Sommeren går på hæld, og dens høst af digitale billeder hober sig op. Forleden meddelte min mobiltelefon, at iCloud var overfyldt i en grad, så jeg fremover hverken kunne modtage eller sende mails. 
Jeg kastede et hurtigt blik på mængden af billeder, der gennem sommeren havde samlet sig op på enheden, og kunne hurtigt konkludere at årsagen til problemet var en akut forstoppelse af feriebilleder, affødt af et alvorligt anfald af fotomania. En lidelse jeg åbenlyst deler med hovedparten af befolkningen, og som ikke mindst florerer i ferietiden.
Den løbende beskrivelse af eget liv og levned gennem egne fotografier er et gammelt fænomen, der tog sin begyndelse, da fotoapparatet ved starten af det 20. århundrede blev allemands eje, og fotograferingen ikke længere var en aktivitet for professionelle med faglig oplæring og egen virksomhed.
Vi kan alle se skiftet, hvis vi graver tilstrækkeligt dybt i slægtens fotoalbum. Hvor billederne fra 1800-tallets slutning typisk er optaget i fotografens atelier, med mor, far og børn i deres stiveste puds, med stivnede ansigtstræk og grupperet i højtidelige opstillinger, så begynder de spontane snapshots, fra det virkelige liv at florere ved starten af 1900-tallet.
Min mor sparede som 16-årig sammen til et bokskamera, og på de gulnede fotografier har hun fanget sine utallige søskende på hårdt børnearbejde ude i marken. Små, alvorlige ansigter, der kikker indgående på fotografen.
Fotodokumenteringen af vort hverdagsliv er således et gammelt fænomen, men har gennem de senere år gennemgået en voldsom forandring. Først blev fotografering digitaliseret. I stedet for de 36 billeder, der var plads til på en rulle film, og blot kunne nydes, hvis de blev omsat til papirkopier, gav digitalfotograferingen mulighed for at tage vilkårligt mange, gratis billeder, der – i princippet – kan slettes (men sjældent bliver det).
Der skete dermed en massiv udvidelse af fotograferingens volumen. Udviklingens anden fase kom, da det blev muligt at tage billeder med sin telefon.
I dag vandrer vi alle rundt med et fotografiapparat i lommen, uanset hvor vi befinder os. Vi kan derfor tage spontane, uplanlagte billeder af hvad som helst, blot vi mener, de udgør en photo opportunity.
Og det gør de ofte, og i et omfang, vi slet ikke kan styre.
Det tredje kvantespring kom med de sociale mediers udbredelse. De digitale billeder og de sociale medier har indgået en stærk og uhellig alliance. Man kan næppe forestille sig f.eks. Facebook uden digitale billeder. Men omvendt, hvis digitale billeder ikke kunne deles, ville det sandsynligvis reducere mængden af optagelser radikalt.
Se mig, se mig, se mig
Den teknologiske udvikling har således skabt mulighederne for nutidens syndflod af digitale billeder, men hvorfor gør vi det? Hvorfor fotograferer vi i lange baner så snart lejlighed gives? Hvorfor synes vi ikke, at vi har oplevet og tilegnet os Peterskirken i Rom, Metallica-koncerten i København, eller havefesten i Gug, før vi har taget en serie billeder af begivenheden?
Svaret er, at vi fortrinsvis - omend ikke udelukkende - tager vore billeder, fordi de skal deles. Andre skal se dem, og på den måde erfare, hvilket liv vi lever. 
Det ultimative eksempel på dette er selfien. Når selfien indgår i et feriebillede, må det nødvendigvis være et billede, der både indeholder personen selv plus en kontekst.
Altså ikke Peter og ikke Eifeltårnet, men ’Peter plus Eifeltårnet’. I et og samme billede.
Det skaber så samtidig nogle fototekniske udfordringer, mange af os har vanskeligt ved at kunne håndtere.
For nogle uger siden var der eksempelvis en amerikansk turist, der forsøgte at få både sig selv samt Vesuvs krater bakset ind i fotorammen på sin selfie, med det resultat at mobilen blev tabt ned i krateret, og han selv derefter dumpede derned i sit forsøg på at hente den op.
Mit liv er smukt og autentisk
Da billederne skal deles, er det kun menneskeligt, at feriebilleder især fokuserer på de lyse, smukke og glade sider af ferien og dermed af tilværelsen. 
Den meget lækre ret, man fik serveret på den italienske restaurant, stranden ved Løkken i solnedgang, det harmoniske par, der med glade smil er lykkelige i den samme solnedgang.
Billedernes budskab er overalt det samme: - Se nu mit fede, smukke, spændende og kort sagt ’rigtige’ liv.
Det rigtige (ferie)liv kan også kvalificere sig ved at være autentisk. Billeder af ferielivets autencitet viser, at min ferie, og dermed mit liv, ikke er en banal, masseproduceret charterrejse. Den er mere rigtig og sand, og måske mere politisk korrekt, end som så.
Det er vanskeligt at overse, at vores søgen efter det autentiske ofte indeholder den både elitære og forfængelige præmis, at vi betragter masseturisme som vulgær, og samtidig mener, at autencitet er en kattelem, der kan forvandle vores egen, personlige turisme til noget andet og bedre.
Vi kaster os derfor ofte ud i en ganske stressende jagt på autentiske, uopdagede miljøer og mennesker, som vores egen tilstedeværelse beklageligvis gør lidt mindre autentisk. Vi prøver efter bedste evne at falde ind i miljøet. Dvs. opføre os og se ud som de lokale. Vort umættelige begær efter at tage billeder afslører os imidlertid som det vi er: Turister.
Når livet bliver en fotoserie på SoMe
Som nævnt tager jeg selv mange billeder af alt, hvad jeg møder på min vej, og ofte deler jeg dem med andre mennesker. Billeder siger ofte mere end mange ord, og udgør samtidig en visuel dagbog, der fortæller mig selv, hvad jeg dog går og bruger mit liv til. 
Jeg er derfor glad for min fotograferende telefon. Men alt kommer med en pris, som en tidligere statsminister formulerede det.
Når vi oplever livet gennem de billeder vi tager, indfører vi en mærkelig dobbelthed, man kunne kalde narcissistisk. Allerede mens vi oplever nu’et redigerer vi det, for senere at kunne præsentere det som en fotoserie.
Hvad vi udvælger at fotografere bliver derfor ofte styret af, hvilken fortælling eller drejebog vi har lyst til at optræde i, og dermed bliver vores ferie undertiden forvandlet til et alt for langt skuespil.
Trættende for vort publikum, og ikke mindst for os selv. Samtidig må praleriet, ikke blive for tydeligt. Det er flovt , hvis tilskuerne gennemskuer, hvor ihærdigt vi gennem billederne forsøger at fremstå som autentiske, spændende og rigtige.