Aalborg Kommune er i disse uger og måneder ved at afdække en å. Beslutningen blev vedtaget for snart en del år siden, og længe så det ud til at blive ved snakken. Nu sker der imidlertid noget. Gravemaskinerne arbejder og jorddyngerne hober sig dagligt op i den tidligere forlystelsespark Karolinelund. Samtidig har man væltet en mur. En lang og ret grim betonmur, der i mange år indrammede parkens forlystelser og sikrede, at adgang til området kun var mulig ved at passere gennem billetlugen. Det er imidlertid længe siden man holdt op med at sælge billetter eller noget som helst andet i Karolinelund. Muren var dermed ikke bare grim, den var også overflødig. Alligevel lod man pietetsfuldt den meget grimme betonmur blive stående. Over tid skete der så det, at muren blev dekoreret. Uge for uge, måned for måned, år for år sneg graffitien sig ind.
Parkmuren version 0.2
Med afdækningen af å-øbet og hele områdets forvandling til en bypark, besluttede kommunen, at den gamle mur måtte rives ned. 
På et skilt, opsat i parkens ende ned mod Østerbro bringer kommunen denne uddybende forklaring: ”Da den gamle mur var skrøbelig og åens forløb ligger tæt op ad, bygges en ny 1,6 meter høj mur mod Kanalstien og mod Karolinelunds vej. Murens højde sikrer stemningen af en afskærmet oase, men tillader i højere grad fornemmelse af parkens liv og begrønningen set udefra. Streetart vil fremtidigt pryde dele af den.”
Bortset fra den sproglige nyskabelse ’begrønning’ indeholder skiltet flere væsentlige informationer. Vi ved nu, hvorfor den nye mur bygges markant lavere end den gamle. Det sker for at gøre det muligt for forbipasserende at kikke ind i det grønne. Med mindre man uheldigvis tilhører den del af befolkningen, der måler mindre end 160 cm. Det gælder eksempelvis en del børn. Men hvorfor overhovedet genopføre en mur, når man for længst er ophørt med at forlange billet af borgere, der vil ind i parken?
Der antydes, at det sker for at forhindre forbipasserende i at falde ned i det nu afdækkede åløb, men kunne et gitterhegn ikke have løst opgaven på en bedre måde? Jo naturligvis, men man kan ikke male på et hegn. Og der skal angiveligt males på den nyopførte betonmur. Det lille ord ”vil” i skiltets sidste sætning siger det hele. Med den nye mur gør kommunen ikke bare ’streetart’ mulig, og endog lovlig. Kommunen træder nu ind i rollen som aktiv medarrangør. Man lover her, at der vil komme streetart, på dele af muren. Murens udsmykning er ikke bare noget man tillader, det er noget man forventer og kontrollerer.
Det er symptomatisk, at man i beskeden til borgerne refererer til ’streetart’ og ikke til det mere forkætrede fænomen ’graffiti’. ’Streetart’ er en gængs betegnelse for bl.a. de gavlmalerier, der i et voksende antal pryder byens bygninger, og som mange af byens borgere er stolte af. 
’Graffiti’ er derimod i almindelig tale blevet en fællesbetegnelse for den udbredte vandalisme af byens facader, de samme borgere i skarpe vendinger brokker sig over. Det er derfor vigtigt, at kommunen vælger sine ord med omhu, når den orienterer borgerne om et projekt, hvor man giver de samme borgere mulighed for at udføre ’legal graffiti’.
Da jeg forleden begav mig ud for at se, hvordan bemalingen af den nye mur ud mod Kanalstien udvikler sig, måtte jeg imidlertid konstatere, at Tags og Graffiti lige nu fylder mere end Streetart. Det kan naturligvis ændre sig i fremtiden. Der er stadig ledige, tomme flader at udfylde.
Tags, graffiti og streetart
Ret skal være ret, vi taler her om et semantisk felt, hvor begreberne er flertydige og deres gensidige afgrænsninger er tilsvarende uklare. Men de fleste reserverer dog betegnelsen ’graffiti’ til de rene signaturer samt de relativt hurtige billeder. Med ’streetart’ nærmer vi os derimod billeder, som i det mindste sigter mod at være ’kunst’ (hvad det så er).
Forskellen mellem de to genrer knytter sig især til faktorer som ’legalitet’ og ’tempo’. Graffiti er som hovedregel forbudt. Den males på murflader, hvor hverken ejer eller de offentlige myndigheder gerne ser, at der males. Derfor opfattes malerierne som lovbrud, og da de almindeligvis frakendes enhver æstetisk værdi, omtales de almindeligvis som simpel hærværk . ’Streetart’ er derimod tilladte, ofte inviterede, og undertiden ligefrem honorerede værker. Borgerne omtaler dem almindeligvis positivt som ’pæne’, ’smukke’ og måske ’tankevækkende’, og det er ikke ualmindeligt at malerne allerede har, eller over tid opnår at få et navn i galleri verdenen. Hvis man sammenligner den dødirriterende, grimme og sjusket udførte signatur, sprayet på en nydelig, nymalet husfacade i den indre by, med et af de glimrende gavlmalerier der efterhånden indgår som et centralt element i byens branding af sig selv, så har man et godt billede af modsætningen.
Forskellen i værkernes legalitet skaber en forskel i tempo : Det forbudte malerarbejde må ikke opdages mens det udføres, og graffiti må derfor laves meget hurtigt, medmindre værkerne kan laves i det skjulte. Enten om natten, eller på meget øde steder. Et spraymalet tag kan således ordnes på et par minutter, mens det omvendt kan tage uger at udføre et gavlmaleri, hvor arbejdet finder sted i fuldt dagslys, mens borgerne interesserede og medlevende følger med i processen.
Tilbage til malerierne på den nye mur langs Kanalstien. Ligesom ved den gamle mur bliver man her slået af mangfoldigheden. Her finder jeg hele skalaen, fra de superenkle, lynhurtigt (og undertiden sjuskede) udførte signaturer, til meget store, og teknisk set fremragende billeder. I forbindelse med billeder af sidstnævnte type, møder jeg her malere, der i al offentlighed og over flere dage arbejder omhyggeligt med deres murkunst. De har medbragt deres forstudier i form af skitser på små og store papirlapper. Forbipasserende stopper op, betragter og kommenterer, inden de haster videre. Det er fuldkommen som at se en gavlmaler, sponsoreret af Kirk Gallery, udfolde sig et sted i midtbyen.
Konkurrence, legalitet og narcissisme
Fungerer det så , dette inviterede møde af meget forskellige genrer, malertyper og –gemytter på et kommunalt ejet ’open space’ murareal? Og hvad er succeskriteriet?
At borgere som jeg, der passerer forbi, synes det er ’pænt’ ? At unge mennesker med lyst til - og vekslende talent for - at udtrykke sig visuelt, får tildelt en mulighed i byens rum ? Eller at kommunen får demonstreret sin vilje til også på dette område at inkludere mangfoldigheden ? Muligvis satses der på det hele, og dermed kan de forskellige formål let komme til at træde hinanden over tæerne.
Lad mig nævne et par oplagte dilemmaer. Et af de vigtigste aspekter ved graffiti er, at den er forbudt. Den har altid knyttet sig til subkulturer. Både i New York, hvor fænomenet opstod i 70’erne som massefænomen, og da det i 80’erne bredte sig til andre byer i vesten.
Med signaturen, tag’et, demonstrerer man, at man er ’på kanten’ af samfundet, og dermed laver en statement om egen identitet. Samtidig pisser man så at sige sit territorium af, markerer at man er til stede og med sin signatur gør kvarteret til sit eget. Endelig har der altid knyttet sig et stærkt konkurrenceelement til graffitien. Hvem laver det sejeste tag, på det mest risikable sted? Territoriekravet og konkurrenceelementet har endvidere været sammenblandet i en grad, så man oprindeligt i New York undertiden omtalte graffiti som ’bandekrig med andre midler’. Og selv i dag er ’Bee’, hvor en maler ødelægger en andens værk ved at overmale det, ikke noget ukendt fænomen.
’Bite’ refererer til en anden fjendtlig handling, hvor en maler stjæler andres bogstaver eller dele af deres værk, for at bruge dem som ens eget. Da disse elementer indgår i graffitiens DNA, vil jeg forudse, at det kun er et spørgsmål om tid, før der forekommer ’bee’ på den kommunale mur. Er det noget kommunen derefter vil føle sig forpligtet til at forholde sig til? Og i givet fald hvordan?
I den øvrige by vil de kommunale myndigheder beskytte streetart i form af gavlmalerier på samme måde, som den vil beskytte husfacaderne mod hærværk, men hvordan forholder det sig med en kommunal ’open space’, hvor det er legalt at udføre graffiti?
I det hele taget er ’legal graffiti’ en paradoksal og dermed besværlig størrelse. Som en af den danske graffitis grand old men, Mads Steen, så rammende formulerede det : ”For graffitimalere ville det være ærgerligt, hvis det blev lovligt(…)så ville det bare være udsmykning.” Lige præcis. Og hvis malerierne er ’udsmykning’ bliver de naturligvis kun vurderet på æstetiske kriterier. Dermed bliver graffiti, når den tager form af enkle, hurtigt udførte signaturer, nærmest pr definition vurderet som underlødige og forstyrrende, sammenlignet med de streetart-agtige, teknisk veludførte malerier.
Jeg kommer let til spontant at opleve de hurtige, enkle signaturer som ’hærværk’, selvom de er malet på en kommunal væg, hvor de har lov at være. Kunne de ikke bare lade være, holde sig væk og give plads til nogle flere flotte fantasy-agtige havørne og prinsesser? Helt galt går det jo den dag en graffitimaler laver en ’Bee’, og placerer sin signatur midt på et flot stykke streetart. Legalt, men helt sikkert irriterende.
Anvendelsen af en mur
En mur, hvor det er tilladt at male. I det mindste på ’dele af den’. Personligt mener jeg, at kommunen fortjener ros for overhovedet at prøve. Ros for ikke bare at sætte et grønt gitterhegn op, men i stedet prøve at rumme det ikke autoriserede, det frie, måske vilde og helt bestemt det unge, ved at bygge en mur, ganske vist af grå cement, men samtidig en man må male på. Så ja, kommunen får faktisk demonstreret sin ambition om at ville rumme mangfoldigheden.
Samtidig får den sig også rodet ud i en noget besværlig rolle som forvalter af et open space for legal graffiti. Hvad angår mit andet kriterie, at muren ud fra den forbipasserende borgers perspektiv bør være pæn at se på, så kan meget endnu nå at ske, når alle de tomme felter på muren bliver fyldt ud med malerier. Som den fremtræder lige nu, synes jeg, at streetart’ens prætentioner om teknisk perfektion skurrer uharmonisk mod graffitiens minimalistiske og hastige råhed, men det er en smagssag. Måske er det vigtigste, at unge mennesker med lyst til- og vekslende talent for at udtrykke sig visuelt, med den nye mur faktisk får adgang til et frit rum for udfoldelse.
Det er også en pointe, at dette friareal findes i det offentlige byrum, og ikke i en skjult, nedlagt fabrikshal. Det skaber kommentarer, kritik, hovedrysten og diskussion, og det er der brug for.