smukkeste kvinde, den ægyptiske Dronning Nefertiti med smukt optrukne øjne.
I mange historiske perioder har der været lige adgang for kønnene i de øverste klasser til at pynte sig. De sidste hundrede år har det dog især været forbeholdt kvinder.
Men ikke længere.
Ikke nok med at alle har det godt med at gøre noget ud af udseendet, samtidig er fænomenet blevet til en hverdagsting og udbredt til alle lag i befolkningen. Høj som lav. To former for pynt er iøjnefaldende i tidens bybillede: negle og tatoveringer.
Neglekunst
Når først man har fået øje på det, er de over alt, de flotte negle. De er rene kunstværker. Der er udsmykning med farver og symboler.
Negle der ikke blot som tidligere hjemmelakeres med farver i det rødlige univers, men negle der lakeres af professionelle med udstyret i orden og uddannelse bag sig.
Jeg ved ikke, hvor mange negleklinikker der findes her i Aalborg, men jeg ved, at bare i Vestbyen, hvor jeg bor, kan jeg vælge mellem fire forskellige klinikker. Der skal bestilles tid og ske drøftelser af design, pris, laktyper og holdbarhed.
Nogle af tidens populære designs leder tanken hen på det gamle Kina med kvindefødder moslet ind i meget små sko og med meget lange negle. Her fra Sangen om Kejserens datter:
Kejserens datter hed Tschung-Tschkek-tschuk,
og hun var både pæn og smuk,
ingen udi den ganske stad
havde en næse, så dejlig flad.
Neglene bar hun i futteraler.
Fødderne var som nøddeskaller,
og hendes hårlok - tænk blot engang
den var halvellevte alen lang.
De indsnørede fødder og lange negle forhindrede kvinderne i være produktive og udgjorde et undertrykkelsesmiddel.
Så vildt er det ikke i dag, men jeg er fuld at forundring og ikke så lidt beundring, når en Matas-ekspedient med spidse negle, der er en centimeter længere end fingrene, helt uden tøven og med sikker hånd taster på tastatur og pakker gaver ind.
Det har selvfølgelig den bagside, at det nærmest er katastrofalt, hvis hun knækker eller endnu værre mister en negl. Dagen er ødelagt, og der må handles resolut.
I negleklinikkerne udstillingsvinduet troner Buddha-figurer og røgelsespinde side om side med prototyper af plastiknegle. Det forekommer mig at være en mærkværdig sammenstilling.
Tanken er måske, at styrkelse af dit ydre styrker dit indre liv. Men lidt paradoksalt er det alligevel, når nu Buddha først og fremmest taler til det naturlige og om den åndelig erkendelse som bærende værdier.
Buddha-figurer er dog ofte meget smukke og stærkt udsmykket med fint krøllet hår og flotte manicurerede hænder, og hvem vil ikke gerne se sådan ud?
Den nye negletrend indebærer, at lakerede negle er godt i gang med at blive en hverdagsting også for mænd. For kort tid siden mødte mit ældste drenge-barnebarn op til en familiesammenkomst med pink negle. Ok – dagen før havde han været til idrætsdag på sin ungdomsuddannelse, og pink var hans klasses kendetegn. Men det affødte da mange spørgsmål fra de ældste i slægten.
Crossdressing som fænomen åbner for, at mænd både bruger sminke, læbestift og lakerer negle som en del af et personligt udtryk i hverdagen, og det spreder sig som en steppebrand lige i øjeblikket.
Tatoveringer
Tatoveringer har derimod i mange år været forbeholdt mænd. Især sømænd. Med stolte ankre og pigenavne i hjerter, rebsnoninger om at armene og hele skonnerter på kroppen.
Allerede da jeg var ung, i 70’erne var denne tradition i forandring, og mange af begge køn fik en diskret sommerfugl eller vikingebånd et sted på kroppen – et sted, der ikke kunne ses.
Her er der sker en revolution. Ikke nok med, at det er mere undtagelsen end reglen at være helt uden tatoveringer, men motiverne har også undergået en kæmpeudvikling. Symboler fra Vikingetiden er stadig populære: hjelme, vølver, blade, slanger, træer, snoninger, fugle, torshammer og runer. Men nye motiver er kommet til.
Da jeg for nogle år siden i forbindelse med min mands død blev medlem af en sorggruppe, stiftede jeg bekendtskab med en hel ny ting: at få sin afdøde livsledsagers navn tatoveret i nakken.
Nu er det meget personlige kommet ind i billedet. Også sangtekster, statements og citater ses ofte. Det at få billeder af børn og især børns navne indskrevet i kroppens væv er i dag udbredt blandt unge fædre og mødre.
For mig er der lidt for meget besværgelse over denne udstilling af familie og tilhørsforhold – måske fordi jeg er pinlig bevidst om skilsmisseprocenter og om alt for mange sammenbrud i relationer mellem især børn og fædre i den forbindelse.
Individualisme
Både neglekunst og tatoveringer til alle ser jeg som et udtryk for den individualisme, der præger vores tid. Det, at se på sig selv som noget helt unikt, skaber et pres for at skille sig ud fra mængden. Og hvad har vi til rådighed?
Vores kroppe og vores valg af udtryk.
At vi ganske vist alle også er en del af mængden og præget af den historiske tid, vi lever i, og af den klasse og de kønsopfattelser, som er omkring os i hverdagen, betyder jo blot, at der så skal endnu vildere negle og tatoveringer til for at kunne opfylde behovet for at fremstå som unikke.
Det er en kamp mod vindmøller eller en skrue uden ende. Denne umulige kamp kan forhåbentlig huske os på, at personlighed er noget indre. Anerkendelse af hverdag og almindelighed bør hyldes.
I min ungdom var idealerne hentet i ungdomsoprøret, hvor det androgyne udtryk var moderne. Ingen makeup – ingen læbestift – slet ikke neglelak - ingenting. Bare den rene natur.
Det krævede dog stadig en stor indsats at få håret til at sidde ’naturligt’ og lægge en makeup der ikke måtte kunne ses. Derfra, hvor jeg kommer i samfundet, blev makeup i hverdagen og sågar huller i ørerne nærmest betragtet som det første tegn på social deroute hen mod prostitution og promiskuitet. Temmelig farlig affære. Ikke at det afholdt os for at prøve.
Set i det perspektiv og med hejsning af mangfoldighedsflaget er udviklingen i kropskunst til hverdagsbrug et positivt bidrag til opløsning af stramme normer. Kropskunst er som nævnt ældgammelt, og formen ændrer sig, så man gennem sine valg udtrykker sig som unik i et fællesskab.