Direktøren for AKKC, Nicolai Holm, skriver en interessant klumme om ændrede publikumsvaner efter coronaen med udgangspunkt i, at publikum i nogen grad svigter kulturinstitutionerne her efter corona.
Under krisen har man talt meget om kunst- og kultursult, og i forventning om at publikum ville have den stillet når mulighed bød sig, har man i kulturverdenen planlagt ekstraordinært store mængder af tilbud – publikum kommer bare ikke. Eller rettere: der kommer færre, end man forventede og visse steder har man simpelthen måtte aflyse festivaler og andet.
Det samme sker i for eksempel Tyskland og selv kunstlandet Frankrig har mærket det.
Har publikum skiftet vaner? Det er ikke til at sige her kort efter at vi har ”genvundet friheden”. Men måske skulle man se nærmere på hvordan publikum konsumerer kunst og kultur.
Holm skriver: ”Vi kunne alle se, sommerens arrangementer skabte folkefester og sammenhold”.
Ja, men var det mon ikke en del af det sammenhold, en krise naturligt giver og ikke nødvendigvis samling omkring kunst og kultur? Altså et midlertidigt fænomen, der ikke så meget handlede om kultursult.
Kunstoplevelser er og har altid været et personligt anliggende. Det kan godt være, at man følges ad til teater og musikhus, men dybest det er selve oplevelsen helt individuel og kun rammerne er fælles. Det kan der næppe laves om på.
Mange har anført (Holm gør det også) at hjemmet måske er blevet en konkurrent blandt andet fordi mange kunstoplevelser i dag har digitale versioner, der som en slags take away kan opleves foran skærmen hjemme i sofaen. Selvom man har travlt med – og det med rette – at gøre opmærksom på, at teater eller musik bedst opleves live, så har formater, direkte skabt til digital formidling, vundet frem. Sådan er det simpelthen bare og det passer måske meget godt med ændringer i publikums generelle livsvaner.
Man kunne også overveje, om der simpelthen er for megen kunst og kultur på menuen. Det er sværere at vælge mellem pizzariaets 80 pizzaer end mellem 20. Når coronakrisen så har skabt store lagre af planlagte, men ikke gennemførte arrangementer, kan bugnende programmer skabe forvirring. Hvad med om man skærer ned på mængden i nogle år og ser hvad der sker?
Endelig tror jeg, at publikum køber ind på en anden måde, end tidligere, også når det gælder kunst og kultur. Det er ikke sikkert, at publikum sidder og planlægger hvilke kunstoplevelser de vil have næste år til jul og hvem de vil i teatret med om et halvt år. I udlandet har man i årtier arbejdet med last minute-billetter med stor succes. En del danske kulturinstitutioners planlægning er også blevet mere spontan og fleksibel de seneste år.
Derfor kom jeg, da jeg læste Nicolai Holms klumme, i tanker om en vist 15 år gammel idé fra mit hoved, tyvstjålet fra Tyskland, nemlig at byens kulturinstitutioner gik sammen om en billetbutik på strøget. Som vanligt lavede jeg et udførligt koncept med konkrete forslag til placering, økonomi, indhold mv. Mine kolleger i kulturlivet vendte venligt, men bestemt tommelen nedad med henvisning til at publikum køber billetter på nettet og sjældent spontant (hvad de altså gør i udlandet). Måske er det på tide at finde idéen frem igen og se, om det nu er rigtigt.
Under alle omstændigheder bør coronaen, også når det gælder publikumsvaner, give anledning til nytænkning.
En opgave for Universitetet?