TV-SERIE: "Sneengle"
Efter et lidt forvirrende første afsnit, hvor det meste rodede, så kom der hurtigt kød på denne svenske tv-serie, der er lavet med massiv dansk indflydelse. Flere danske skuespillere og et dansk manuskript gør, at DR og svensk tv har kunne pulje pengene til at lave det.
Nu er det så slut. Fra starten havde vi næppe gættet, at det var sygeplejersken Maria, der var den skyldige. Eller hvad hun nu var.
Nok var Maria - myndigt spillet af Maria Rossing - lidt kantet. På tværs af sine kolleger. Bedrevidende. Men fra starten så vi også, at hun jo nok var udsat for voksen-mobning, når kollegerne konstant ignorerede hende. Hvorefter hun tog til Sverige.
Nissen flyttede med. Og også i Sverige blev hendes kantede og bedrevidende facon for meget for kolleger og myndigheder.
Fine dilemmaer
Det er et rigtigt fint dilemma. For alle os ude på den anden side af skærmen kunne jo godt se det: Hun havde ret, når hun påpegede omsorgssvigt.
I femte og næstsidste afsnit ser vi for alvor, at der er noget ravruskende galt, da hun spærrer den gravide 14-årige pige inde i sin lejlighed. Låser udefra, så barnet ikke kan komme ud. Og 5'eren slutter af med, at Nicole erklærer, at det er Maria, der har stjålet det lille barn Lucas.
Sidste afsnit er så ren opklaring.
Men det har været en interessant serie. For det viser sig jo, at det eneste gode - som i rigtigt gode - menneske, vi møder, er Salle. Som har slået en kunsthandler ihjel.
Alice er også god nok
Nåja - måske også den kvindelige betjent og opdager Alice. Hun er også et ordentligt menneske
Alle andre figurer er i grunden dårlige mennesker. Det gælder kollegerne på sygehuset. Det gælder kollegerne på politistationen. Det gælder Salles kone og svigermor. Alle har de lig i lasten.
Det gør det lidt mere spændende, at den mørke side af de mange mennesker fylder så meget. Og det er også rart for en gangs skyld at følge et stykke tv-dramatik, der ikke foregår på den økonomiske solside.
Der har været fint, solidt skuespil på alle pladser, selv om jeg måske nok lige vil give lidt ekstra credit til Ardalen Esmaili, der spiller den martrede Salle. Det har været rørende at følge hans kamp mod alt og alle. Og især kampen for at få sin skrøbelige familie til at hænge sammen. Og rystende at opleve, hvordan hans kone har et massivt misbrug, som serveres af hendes egen mor.
Stærk kost
Generelt har skuespillerne flot fået skildret de mange dilemmaer, deres karakterer har været i. Vi har jo hele tiden fået lov at se sagen fra deres side. Jenni (Josefin Asplund) har haft svært ved at lægge ungdommens udskejelser af vejen og indtræde fuldt dedikeret til moderrollen. Man har haft lyst til at ryste hende og bede hende om at tage sig sammen. Men vi har jo strengt taget også forstået hende og forstået, hvordan hun er fanget i et grimt misbrug, som har gjort hende ud af stand til at tage vare om sine børn.
Det har været stærk kost.
Det har også været en fornøjelse at opleve et så udspekuleret manuskript, som i ugevis har holdt os hen, uden at vi har haft den fjerneste anelse om, hvordan det hele skal ende.
Men 129 dage inde i 2021 så må DR altså godt begynde at vise os noget rigtigt, 100 procent dansk dramatik.