TV-DOKUMENTAR: "Spies og Morgenbolledamerne"
Alle taler om Spies i øjeblikket, og DR er gået totalt amok. En ting er, at de sender den tredelte dokumentar om Simon Spies og hans misbrug af purunge piger. Men Tv-Avisen handler stort set heller ikke om andet i disse dage, og i Aftenshowet går de fuldstændig amok i den gamle rejsekonge og hans syge forbrug af kvinder.
Det er fint, at historien bliver fortalt. Men det er faktisk ikke det mest interessante. Det er nemlig nok så spændende at se, hvordan vi alle betragtede det som den mest naturlige ting, dengang i 60'erne og 70'erne.
Tiden var en anden, lyder undskyldningen over dem alle.
Jovist. Men det, at tiden var en anden, gør jo heller ikke slavehandel til en hæderlig forretning. Det gør det heller ikke hæderligt at drage til Østfronten med Frikorps Danmark.
Og lad mig være den første til at bekende kulør: Jeg så absolut ikke noget forkert i begrebet morgenbolledamer, da jeg hørte det første gang for over 50 år siden. På det tidspunkt rasede der en krig i min krop: Testosteron mod borgerlig opdragelse. At han væltede sig i kvinder virkede helt naturligt for en knægt på 14 år.
Nå - det har jeg tilgivet mig selv. Håber andre gør det samme.
På ét område er tiden især en anden: Vi er mere opmærksomme i dag. Vores moralske kompas bliver konstant justeret. Et klap i røven til den lårkorteklædte pige til firmaets julefrokost er ikke accepteret i dag.
Som tv-dokumentar er "Spies og Morgenbolledamerne" naturligvis alt for lang og præget af alt for mange gentagelser. Der er klip, vi efterhånden har set 10-15 gange de seneste par dage.
Mere interessant er det nok at fundere lidt over, hvorfor alle vi almindelige mennesker ikke tog afstand fra det misbrug af piger, der fandt sted.
Jovist kendte vi ikke begrebet grooming dengang. Og vi tænkte vel: Åh herregud - det er jo blot prostituerede, det går ud over. De har jo selv bedt om det, og de har fået betaling derfor.
Men helt ærligt: Argumentet holder ikke. Nok var det prostitution, men pigerne var - i hvert fald rent juridisk - børn. Og pigerne blev sat på porten af Formanden tre år før de overhovedet fik stemmeret. Formanden mente jo, at når kvinder blev 18 år, så var deres hud ikke længere stram nok!
Jamen du godeste. Det udsagn ligner jo en tilståelse af pædofili.
Danskerne dengang for 50 år siden var lige blevet sluppet løs i det seksuelle supermarked. Om ikke alt - så i hvert fald det meste - var tilladt. Derfor var det måske svært at se, når nogen gik over stregen - og nogen var sikkert ret mange dengang. Det var jo før samtykke-lovgivningen. En lovgivning man i grunden kommer til at holde en del af, når man har set disse tre udsendelser.
Nok så slemt er i grunden mediernes afgudsdyrkelse af Spies.
I tredje del af doku'en hører vi om sadisten Spies. Her bliver det næsten ubærligt. For en ting er at holde betalte sexslaver tæt på pædofili-lovgivningen. Det er grimt nok i forvejen. Men når vi hører om al volden, så bliver det ubærligt.
Her er det, at pressen har svigtet massivt. Vi hører en journalist fra Se & Hør fortælle om et scoop, han fik, da han interviewede i luder, der var blevet banket gul og blå af Formanden. Han skrev historien. Men den blev aldrig bragt. Begrundelsen var, at man jo ikke skulle ødelægge det gode forhold til Spies, som jo var en mæcen for pressen: Han gav dem fede historier, saftige drukture og eksotiske rejser.
Øh - er der en smule presse-etik til stede? Nej. Det er der ikke. Som journalist ved man, at man aldrig skal modtage gaver. ALDRIG. Eneste undtagelse: Til jubilæer og afskedsreceptioner.
40-50 år efter er der medieledere, der tager afstand derfra. Der er bestemt også pensionerede ledere, der intet forkert kan se. Jeg tror, Fanden har reserveret et særligt varmt sted til dem i Helvede, den dag de dør. Det var generelt en forrygende mangel på journalistisk dømmekraft, vi var vidner til.
Lige her kan vi sætte to streger under resultatet: "Spies og Morgenbolledamerne" er god til at sætte gang i vores refleksion over vores tidligere holdninger. Det er det stærkeste ved serien.
Set som dokumentar er serien ikke lydefri. De voldsomme påstande om sadisme kunne godt være endnu bedre dokumenteret. Der kunne have været flere kilder. Og som nævnt ovenfor: Der er urimeligt mange klip, der gentages. Dette kunne sagtens være skåret ind til benet.
Det er såmænd også - rent fortælleteknisk - fint nok at historien fortælles gennem en lillesøster til en afdød morgenbolledame. Men hun får på den måde en rolle som tilrettelægger/interviewer, og jeg tænker på, om hun i virkeligheden er styret af andre. Eller om det er hende selv, der kører hele showet. I så fald: Min respekt!
Interessant er det også at møde Spies' ven, journalisten Carl Bjerredahl. 
- Herregud, det var en anden tid, siger han jævnligt, når han skal forklare sin afdøde vens adfærd. Ja, Bjerredahl - men vi andre er kommet videre. Du ser ud, som om du stadig hænger i 70'er-sumpen og som du stadig klapper de unge piger i røven, når de går forbi dig. Han er ret interessant at høre på, fordi han fuldstændig fornægter, at tiden er skiftet. Skræmmende og interessant. Men havde jeg fået ham til bords ved et selskab, så var jeg løbet skrigende bort. Hans holdninger er helt på månen.
Men det er godt, at vi har fået noget at tale om, fordi vi på den måde måske kan få gjort op med nogle værdier fra svundne tider, som bestemt ikke har været værd at samle på. Det er godt, at vi bliver revet ud af vores kollektive, historiske blindhed om den periode. Og det er helt fint, at Spies hives ned fra sin piedestal. Han burde aldrig være sat derop. Han skulle have haft en gabestok i stedet.
Vi har også fået noget at reflektere over. Vi har jo i et halvt århundrede solet os i vores frisind. Men vi skal huske, at frisind uden respekt for andre bliver til narcisisme og egoisme = Simon Spies.